Tigers Are Not Afraid

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Vuelven 
Instruktør: Issa López  
Produktionsår: 2017
Genre: Drama, Fantasy, Horror
Kan ses på: Viaplay

I 2006 gjorde Pan’s Labyrinth et stort indtryk på mig, dens rå realisme, blandet med lige dele fantasy og horror, sad lige i solar plexus. Og filmens underskønne billedside, gjorde ikke det hele mindre attraktivt.

Tigers Are Not Afraid er sammenlignelig med Pan’s Labyrinth. Det er rå realisme fra et mexicansk slumkvarter, hvor vi følger en gruppe hjemløse børn, som kæmper for at overleve. De skal både finde til dagen og vejen, men de skal også være påpasselige overfor den lokale bande, som kidnapper gadebørn (og slår deres forældre ihjel) til egne skumle formål. Samtidig er der også tale om en horror/fantasy film, idet vores hovedperson Estrella (spillet superb af Paola Lara) leder efter sin forsvundne mor, som samtidig hjemsøger hende. Desuden har Estrella tre magiske ønsker, som hun kommer til at gøre godt brug af. Vi er altså, som i Pan’s Labyrinth, ude i et sammenkog af genrer, og det visuelle underbygger dette på fornemmeste vis.

Historien om Estrella, som i sin søgen efter moderen, møder en gruppe hjemløse drenge, fungerer rigtig fint. Før Estrella møder gruppen, bliver vi introduceret til deres hverdag, som selvfølgelig er kummerlig, men også fyldt med varme og omsorg drengene imellem. Især gruppens karismatiske leder, den empatiske Shine, spillet suverænt af Juan Ramon Lopez, skinner. Denne introduktion giver dybde, og gør, at vi filmen igennem har medfølelse for vores unge venner.

I starten af filmen stjæler Shine den lokale bandeleders glittede pistol, hvilket gør at drengene får de skumle typer på nakken. Det viser sig dog hurtigt, at det går begge veje, vores unge helte er nemlig ikke sådan at få has på, og de vil hellere end gerne af med deres plageånder (deres forældres mordere). I den sammenhæng er Estrellas tre magiske ønsker ekstremt brugbare. Som man kan læse ud af dette, går det ikke stille for sig, og det bliver da også ganske spændende, og medrivende.

Tigers Are Not Afraid er overordnet set en rigtig fin film, en rørende historie om disse unge skæbner, og deres sammenhold, og dens billedside understøtter (som nævnt) på fornemste vis genre-mikset af drama, horror, og fantasy. Jeg ville på ingen måde være foruden fantasy/horror-elementerne, som tydeligvis er inspireret af Guillermo del Toro og Pan’s Labyrinth, men samtidig følte jeg ikke, at horror-delen med Estrellas forsvundne mor, og hendes hjemsøgen af Estrella rigtig gjorde indtryk. Det var i hvert fald ikke decideret uhyggeligt. Hvis “horror-elementerne” havde stået stærkere, havde jeg i højere grad været begejstret. Både drama- og fantasy-delen fungerede dog upåklageligt.                 

Selvom alt i filmen ikke går op i en højere enhed, vil jeg dog klart anbefale at se Tigers Are Not Afraid, som er en både rørende, smuk, spændende, og fascinerende film. 

Tigers Are Not Afraid får: 4/6
🔨🔨🔨🔨                 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.