Originaltitel: Mamlaket al-qasab
Instruktør: Hasan Hadi
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 09/04
Har man sat sig noget for, kan det til tider føles nødvendigt at få det udført. Særligt, når det man skal udføre er i ens lands diktators ære. Dette scenarie er udgangspunktet for Hasan Hadis spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter, som hedder En kage til præsidenten (Mamlaket al-qasab, på det oprindelige irakiske) og der er tale om en ret særlig og speciel film.
Dens historie omhandler den 9årige Lamia som bor under meget fattige kår, sammen med sin bedstemor i midt-90’erne i Irak. Filmen foregår i dagene op til Saddam Hussains fødselsdag og dette indebærer at børnene i den klasse som Lamia går i, skal hylde ham på en bestemt måde.
Det kan enten være at rengøre skolen, at bringe frugt eller (som det bliver i Lamias tilfælde), at bage en fødselsdagskage. En fødselsdagskage som skal være fyldig, cremet og god. Får Lamias ikke bragt og bagt denne fødselsdagskage, vil hun og hendes familie blive taget af militæret.
Dagen efter at Lamia har fået denne opgave, skal hun ind til byen sammen med sin bedstemor. Lamias tror det er for at købe æg, mel, sukker og bagepulver, men bedstemoren har andre planer. Dem er Lamia slet ikke enige i, så hun stikker af og finder sin gode ven Saeed, som så skal hjælpe Lamia med at finde kageingredienserne. Imens rammes bedstemoren af store bekymringer og prøver straks at få fat på Lamia.
En kage til præsidenten, foregår på et tidspunkt hvor Saddam Hussain fortsat stod meget ved magt, hvilket også illustreres ved at filmen er fyldt med billeder af ham og der råbes også en fælles hyldest til ham i skolen.
Hertil vil jeg faktisk skrive at Hasan Hadi virker til at have skabt et meget ærligt portræt af denne tids Irak. Jeg føler ikke at han har overdrevet med, hvor meget Saddam Hussain var i fokus i sin store magttid, men illustrere det på en måde som jeg godt kan tage realistisk. Dette betyder også at det liv man oplever i En kage til præsidenten, opleves inde fra (eller fra irakernes side af), frem for ude fra. Dette synes jeg virkelig giver filmen noget nerve, som den bibeholder fra start til slut.
Yderligere kan det skrives filmen virkelig også fortæller noget om, hvor langt man kan være villig til at gå, hvis man er stædig. Lamia og Saeed har ingen penge på lommen og de ingredienser som de skal bruge, er ikke noget de kan få kvit og frit. I stedet må de derfor, prøve enten at overtale folk der kunne besidde ingredienser til dem eller stjæler/låne, hvis de er nødt til det.
Det skal også skrives at filmen bestemt er dybt alvorlig og ligeledes tager sig selv dybt alvorlig. Men, der er også plads til små humoristiske optrin hist og her.
Dette er kun positivt, da det gør at filmen nemmere at komme igennem, end hvis den var hel gravalvorlig (hvilket dog også havde fungeret).
Der er også tale om en virkelig flot film, rent film-teknisk, ja faktisk en reel virkelig smuk film. Kameraføringen af Tudor Vladimir Panduru, er virkelig smukt med til at skabe en følelse af at være til stede i et meget barskt land. Samtidig, kan det også noteres at kameraets fokus på skuespilleren der portrættere Lamia, også er med til at give filmen en virkelig stor og konstant mærkbar følsomhed.
Filmens klipning af Andu Rada, er også virkelig bemærkelsesværdig. Dette skyldes at i-og-med at Lamia har en mission men deadline, så har hun ikke tid til mange pauser og denne byrde som hun føler, synes jeg skinner meget klart igennem filmens klipning og tempo.
Lyddesignet af bl.a. Tamás Zányi og Jonathan Ayala Colon, er virkelig sanseligt på det punkt, at det virkelig er fyldt med lyde af filmens byliv. Der er også underlægningsmusik i filmen, men man får virkelig også en fornemmelse af at være til stede, via lyddesignet.
Jeg må også skrive noget om filmens skuespil. Den debuterende Baneen Ahmad Nayyef, er intet mindre end fænomenal som Lamia. Hun får slet og ret Lamia, til at føles som et ægte menneske og hun portrættere Lamias følsomhed og stædighed, på en måde som er ubeskriveligt rørende og som gjorde at jeg konstant heppede på hende.
Den ligeledes debuterende Sajad Mohamad Qasem er også fænomenal i rollen som Saeed og har perfekt kemi over for Baneen Ahmad Nayyef, og særligt her vil jeg fremhæve én scene.
Nemlig en scene hvor Saeed & Lamia, får til opgave at bærer nogle meget tunge sække (med et eller andet) op til en mand, som så vil give dem nogle æg.
På et tidspunkt holder Saeed & Lamia en kort pause for dette og holder så en stirrekonkurrence.
Dette lille øjeblik, hvor de ikke er børn der lever i et land med diktatur, men hvor de bare er børn som er børn, er blandt filmens smukkeste og mest rørende øjeblikke.
Den ligeledes debuterende Waheed Thabet Khreibat er også fænomenal som bedstemoren, som er svækket, men fortsat tænker meget på Lamias velbefindende og jamen, alle spiller vildt godt og meget autentisk, da filmen udelukkende har debuterende skuespillere.
Jeg må også lige til sidst fremhæve hanen Hindi, som er Lamias kæledyr. Hindi er størstedelen af tiden i Lamias nærvær (hun bærer ham i en form for slynge) og selvom Hindi ikke gør så meget mere end at være der, så er han dog alligevel vildt rørende.
Til allersidst, så er der ingen fingre på mine hænder at sætte på noget ved En kage til præsidenten. Det er slet og ret et stort mesterværk som er lige dele hjerteknusende og hjertevarmende og en af den slags film, man ikke glemmer, efter den er set.
