The Monkey

Picture of Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: The Monkey
Instruktør: Osgood Perkins
År: 2025
Genre: Gyser
Biografpremiere: 27/2

Instruktør Osgood Perkins, søn af ingen ringere end Anthony Perkins, som spillede Norman Bates, en af filmhistoriens største psykopater i Alfred Hitchcocks klassiker Psycho, er nu klar med sin nye film The Monkey. The Monkey er baseret på en novelle af gysets mester Stephen King, og med sin opsigtsvækkende trailer, var forventningerne høje, da jeg lod biografens mørke omslutte mig. Perkins stod også bag sidste års surprise gyser-hit Longlegs (med en crazy Nicolas Cage!), som tilførte thriller-genren fornyet liv med sin stemningsfulde og olme tone, der i sine bedste øjeblikke, ledte tankerne tilbage til Clarice Starling og The Silence of the Lambs fra 1991. Ja, som nævnt var forventningerne skudt i vejret.


The Monkey bliver da også sat i gang med 120 kilometer i timen, da en desperat mand forsøger at levere en creepy legetøjsabe tilbage, som han har købt hos en marskandiser. Aben har den uhyggelige funktion, at hvis man aktiverer den med en nøgle, begynder den at tromme, og så dør tilfældige mennesker på spektakulær vis. Dette bliver i den grad understreget, da marskandiserens tarme bliver flået ud af hans stakkels mave og trukket på tværs af butikken af et harpunspyd.


Manden, som forsøgte at levere aben tilbage, er far til tvillingerne Bill og Hal, og de finder den senere blandt hans gamle efterladenskaber på familiens loft (faren har forladt dem og deres mor). Derefter går det stærkt med det ene aparte dødsfald efter det andet, og uden at fortælle for meget, fortsætter uhyrlighederne ind i tvillingernes voksenliv, hvor de igen bliver konfronteret med den grusomme abe-forbandelse, som de ellers troede de havde rystet af sig.


Hele denne præmis er jo sådan set fin, og Perkins er bestemt en ferm håndværker, især når det kommer til det visuelle udtryk. Han har også vist, at han kan skabe stemninger og lavmælt uhygge med Longlegs, men med The Monkey vil han noget andet. Her forsøger Perkins at kombinere uhyggen med sort humor, rigtig meget sort humor! Desværre fungerer det slet ikke. Resultatet bliver en film, som virker forceret i sit forsøg på at ramme en balance mellem sjove absurditeter og uhygge – og resultatet er, at den ikke lykkedes med nogle af delene. Faktisk virker tonen og skuespillet ofte så “off”, at det bliver decideret irriterende og anstrengende at være vidne til.

Karakterne opfører sig så bizart, at de bliver umulige at relatere til, og især Theo James, som spiller de to tvillinger som voksne (hvilket er underligt, da de ikke ligner hinanden som børn!), er næsten ikke til at holde ud.
Min konklusion er desværre, at Osgood Perkins med denne film leverer et fejlskud af dimensioner, hvilket er ærgerligt, da jeg havde håbet på, at vi i ham havde fået en ny gysets mester. Senere på året er han dog allerede klar med sin næste film med titlen Keeper, så måske han hurtigt kan rette op på fadæsen The Monkey. Jeg krydser fingre.

The Monkey får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.