The Rider anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Æstetisk, poetisk og skræmmende realistisk. The Rider er en rørende og smuk, nymoderne western, der minder sit publikum om at holde fast i livets store drømme.

Filmen kan bl.a. strames på Plejmo

Wow.

En sjælden gang bliver man ramt af en film hårdt i solar plexus. Man rejser sig langsomt fra ens sæde og undrer sig over hva’ der præcist ramte én…

Sådan én er “The Rider”.

Ikke en storanlagt og larmende blockbuster. Bare en lille indefilm.

Om en ung mand. Og sin hest.

Det er ikke en klassisk western om en Clinten-wannabe der søger hævn. Eller i den modsatte grøft, en regnbue-romance i Brokeback-stil.

Nej, det er mere retfærdigt at sammenligne den med Darren Aronofskys mesterlige “The Wrestler” med Micket Rourke fra 2008. Om en tidligere wrestler der kæmper for at finde sig sin plads i livet igen.

I Chloé Zhaos film starter det hele med en ung mand der vågner i sin seng. Han er syet i hjerneskallen og har en kæmpe flænge. Han er i smerte.

Ikke kun fysiske mén, men også psykiske. For hans store drøm er heste og rodeoløb.

Ligesom sin hans gamle ven, Lane, der tidligere var en big shot i rodeobranchen, sidder nu i kørestol og kan kun kommunikere via tegnsprog. Hver gang han besøger ham, bliver han mindet om, at han selv kan ende der en dag. Hvis han ikke passer på, og vælger en anden vej.

Han burde hvile sig, men kan ikke finde ro. Han er er rastløs og tænker kun på én ting: at komme op på hesten igen. Bogstaveligt talt.

Brady har et særligt talent. Han kan forstå og kommunikere med heste, som var han selveste Robert Redford i “Hestehviskeren”.

Men der skal også penge i kassen, nu hvor hans far ikke rigtigt kan skaffe dem. Så han ender som ekspedient i et supermarked, mens verden omkring ham enten spørger hvornår han skal i sadlen igen, eller som hans far, beder ham opgive drømmen.

Samtidig har hans retarderede lillesøster ikke meget til overs for rodeoryttere. Hun er 15 år, gider ikke gå med bh og bekymrer sig for sin storebror.

Sjældent har denne anmelder følt så meget for heste, efter at have set “The Rider”. Krikker har på en eller anden måde altid virket som nogle lidt utilregnelige og voldsomme bæster. Men Zhao har nærmest, på magisk vis, skabt et særligt følsomt, og yderst vedkommende, værk, hvor man forstår betydningen af dem.

Brady vil ikke i sadlen for fornøjelsens skyld. Eller for den sags skyld, pengene. At være rodeorytter er hans drøm. Uden dette kan han ikke ånde, eksistere eller leve.

“The Rider” er lille værk på afstand, som umiddelbart ikke gør meget af sig.

Men hvis man kommer tættere på, bliver man beriget med en oplevelse af de helt store.

At det hele føles så autentisk og realistisk, kan måske hænge sammen med at Brady (spillet af Brady Jandreau) i virkeligheden har prøvet at være professionel rytter, og på egen krop, har prøvet at komme ud for en alvorlig ulykke.

Dette er hans første rolle på film. Dette klarer han til et stort 12-tal. Hver en bevægelse han gør og hver et ord der kommer ud af hans mund, føles så…hudløst ærligt. Vi mærker for alvor den smerte der foregår i Bradys krop og sjæl.

Den klassiske filmsætning “lad billederne tale” giver så meget mening i “The Rider”. Der er ikke just den store snakkefilm. Her er det kun det mest nødvendige der bliver sagt højt. Resten kan vi som publikum, i den grad forstå, gennem de gudesmukke billeder af marker, hvor hestene græsser. Og gennem billeder tæt på den unge mand i krise, som ikke ved om han er købt eller solgt.

Det er nervepirrende at følge Brady og hans kamp til det sidste. Hans læge fraråder ham at ride igen. Om det er hans kald eller ej. Det kan få dødelige konsekvenser. Men det er ikke let blot at opgive ens drøm.

“The Rider” er mavepusteren denne anmelder havde brug for. Som en reminder om at livet ikke altid er en dans på roser og at drømme er dét der gør det hele værd i sidste ende. Æstetik, poetisk og skræmmende realistisk.

En fantastisk oplevelse som kan mærkes længe efter rulleteksterne er forsvundet på tv’et. En moderne klassiker, indenfor westerngenren, er født.

The Rider får 6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!