Instruktør: Paul Feig
År: 2025
Genre: Thriller, drama
Biografpremiere: d. 25. december 2025
De første 20 minutter af The Housemaid sad jeg med ét meget konkret spørgsmål: Hvad fanden foregår der her?
Ikke på den spændende måde. Mere på den der fornemmelse af, at filmen bevidst vader rundt i kliché på kliché på kliché. Genrer blandes uden synlig forsigtighed, karakterer føles næsten skabelonagtige, og alt virker så velkendt, at man instinktivt begynder at stritte imod. Det føles som en film, der tester ens tålmodighed.
Kort fortalt følger The Housemaid Sydney Sweeney i rollen som en ung kvinde med en mildt sagt broget fortid. Hun bærer rundt på mere bagage, end hun umiddelbart giver udtryk for, og da hun får mulighed for at starte på en frisk i et nyt hjem, ligner det i begyndelsen et klassisk setup: ny bolig, nye relationer – og en snigende fornemmelse af, at noget ikke helt stemmer.
Filmen leger bevidst med publikums forventninger til, hvem hun er, og hvad hendes rolle i historien egentlig skal være. Det hele føles i starten næsten skematisk, som om man har set det før. Men The Housemaid har ikke tænkt sig at følge den lige vej. Undervejs laver filmen et markant twist, der ikke bare ændrer dynamikken mellem karaktererne, men også tvinger publikum til at genoverveje alt det, man troede, man havde regnet ud. Uden at afsløre noget handler filmen i sidste ende mindre om, hvad der sker, og mere om, hvem der har kontrollen – og hvornår magtbalancen tipper.
Og så – et sted mellem 20 og 30 minutter inde – falder tiøren.
Det er jo meningen.
The Housemaid er ikke uvidende om sine klichéer. Den dyrker dem. Instruktør Paul Feig ved præcis, hvilke greb han bruger, og hvorfor. Han forsøger ikke at være subtil, nyfortolkende eller kunstfærdig. Han vil underholde. Skamløst og selvsikkert.
Filmen er en rendyrket genrecocktail: thriller, komedie, erotisk spænding og satire blandet sammen uden undskyldninger. Det burde falde fra hinanden. Men fordi filmen aldrig foregiver at være noget, den ikke er, begynder den langsomt at fungere på sine egne præmisser. Man skal ikke analysere sig frem til nydelsen – man skal acceptere præmissen og give slip.
Skuespillet er en stor del af årsagen til, at filmen lander. Ikke fordi præstationerne er realistiske, men fordi de er bevidst stiliserede og markant forskellige.
Sydney Sweeney spiller hovedrollen med sine karakteristiske poppy eyes – de dér ambi-øjne, der konstant balancerer mellem træthed, uskyld, begær og manipulation. Hundehvalpeblikket. Blikket, der både kan signalere “jeg er ligeglad” og “jeg har fuldstændig styr på dig”. Og ja, den evige kavalergang, der skriger til himlen med ordene: “sexy and you know it”.
Amanda Seyfried er hendes diametrale modpol. Hvor Sweeney spiller indadvendt og køligt, spiller Seyfried stort, åbent og til tider decideret overspillet. Men det fungerer, fordi man hele tiden mærker, at hun ved, hvad hun laver. Hun spiller ikke bare en karakter – hun spiller en karakter, der selv spiller. De store øjne, de markante reaktioner og den teatralske energi er ikke fejltrin, men kalkulerede valg i en film, der elsker det overdrevne.
Og så er der den mandlige hovedrolle (Brandon Sklenar) – et nærmest skulpturelt væsen af et hankøn. Kæmpe overarme. Sixpack så veldefineret, at man næsten får ondt i øjnene af at kigge på den. Kameraet elsker ham. Filmen elsker ham. Og han fungerer som et levende symbol på filmens leg med kropsidealer, begær og det fuldstændig åbenlyse blik. Intet er subtilt, og det er helt bevidst.
Når man ser The Housemaid i lyset af Paul Feigs bagkatalog, giver det hele endnu mere mening. Feig er manden bag Bridesmaids, hvor hans sikre greb om timing og publikumsforståelse for alvor slog igennem. Samtidig har han de senere år bevæget sig over i thriller- og spændingsgenren med film som A Simple Favor (og dens nyere opfølger), hvor han netop leger med stil, overflade, mystik og genrebevidst overdrivelse.
The Housemaid føles som en naturlig forlængelse af den tilgang. Feig kender sine genrer til hudløshed. Han ved, hvilke klichéer der virker, og han blander dem bevidst sammen. Han er ikke ude på at genopfinde noget – han er her for at underholde. Og det mærkes i hver eneste scene.
Til sidst stoppede jeg med at stritte imod. Jeg overgav mig. Lod filmen komme væltende ind over mig med al dens overskud, dens klichéer, dens kroppe og dens tempo. Og i det øjeblik faldt den på plads.
The Housemaid er ikke en film, der vil udfordre dig intellektuelt. Den vil have dig med. Den vil more dig. Og når du først accepterer dens præmisser, er du i overraskende godt selskab. Kliché på kliché – ja. Men gjort med så meget selvtillid og genrekendskab, at det i sidste ende virker.
Nogle gange er det faktisk rigeligt.
The Housemaid får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
