Instruktør: Isaiah Saxon
År: 2025
Genre: Fantasy.
Biografpremiere: 08/05
Kan en fjende være en misforstået ven? Eller kan fjenden, potentielt ikke være en fjende overhovedet?
Dette føler jeg, er 2 af spørgsmålene som bliver stillet i Isaiah Saxons debutfilm (som instruktør og manuskriptforfatter), The Legend of Ochi.
Lad mig starte med at skrive, at der her er tale om et 100 % originalt værk.
The Legend of Ochi, er ikke baseret på andet end Isaiah Saxons egen fantasi og historie.
Denne historie handler så om pigen Yuri, der bor i en lille landsby på en ø ude for Sortehavet.
Yuri bor sammen med sin far, Maxim og sin adoptivbror, Petro. Maxim, leder et hold drenge (og ligeledes Petro og Yuri), til at jage skovæsener, som kaldes for Ochi. De er lidt en form for mellemting mellem en abe og en trold, og de jages fordi menneske oveordnet ser dem som onde.
Men, en aften hvor Yuri, selv har bevæget sig ind i skoven, der ser hun pludselig en lille Ochi-unge, som har sat sig fast i en fælde. Yuri får Ochi’en fri og sætter sig hurtigt for at ville genforene Ochi’en med sin familie.
Som skrevet, så er dette en helt original film, men dog samtidig en film med forholdsvis klare og tydelige inspirationskilder.
Jeg synes i hvert fald, at der var noget meget E.T.-agtigt over filmens historie og ligeledes en virkelig stærk 80’er følelse og stemning, hele vejen igennem.
Ligeledes kan det skrives, at dette er en familiefilm, om end dog for lidt større børn, da filmen skam både har noget fare og små-dystert over sig og ligeledes kant.
Sidstnævnte ting, synes jeg lidt kommer i form af Yuri-karakteren.
Fordi, Yuri er umiddelbart en stille og lidt generet pige, som ikke siger særlig meget, men samtidig så er hun også stædig og når hun sætter sig for noget (såsom at få Ochi-ungen, hjem), så gør hun det, for at fuldføre det, uanset hvad folk måtte mene.
Det kantede, synes jeg ligeledes kommer i form af filmens enorme skævhed.
Dette kommer både i form af filmens karakterer og overordnet stemning.
Skulle jeg komme med et konkret eksempel, så siger karakteren, Dasha (som er Yuris mor), på et tidspunkt, nærmest helt ud af det blå; Et barns skrig, er noget af det klareste i verden.
Jeg må dog skrive, at jeg var vild med filmens skævhed, da den for mig bidrog vildt meget til at give The Legend of Ochi, noget stærk personlighed og gør at den (også på det punkt) skiller sig ud for andre slags fantasyfilm.
Noget andet jeg dog virkelig også elsker ved denne film, er dens enorme kompleksitet.
Dette kommer allerede på spil, meget tidligt i filmen, hvor man i en scene, ser en flok Ochi’er, være alene sammen og oveordnet kærlige og fredelige, indtil dette så stopper da menneskene (Maxim og hans hold), begynder at jage dem.
Denne kompleksitet, forbliver tilstede gennem hele filmen og dette var også medvirkende til at gøre, The Legend of Ochi, til en vildt rørende film.
Dette synes jeg også særligt vises i scenerne, hvor Yuri er sammen med den lille Ochi-unge og bl.a.i scenen hvor Yuri viser Ochi-ungen, Yuris larve, som Yuri først frygter at Ochi’en vil spise, men dette sker dog ikke.
Der er også tale om en virkelig visuelt spektakulær film!
Jep, jeg tøver ingenlunde med at kalde The Legend of Ochi, for en af 2025’s allersmukkeste film og en af de smukkeste fantasy-film, længe!
Dette kommer både ud af filmens brug af dukker, animatronics (sådan noget som bl.a. blev brugt til Jurassic Park) og minimalt CGI (computereffekter) ved Ochi’ernes udseende, og særligt i forhold til filmens lokationer, som er en blanding af Transsylvanien og Rumænien.
Særligt her, kommer kameraføringen af Evan Prosofsky, virkelig smukt til skue, i forhold til filmens mange scener, som foregår ude i naturen, som i den grad ”også” er med til at gøre The Legend of Ochi, til en enormt bjergtagende film.
Jeg må selvfølgelig også skrive noget om skuespillet, hvor særligt tyske, Helena Zengel, er fuldstændig fantastisk i rollen som Yuri. Hun er vildt god til at portrættere en stille, men stædig pige som går sin egne veje, men som altid går ind for at gøre det rigtige og have hjertet med sig.
Evigt fantastiske, Willem Dafoe, er også fantastisk i rollen som faderen, Maxim. Særligt fordi, at Willem Dafoe, er god til at portrættere en mand, der ligeledes er følsom og kærlig, men samtidig også med temperament, hvis tingene ikke helt går som han gerne vil have det.
Jeg må også rose, Emily Watson, for hendes præsentation som Dasha. Jeg vil ikke nævne for meget om lige netop denne karakter, men blot nævne at Emily Watson virkelig smukt og meget rørende, portrættere Dashas enorme skævhed.
For at vende tilbage til det film-tekniske, så er The Legend of Ochi, også rent lydmæssigt, vildt fantastisk!
For det første, så har David Longstreth, lavet noget virkelig godt og meget stemningsfuldt underlægningsmusik, som samtidig smukt bidrager til filmens skævhed. For det andet, så bliver underlægningsmusikken, virkelig smukt akkompagneret af et fantastisk lyddesign af bl.a. Brent Kiser, Julien Paschal og Cristian Tarnovetechi. Grundet til hvorfor lyddesignet er fantastisk, er fordi det er ekstremt rigt på detaljer og navnlig naturen i filmen.
Helt oveordnet, så er der for mig, nærmest uendeligt at rose omkring Isaiah Saxons debutfilm, som for mig virkelig stråler som et enormt friskt pust, når det kommer til både fantasy og børne/familiefilm.
Det eneste der taler mig fra at kalde dette for et regulært mesterværk, er nærmest udelukkende karakteren, Petro (Maxims adaptivsøn). Det er ikke fordi der er noget i vejen med Petro og Finn Wolfhard er også god til at portrættere ham, men jeg kunne måske blot savne, lidt mere tid med karakteren.
Men helt oveordnet, er The Legend of Ochi, en film der fortjener at blive set og oplevet, fordi når det kommer til fantasy og familiefilm, så synes jeg klart at dette er noget af det allerbedste længe!
