Originaltitel: O Agente Secreto
Instruktør:
År: 2025
Genre: Thriller, drama
Biografpremiere: d. 5. februar 2026
The Secret Agent lægger sig smukt i forlængelse af den bølge af brasilianske film, der de senere år har brugt landets mørke fortid som prisme for både politisk kommentar og dybt menneskelige fortællinger. Det er svært ikke at drage paralleller til I’m Still Here (2024), der med sit nøgterne, men rørende portræt af et samfund i opløsning endte med at vinde en Oscar for bedste film. The Secret Agent vil noget af det samme: vise konsekvenserne af et brutalt system gennem et intimt portræt af et menneske fanget midt i maskineriet. Spørgsmålet er bare, om den har samme fremdrift og sammenhængskraft hele vejen igennem.
Filmen er opdelt i tre kapitler, hvilket giver den en næsten romanagtig struktur. Det klæder fortællingen tematisk, fordi hvert kapitel føles som en ny fase i hovedpersonens liv og kamp. Samtidig bidrager det også til filmens lidt ujævne rytme: nogle kapitler føles mere fokuserede og intense end andre, og indimellem kan man mærke, at filmen mister momentum og taber pusten. Det er ikke fordi, spændingen forsvinder – den ligger hele tiden som en sitrende understrøm – men fortællingen mister til tider sit klare sigte.
Wagner Moura er igen helt central for, at filmen overhovedet fungerer så godt, som den gør. Hans karakter er ikke bare en slags “hemmelig agent fra folket”, der navigerer i et Brasilien præget af politivold, forsvindinger og magtmisbrug. Hans egentlige drivkraft er langt mere jordnær og rørende: ønsket om at passe på sin søn og give ham en chance for et liv, der ikke er defineret af frygt og undertrykkelse – koste hvad det vil. Det giver filmen et stærkt følelsesmæssigt anker. Midt i det politiske kaos er det relationen mellem far og søn, der giver historien puls og menneskelighed. Moura spiller denne indre konflikt med en træt, tilbageholdt intensitet, der gør ham ekstremt troværdig: man mærker, at han både er parat til at kæmpe mod systemet – og samtidig bare vil overleve som far.
Filmens skildring af 1977-Brasilien er gennemgående rå og realistisk. Politiets brutalitet er ikke pakket ind, og volden er så normaliseret, at selv karnevallet – landets store fest og farverige symbol – bliver en grotesk kontrast. Scenen, hvor der nærmest bliver joket med, at omkring 100 mennesker er blevet dræbt, rammer hårdt, netop fordi den viser, hvor forskruet virkeligheden er blevet. Her minder filmen igen om I’m Still Here: begge film insisterer på at vise et samfund, hvor menneskeliv mister værdi, uden at det bliver melodramatisk.
Der er også plads til mere poetiske og næsten surrealistiske øjeblikke. Middagssekvensen, hvor en kvinde læser op fra en avis, føles som et mærkeligt, drømmeagtigt pusterum midt i al brutaliteten. Det er et af de øjeblikke, hvor filmen kortvarigt løsriver sig fra realismen og antyder, at den kunne have turdet endnu mere i det absurde og symbolske. Det er et fint, næsten håbefuldt øjeblik – og man sidder med fornemmelsen af, at filmen her åbner døren til noget, den ikke helt går nok ind i.
Musikken er et kapitel for sig. Den er til tider lallende, næsten let og futuristisk i sit udtryk, hvilket skaber en interessant kontrast til den tunge historie. Det føles som et bevidst valg: en lydside, der peger fremad og insisterer på, at Brasilien ikke skal være fanget i den fortid, filmen skildrer. Musikken bliver et spinkelt håb midt i mørket – en påmindelse om, at verden kan se anderledes ud, end den gør her.
Uden at afsløre noget er det værd at fremhæve filmens afslutning, som rammer overraskende rørende. Her samles de personlige og politiske tråde i et mere stille, eftertænksomt toneleje, hvor relationen mellem far og søn får lov til at stå i centrum. Det er ikke et stort, larmende klimaks, men en følelsesmæssig afrunding, der giver historien en menneskelig resonans.
The Secret Agent når måske ikke helt samme knivskarpe niveau og momentum som I’m Still Here, og dens lange spilletid på 2 timer og 41 minutter, samt lidt ujævne fokus gør, at den indimellem mister grebet en smule. Men den er stadig en spændende, fascinerende og politisk modig film, båret af en fremragende Wagner Moura og et stærkt ønske om at skildre en virkelighed, der føles ubehageligt virkelig.
En film, der minder os om, hvor skrøbeligt et samfund kan være – og hvor stærk en drivkraft det er bare at ville beskytte sit barn i en verden, der er gået af sporet.
The Secret Agent får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
