The King Of Staten Island

René

René

Originaltitel: The King Of Staten Island. Instruktør: Judd Apatow. Genre: Drama/Komedie. Biografpremiere: d. 10. september 2020.

Hvis man skal tage sit eget liv, er det ikke nok blot at lukke øjnene få sekunder på motorvejen. Det erfarer den unge Scott (Pete Davidson), da han kører i sin bil, og i stedet sørger for at to andre billister kører galt.

“Undskyld, undskyld”, fremstammer han efterfølgende til dem.

Han er den type som ikke færdiggører noget. Hverken gymnasiet, kunstskolen, eller for den sags skyld, sin drøm om at åbne en tatovørbutik. Faktisk drømmer han om at åbne en tatovørrestaurant, hvor man kan få en “tusch”, mens man venter på sin mad. Men alle synes det lyder underligt, og hans venner er træt af at lægge krop til hans mærkelige kruseduller, som aldrig ligner det de egentlig skal.

Men Scott er en sløset og umoden 24-årig, der aldrig rigtig har haft rygrad, viljestyrke eller evnerne til at gøre noget som helst med sit liv. Han bor stadig hjemme ved hans mor, som desperat og frustreret ikke ved hvad hun skal stille op med ham. Hans søster, Claire, har for længst overhalet hendes uduelige storebror, og er så småt klar til at flytte på college.

Hans bedste veninde, siden 4. klasse, Kelsey, er det tætteste på en kæreste og en fortrolig i hans liv. Hun ønsker at de skal være kærester, men som alt andet i hans liv, kryber han udenom med dårlige undskyldninger om at det er noget galt med ham. Tatoveret overalt på kroppen som en fuldvoksen, men barnagtig som en lille, undskyldende dreng.

“Your skin looks see-through, and the circles around your eyes are so dark. You look like an anorexic panda.” – Kelsey til Scott.

Det eneste Scott er glad for at ryge en masse hash med vennerne, og idyllisere hans far, som arbejdede som brandmand. Han døde i en ildebrand, mens han reddede to personer. Nu har Scott kun minderne tilbage.

Men da hans mor får en ny mand i sit liv, brandmanden Ray (komikeren Bill Burr, med skaldet isse og rødligt overskæg), bliver det for meget for den egocentrerede Scott, som blot vil have sit gamle liv tilbage.

Instruktør Judd Apatow har en forkærlighed for sølle mandeskvat på film. Det har han bevist i sine tidligere værker, hvor Seth Rogen var den stupide “førsteelsker” i Knocked Up (2007), dengang Steve Carell var den sølle “bedre-sent-end-aldrig-elsker” i The 40 Year Old Virgin (2005) og så var der Adam Sandler, som spillede den barnagtige og egoistiske stand-upper i Funny People (2009).

Apatow har samtidig en evne, som få, til at kreere sjove film, med alvorlige præmisser. Han har sammen med Pete Davidson, skrevet manuskript til filmen, som er baseret på Davidsons egen historie. Han mistede selv sin brandmands-far som lille. Så selvom filmen er fjollet og barnagtig til tider, så kan man mærke autenticiteten flyde igennem det materiale det hele er bygget på. Lige dele seriøsitet og sort humor blandet sammen i en stor Long Island Iced Tea.

“Ugh, the weirdest. No one is weirder than me” – Scott

Davidson er genial som grænseløs og irriterende manchild, man selvfølgelig ender med at holde af. Bill Burr imponerer også som den højtråbende, men charmende brandmand. De to stand-uppere (som de i virkeligheden er) har en god kemi og udgør et særligt umage par, som hårdtprøvet papfar og papsøn.

I sidste ende handler The King Of Staten Island om familie, relationer og at kæmpe for ens drømme i livet.

Apatow har lavet endnu en sød og sød omgang dramedy, som muligvis er tyve minutter for lang (det er næsten alle hans film), men som sejler sikkert i land som færgen fra New York og til Staten Island.

The King Of Staten Island får 4/6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Tax Collector

Dedikerede Shia Lebeouf har skamferet sit maveskind til ære for dette makværk. The Tax Collector er storfavorit til årets værste film.

Retfærdighedens Ryttere

Thomas Jensen er kongen af dansk afstumpethed og legendariske one-liners, og formår igen at samle folket med hans seneste film.

Freaky

Vince Vaughn stjæler billedet som klodset teenager fanget i en grotesk stor mandekrop. Man både græmmes og griner i gyserkomedien, Freaky.

His House

His House skriver sig ind i stimen af gyserfilm, som har raceproblematikker på dagsordenen. Filmen starter stærkt ud, men ender desværre med at være en ret “middle of the road” haunted house-gyser.

Come Play

Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien.