Originaltitel: Ástin sem eftir er
Instruktør: Hlynur Pálmason
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 18/12
Det allerførste der ses i Hlynur Pálmasons nye film, The Love That Remains, er et tag der fjernes fra et hus. Dette kan ses som værende symbolsk, da et hus uden tag, kan føles som en familie uden kærlighed.
Nu er sidstnævnte ting, dog noget som er til stede i denne film, men dog i forskellige variationer og forskellige grader.
Filmen handler dog overordnet om en familie på 5, som består af moderen Anna, faderen Magnús, datteren Ída og 2 sønner, Þorgils og Grímur. De har også en hund ved navn Panda. Denne familie bor midt i naturen og faderen Magnús, som er fisker, er ofte ude og fiske, hvor Anna, som er kunstner, så må holde skansen.
Dette er det som The Love That Remains, går ud på. Der er ikke tale om nogen konkret historie fra a til å, men i stedet et indblik i en familie, som kan føles som andre familier, men som dog alligevel er helt deres egne.
Der er samtidig tale om en film med en meget særlig og udefinerbar stemning.
Filmen besidder til tider en meget tør og til tider små sort form for humor, men samtidig en sort humor som føles naturlig, frem for overdreven. Samtidig har filmen også dele der kan minde om familieidyl, såsom en scene hvor de er ude og samle bær.
Men samtidig, er der også plads til melankoli og dyb alvor, såsom scener hvor Anna, gerne vil have at Magnús gerne tager ud og fisker, skønt han gerne vil blive ved familien.
Ligeledes er der en smuk skævhed over familien i The Love That Remains, som dog ligeledes føles naturlig.
Dette ses fx i en scene hvor Þorgils og Grímur, snakker om hvordan høns har sex eller via en slags ridderskikkelse som kan minde om et fugleskræmsel, og som på sin vis symbolisere årstidernes skift.
Hlynur Pálmason, har også både instrueret og skrevet en film, som er dybt uforudsigelig.
Her spiller filmens store skævhed også ind. Dette symboliseres fx i et kort øjeblik hvor et sværd pludselig falder ned fra himlen. Dette er ikke en spoiler, da det vitterligt sker ud af det blå.
Denne uforudsigelighed, er noget jeg meget hurtigt accepterede og som jeg bestemt kun føler bidrog til filmens skønhed.
En anden smuk ting ved uforudsigeligheden er også tankerne det sætter i gang, i forhold til om det man er vidne til er sandheden (eller filmens sandhed) eller ren fantasi. Personligt synes jeg at The Love That Remains, skildre dette på en tvetydig facon og det synes jeg er fantastisk.
Jeg må også skrive at, jeg ligeledes elsker filmens stilhed.
Der er forholdsvis mange øjeblikke i filmen hvor karaktererne enten ikke siger så meget, eller hvor man i stedet slet ikke ser karakterne, men i stedet den islandske natur.
Her bidrager kameraføringen (som Hylnur Pálmason, ligeledes stod for), underlægningsmusikken af Harry Hunt og lyddesignet af Björn Viktorsson, virkelig til en stor poetisk følelse som rammer stærkt i hjertet.
En poetisk følelse som samtidig føles ægte, da jeg altid sad med en fornemmelse af at være vidne til noget ægte.
Denne følelse, fik jeg også i en scene hvor børnene snakker om deres tanker om fremtiden og når de bliver voksen. Denne scenes skønhed, forstærkes kun via det, at dem som spiller rollerne som Ída, Þorgils og Grímur, skam ligeledes er søskende i virkeligheden. Selvom scenen ikke er improviseret, så føles den dog som værende dette, på grund af den fænomenale kemi og det synes jeg personligt er ret stor filmkunst.
Saga Garðarsdóttir er også fantastisk i rollen som Anna og formår smukt at portrættere en moder som elsker sin familie og som gør alt for at være der for sin familie, selvom det kan være hårdt til tider.
Sverrir Gudnason, må heller ikke overses for hans præsentation som Magnús, da han ligeledes perfekt portrættere en fader der elsker sin familie og som prøver at være der for dem, selvom han måske ikke er der så meget som han bør.
For lige at vende tilbage til starten af denne anmeldelse, så er kærligheden i The Love That Remains, som tidligere skrevet, altid til stede i en eller anden størrelse. Samtidig kan det også skrives at når kærligheden ikke er der, er der en naturlig følelse af savn efter det. I forhold til om filmen skildre dette, kan jeg ikke reelt skrive, men der er også et mørke i filmen, som dog samtidig også besidder et lys.
Dette er meget med til at skabe en meget afbalanceret stemning i The Love That Remains, som er virkelig smuk.
Smuk er oveordnet også et ord der kan bruges om hele The Love That Remains. Det er en smuk film om en familie og en smuk film om kærlighed. Samtidig en film med en smuk skævhed, en smuk poesi og en smuk naturlighed over sig, som samtidig føles som helt sin egen.
Den er ligeledes virkelig underholdende og morsom og slet og ret, et mesterværk og blandt 2025’s helt store film-højdepunkter.
