Top 5 musik-dokumentarfilm

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Der findes selvsagt et hav af musik-dokumentarer, også mange som burde have været på en best of-liste som denne. Jeg har dog valgt at fokusere på nogle knapt så velkendte film, om nogle “smallere” kunstnere, som står mit hjerte nær. Listen er i uvilkårlig rækkefølge.

The Devil and Daniel Johnston (2005)

Daniel Johnston, som desværre gik bort i 2019, er indbegrebet af en kultfigur. Han nåede aldrig at blive allemandseje, hvilket hans musik nok også var for kringlet og skæv til. Til gengæld var han hyldet af mange (også ikoner som David Bowie og Kurt Cobain), for han unikke, melodiske, og åbenhjertige sangskrivning. Daniel Johnston tonede frem i starten af 80’erne, hvor han bag disken på den lokale McDonalds, delte kassettebånd ud med hans sange. Inden længe rygtedes det hvor unik en sangskriver han var, og snart befandt han sig på MTV. Daniel Johnston var en ener, men han var desværre også psykisk syg, hvilket gjorde, at han store dele af sit liv var medicineret, og til tider indlagt. The Devil and Daniel Johnston er en unik dokumentar om en unik kunstner, og den kommer i form af interviews og hjemmeoptagelser, meget tæt på hovedpersonen. Filmen kan klart anbefales, hvis man vil stifte bekendtskab med en af de mest unikke sangskrivere (og tegnere), verden har set. Og hvis man ikke er ræd for at blive rørt. 

Burn The Place You Hide (2016)

I starten af 00’erne så jeg det amerikanske orkester Lambchop på Voxhall i Aarhus. Med sig, som opvarmning, havde de den norske artist Thomas Hansen (aka St. Thomas). Han tryllebandt og stjal opmærksomheden fra hovednavnet, med en dybt charmerende og hjerteskærende solooptræden. St. Thomas blev kaldt den norske cowboy, da han spillede simple country-ficerede sange, med et uhørt øre for den gode melodi. Han sang på engelsk, men med tykt norsk accent, hvilket bare gjorde det hele mere personligt og charmerende. Desværre var Thomas Hansen også plaget af en svær psyke, hvilket gjorde det svært for ham at navigere i en ofte kynisk musikbranche. I 2007 døde han i Oslo, kun 31 år gammel, vist nok grundet en uheldig kombination af medicin. I Burn The Place That You Hide får vi fortalt historien om denne unikke kunstner. Fra han får succes med sit hjemmeoptagede debutalbum Mysterious Walks, til hans optræden på det legendariske Royal Albert Hall (hvor han mister besindelsen), til hans efterfølgende store succes i Norge med videre. Filmen er et portræt, som i høj grad bliver fortalt gennem optagelser af St. Thomas selv, samt rørende samtaler med hans familie, kolleger, og venner. En kæmpe anbefaling herfra, og et stort ønske om, at St. Thomas’ skønne katalog af plader snarest bliver genoptrykt på vinyl.       

I Am Trying to Break Your Heart (2002)

Wilco er velsagtens det mest kendte band på denne liste. I indie-kredse kan man vel kalde dem allemandseje. I I Am Trying to Break Your Heart følger man bandet under indspilningen af deres mesterværk Yankee Hotel Foxtrot. En plade fyldt med gode sange, pakket ind i eksperimenter, som resulterede i et ganske unikt og skrøbeligt univers. Dokumentaren er et spændende indblik i bandets kreative proces, som finder sted i deres eget musikstudie The Loft. Wilco lukker sig her totalt af fra omverdenen, og der bliver ikke delt previews ud til deres sultne pladeselskab. Da bandet endelig præsenterer albummet for branchefolkene, vender disse tommelfingeren nedad, og kalder resultatet usælgeligt. Wilco nægter heldigvis at lave noget om, og ender med at købe pladen fra selskabet for en slik. Sjovt nok bliver albummet efterfølgende opkøbt og udsendt på et underselskab til det første pladeselskab (!), og viser sig at være deres største kommercielle succes så langt. En skøn historie!     

Strange Negotiations (2019)

Jeg vil ikke skrive så meget om dette intime indblik i den hårdtarbejdende musiker David Bazan’s hverdag her, da filmen blev anmeldt på Moviemaniac i sidste uge. Men denne fine dokumentar om Pedro The Lion-frontmandens musikalske og religiøse liv, er et must see for alle musik-elskere.  

The Sad & Beautiful World of Sparklehorse (2016)

Det er lidt uretfærdigt at anbefale denne film, da den tilsyneladende er landet i limbo, grundet en strid om rettigheder til musikken. Et trist bevis på, at et stort pladeselskab hellere vil holde på deres, end at hjælpe med til at udbrede budskabet om nu afdøde Mark Linkous’ (Sparklehorse) musik. Sparklehorse-frontmanden tog nemlig sit eget liv i 2010, efter at have udgivet en stribe plader uden sidestykke. En af dem (It’s a Wonderful Life) med så prominente gæster som Tom Waits, PJ Harvey, og Nina Persson. Hans univers var uhørt skrøbeligt, melodisk, og med en malerisk og original tekstside. Desværre har der ikke være nogle posthume udgivelser, hvilket selvfølgelig er ærgerligt for os hungrende tilbedere. I 2016 blev denne fine dokumentar vist på diverse filmfestivaler, en film som fortæller historien om sparklehorse gennem knitrende billeder, som passer perfekt til artistens musik. Der er desuden interviews med diverse musikere, bl.a. Jonathan Donahue fra beslægtede Mercury Rev. Jeg krydser fingre for, at denne fine hyldest til Sparklehorse en dag kan ses på diverse streaming-tjenester, og ikke mindst købes i fysisk format.

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.