The Rider anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Æstetisk, poetisk og skræmmende realistisk. The Rider er en rørende og smuk, nymoderne western, der minder sit publikum om at holde fast i livets store drømme.

Filmen kan bl.a. strames på Plejmo

Wow.

En sjælden gang bliver man ramt af en film hårdt i solar plexus. Man rejser sig langsomt fra ens sæde og undrer sig over hva’ der præcist ramte én…

Sådan én er “The Rider”.

Ikke en storanlagt og larmende blockbuster. Bare en lille indefilm.

Om en ung mand. Og sin hest.

Det er ikke en klassisk western om en Clinten-wannabe der søger hævn. Eller i den modsatte grøft, en regnbue-romance i Brokeback-stil.

Nej, det er mere retfærdigt at sammenligne den med Darren Aronofskys mesterlige “The Wrestler” med Micket Rourke fra 2008. Om en tidligere wrestler der kæmper for at finde sig sin plads i livet igen.

I Chloé Zhaos film starter det hele med en ung mand der vågner i sin seng. Han er syet i hjerneskallen og har en kæmpe flænge. Han er i smerte.

Ikke kun fysiske mén, men også psykiske. For hans store drøm er heste og rodeoløb.

Ligesom sin hans gamle ven, Lane, der tidligere var en big shot i rodeobranchen, sidder nu i kørestol og kan kun kommunikere via tegnsprog. Hver gang han besøger ham, bliver han mindet om, at han selv kan ende der en dag. Hvis han ikke passer på, og vælger en anden vej.

Han burde hvile sig, men kan ikke finde ro. Han er er rastløs og tænker kun på én ting: at komme op på hesten igen. Bogstaveligt talt.

Brady har et særligt talent. Han kan forstå og kommunikere med heste, som var han selveste Robert Redford i “Hestehviskeren”.

Men der skal også penge i kassen, nu hvor hans far ikke rigtigt kan skaffe dem. Så han ender som ekspedient i et supermarked, mens verden omkring ham enten spørger hvornår han skal i sadlen igen, eller som hans far, beder ham opgive drømmen.

Samtidig har hans retarderede lillesøster ikke meget til overs for rodeoryttere. Hun er 15 år, gider ikke gå med bh og bekymrer sig for sin storebror.

Sjældent har denne anmelder følt så meget for heste, efter at have set “The Rider”. Krikker har på en eller anden måde altid virket som nogle lidt utilregnelige og voldsomme bæster. Men Zhao har nærmest, på magisk vis, skabt et særligt følsomt, og yderst vedkommende, værk, hvor man forstår betydningen af dem.

Brady vil ikke i sadlen for fornøjelsens skyld. Eller for den sags skyld, pengene. At være rodeorytter er hans drøm. Uden dette kan han ikke ånde, eksistere eller leve.

“The Rider” er lille værk på afstand, som umiddelbart ikke gør meget af sig.

Men hvis man kommer tættere på, bliver man beriget med en oplevelse af de helt store.

At det hele føles så autentisk og realistisk, kan måske hænge sammen med at Brady (spillet af Brady Jandreau) i virkeligheden har prøvet at være professionel rytter, og på egen krop, har prøvet at komme ud for en alvorlig ulykke.

Dette er hans første rolle på film. Dette klarer han til et stort 12-tal. Hver en bevægelse han gør og hver et ord der kommer ud af hans mund, føles så…hudløst ærligt. Vi mærker for alvor den smerte der foregår i Bradys krop og sjæl.

Den klassiske filmsætning “lad billederne tale” giver så meget mening i “The Rider”. Der er ikke just den store snakkefilm. Her er det kun det mest nødvendige der bliver sagt højt. Resten kan vi som publikum, i den grad forstå, gennem de gudesmukke billeder af marker, hvor hestene græsser. Og gennem billeder tæt på den unge mand i krise, som ikke ved om han er købt eller solgt.

Det er nervepirrende at følge Brady og hans kamp til det sidste. Hans læge fraråder ham at ride igen. Om det er hans kald eller ej. Det kan få dødelige konsekvenser. Men det er ikke let blot at opgive ens drøm.

“The Rider” er mavepusteren denne anmelder havde brug for. Som en reminder om at livet ikke altid er en dans på roser og at drømme er dét der gør det hele værd i sidste ende. Æstetik, poetisk og skræmmende realistisk.

En fantastisk oplevelse som kan mærkes længe efter rulleteksterne er forsvundet på tv’et. En moderne klassiker, indenfor westerngenren, er født.

The Rider får 6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.