Thomas Bo Larsens bedste roller – en Top 5

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Spiller Thomas Bo Larsen ikke bare den samme rolle i forskellige film?

Det der utilpassede, brovtende røvhul, der evigt og altid skal stå og råbe og skrige og te sig…?”
Den har jeg hørt en gang eller to, og jeg affejer den altid med hovedrysten og himmelvendte øjne.

Det er muligvis rigtigt, at han for det meste spiller mænd på kanten af loven og livet. Ofte er de nogle dumme svin, men i de fleste tilfælde er det mænd, der til trods for afstumpethed, kvindehad og drab, skriger efter sympati fra seeren. Han kan gøre selv det største røvhul til et menneske med sider, der påkalder sig empati og forståelse.

Han har ikke samme spændevidde som f.eks. Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen, men det han kan, det kan han på et niveau over alle de andre.
Nej, Thomas bo Larsen er måske ikke den mest alsidige skuespiller (ej heller den mest ensidige), men faktum er, at han er min yndlingsskuespiller på  den hjemlige hylde.
Hans intensitet og dedikation er imponerende, og jeg vil vove den påstand, at den ikke bliver matchet andre steder.
Hans makkerskab med vennen Thomas Vinterberg er uforligneligt herhjemme, og med fare for at slå er meget stort brød op, så skæver jeg til Martin Scorsese/Robert De Niro, for at finde et makkerpar, der matcher dem – målt på præstationer foran og bagved kameraet. De har jo aldrig lavet en dårlig film sammen.

Tyg på den!

Listen over de fem bedste præstationer fra Thomas Bo Larsen er som følger.

God fornøjelse!

Jagten (2012)

Instruktør: Thomas Vinterberg
Karakter: Theo

Det kunne egentlig ligeså godt have været  hans rolle i Druk, der startede listen.

Jeg synes dog hans rolle stikker mere ud i Jagten. Der er mere på spil for ham der.

Hans rolle som Theo, der står overfor uoverskuelige overvejelser og prøvelser med bedstevennen Lucas vinder pladsen her.

Den er modsat rollen som Tommy i Druk, ren drama.

Der er intet komisk over faderen, der bliver konfronteret med sin bedste vens mulige seksuelle misbrug af datteren.

Jagten er Mads Mikkelsen’s film, men birollerne får alt for lidt kredit. Mads Mikkelsen er jo bl.a. god fordi han har nogle så dygtige modspillere. Her tårner Thomas Bo Larsen over de andre.

Scenen juleaften, hjemme hos Lucas, hvor hele byen stadig tror på Lucas’ skyld, men Theo alligevel gør det utænkelige, og endegyldigt tror på sin bedste vens uskyld er ren filmmagi!

Han kommer kluntet og spagfærdig hjem til Lucas’ mørklagte hus, med rester af julemaden, og forsøger at finde tilbage til venskabet.

Hans og Mads Mikkelsen’s kemi i den scene er af en anden verden.

De Skrigende Halse (1993)

Instruktør: Søren Fauli
Karakter: Frank

Thomas Bo Larsen’s debutfilm.

Og hvilken en! Det er en stærk start må jeg bare sige.

At starte ud med en af de sjoveste komedier nogensinde, det kan sgu noget.

I rollen som den talentløse forsanger Frank, praktiserer han voksenmobning og sygelig narcissisme til op over begge ører!

Han er ubetaleligt god i rollen, og midt i et hav af hylemorsomme og mindeværdige roller, står han altså tilbage som min favorit.

“Ronni, prøv at forstå.
Havde det ikke været for mig, så havde du ikke lavet andet end lort”

Han er så intens, og han går til rollen med fuld smadder, uden skelen til politisk korrekthed og takt og tone. Jeg elsker den rebelskhed han lægger for dagen.

Han er en usikker person, men han skjuler den bag en masse mundlort og arrogance.

Jeg forstår så udemærket, at Ronnidrengen tager nervemedicin, når han har Frank på nakken hele tiden.

…..men blod i lokummet, det er sgu uværdigt, så tror da fanden han æder alle dine piller…

De Største Helte (1996)

Instruktør: Thomas Vinterberg
Karakter: Karsten

“Episk roadtrip i det svenske”

Thomas Vinterberg checkede ind med denne fremragende film.

Han havde lavet et par kortfilm, men her var debuten.

I rollen som den småkriminelle Karsten, tager Thomas Bo Larsen simpelthen kegler.

Rollen er som skabt til ham (Vinterberg havde også eftersigende skrevet den specifikt til ham). Den elskelige bad boy med hjertet på rette sted passer som knallert i Thisted til Bo Larsen.

Han brillerer i samspillet med en fantastisk Ulrich Thomsen.

Hans karakter, Peter giver Karsten et kæmpe møgfald pga. hans grammatiske evner, samt lidt enfoldige fremtoning – eller gedigen sviner, vælg selv. Den scene får mig altid i knæ af grin!

“Sverige, vi kommer og knepper dig”

Scenen hvor Karsten lige nipnapper Trine Dyhrholm’s karakter Louise midt i en telefonsamtale er altså fremragende. Sikke da et liderligt svin.

Thomas Bo Larsen kombinerer på flotteste vis bidsk drama med sort komik, og det giver filmens stemning nogle fantastiske skift.

Ondt Blod (1996)

Instruktør: Carsten Fromberg
Karakter: Dan

I rollen som livstidsfangen Dan, viser Thomas Bo Larsen hvilken sublim dramaskuespiller han er.

Han og Jens Okking går -head-to-head i den svenske vildmark.

De andre skuespillere rundt om dem spiller fremragende, men det er umuligt at tage øjnene fra de to.

Når man kan spille Jens Okking i en – for ham – signaturrolle ud af brættet, så laver man altså noget stort.

Ondt Blod er desværre en relativt ukendt film iblandt mange, og det er synd.

Det er en glemt perle i dansk films historie, og jeg vil såmænd ikke tøve med at kalde den en af de bedste film fra Danmark.

Thomas Bo Larsen er fabelagtig som den fortabte mand, Dan, der virkelig prøver, men som ikke kender til andet en nederlag, vold, og svigt.

Jeg tager den lige et smut ud på overdrevet:

Ingen ville kunne give den rolle en sådan nerve, og dosere sit spil så flot, som Bo Larsen gør det. De mange nuancer i karakteren er meget imponerende.

Hver gang Dan bliver det mindste presset, eller forsøgt holdt af, så trækker han af frygt for endnu et nederlag i nødbremsen, og op kommer den voldelige, ubehagelige facade. Den facade, der skjuler et stakkels menneske.

“Nå men så vil jeg gerne have noget af det der potatosmos”

Festen (1998)

Instruktør: Thomas Vinterberg
Karakter: (lille)Michael

Fest på godset.

Far Helge fylder rundt, og det skal fejres.

….men det bliver et døgn ingen af de tilstedeværende nogensinde vil glemme.

I rollen som Michael, der ikke engang er inviteret til fest af faderen, giver Thomas Bo Larsen den bedste præstation i en dansk film, nogensinde.

Midt i kaosset, da storebror, Christian lægger sig ud med alt og alle til festen, ser Michael sit snit til høste lidt anerkendelse fra sin far. Hans uopnåelige storebror er midlertidigt ude af billedet, så han kan måske få lidt plads hos sine forældre.

Da det går op for ham, hvad der er sket i hans familie, og han sidder helt forstenet ved bordet, det er noget af det ypperste i dansk filmhistorie. Jeg er blæst langt væk af dedikationen og intensiteten!

Han gennemlever hele sin forsømte barndom, som familiens uønskede og vilde barn, da han tæver sin far.

At han er blevet marginaliseret af sin egen familie, og samtidig har fået smækket den modbydelige familiehemmelighed lige i synet, er mere end han kan klare. Hans temperament er i forvejen konstant på kogepunktet.

Hvorfor fanden glemmer hun også de sko, og hvad skal Gbatokai overhovedet til festen, nu når han ikke skal spille trompet?

“Luk op, det’ sgu da Lille-Michael”

Rollen som Michael er en af de bedste jeg nogensinde har set på film!

Han ender næsten som det mest normale menneske i sin dysfunktionelle familie.

Næsten!

Han er en karakter vi ikke har lyst til at have i vores egen familie. Han er et ualmindeligt utiltalende menneske, men der er som sagt flere lag under det kvindefjendske, aggressive ydre…

Festen er Thomas Bo Larsen og Thomas Vinterberg’s absolutte karrierehøjdepunkter.

To mestre i total triumf!

Vi runder af:

Jeg elsker Thomas Bo Larsens dedikation til sine roller.

Jeg elsker hans bidske Bagsværd-dialekt, der i sin tid var det der fangede mig, og holdte mig fast.

Han er en ægte mester til de der skæve og nogle gange afsporede karakterer. Men hans virkelige mesterstykke består i at han altid formår at give dem en grund, og altid et stort hjerte.

Hvis jeg nogensinde får en hund, så skal den hedde Thomas Bo Larsen. Det har været planen siden Festen.

Dette behøver ikke give mening for jer, for det gør det for mig.

Boblere:

  • Druk
  • En Mand Kommer Hjem
  • Sidste Omgang
  • Flænset
  • Sidste Time
  • Mirakel
  • Solkongen
  • Fukssvansen

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende