The Wrecking Crew

Instruktør: Angel Manuel Soto

År: 2026

Genre: Action, komedie

Kan streames på Prime Video

På papiret ligner The Wrecking Crew noget, vi har set alt for mange gange før. Et umage makkerpar. En suspenderet politibetjent og en militærmand, med hver deres personlige problemer, hver deres temperament og en konstant strøm af verbale tæsk. Det er buddyfilm-formlen, som den blev støbt i 80’erne og 90’erne – og ja, man kan hurtigt få fornemmelsen af et kærligt rip-off.

Men i praksis fungerer det her forbløffende godt.

Filmens største styrke er kemien mellem Dave Bautista og Jason Momoa. De to rammer en timing, der føles naturlig, ubesværet og ekstremt velafstemt.

Bautista spiller den mere afdæmpede, slidte og lettere desillusionerede type, hvor humoren ligger i blikke, pauser og tørre kommentarer. Momoa er det modsatte: højtråbende, aggressiv, sarkastisk og konstant på nippet til at eksplodere. Sammen skaber de en dynamik, hvor det netop er forskellene, der gør samspillet sjovt – og overraskende charmerende.

Det her er desuden en rendyrket R-rated film, og det mærkes hele vejen igennem. Der er blod, bandeord og vold, der flere gange kammer så meget over, at det ender som rendyrket tegneserievold. Filmen er fuldstændig ligeglad med pænhed og korrekthed. Karaktererne sviner hinanden til, taler grimt, opfører sig ubehøvlet og giver ganske enkelt maks gas. Det er grovkornet, bevidst overdrevet og leveret med en selvtillid, der gør, at man som seer bare læner sig tilbage og følger med.

Især Momoa får lov til at give den fuld skrue. Hans figur føles næsten som en ekstrem version af hans mere familievenlige roller – her er vi tydeligvis ikke i børnehøjde længere (farvel ligegyldige og forglemmelige Minecraft-film!). Det er typen, hvor man instinktivt tænker, at børnene bør holde sig for ørerne. Men under al støjen og vreden formår Momoa også at gøre figuren menneskelig. Der er sårbarhed, vrede og tab gemt under overfladen, og det giver karakteren mere tyngde, end man umiddelbart forventer.

Historien er heldigvis enkel og effektiv. De to hovedpersoner er halvbrødre og har ikke snakket med hinanden i mange år. Mordet på deres fælles far tvinger dem sammen i et samarbejde, de hverken har lyst til eller er rustet til. Undervejs afdækkes både sagen og deres fælles fortid, og selvom ingen af dem ligefrem er verdensmestre i empati, opstår der gradvist noget, der ligner en form for forståelse.

At filmen foregår på Hawaii, viser sig at være et klogt valg. De solbeskinnede omgivelser og den afslappede stemning står i skarp kontrast til den hårdkogte vold og den rå tone og giver filmen sin egen identitet. Og som prikken over i’et får man en dejligt slesk og ubehagelig Claes Bang i skurkerollen. Han er charmerende, truende og gennemført usympatisk – præcis den type antagonist, der sender klare hilsner tilbage til 90’ernes mindeværdige skurke.

I det hele taget er The Wrecking Crew en åbenlys kærlighedserklæring til de klassiske buddyfilm. Man mærker tydeligt et anerkendende nik til Mel Gibson og Danny Glover i Dødbringende Våben og den mere kyniske, beskidte tone fra The Last Boy Scout med Bruce Willis og Damon Wayans i front. Heltene er slidte, vrede og moralsk tvivlsomme – og filmen omfavner genrens klichéer i stedet for at undskylde for dem.

Konklusion

The Reckoning Crew burde på papiret være en rutinepræget affære, men i praksis er den en stor, blodig, grov og ekstremt underholdende fest. Takket være den perfekte timing mellem Bautista og Momoa, en kompromisløs R-rating og en herligt slesk skurk lykkes filmen med at ramme den samme rå og selvironiske nerve, som gjorde 80’ernes og 90’ernes buddyfilm elskede. Jeg hyggede mig hele vejen igennem – og nogle gange er det præcis dét, der betyder mest.

The Wrecking Crew får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨