Originaltitel: The House That Jack Built. Instruktør: Lars Von Trier. År: 2018. Genre: Drama/Horror. Kan streames på Viaplay.
Anmeldelsen er skrevet af Moviemaniacs tidligere skribent, Kasper Kruhøffer.
Man har nok hørt historien før. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, da jeg første gang læste filmens plot. Jeg vidste dog også, at filmens skaber og instruktør var Lars von Trier, så jeg var mentalt forberedt på lidt af hvert.
Denne gang har von Trier kastet sig ud i en fortælling, der har været brugt en del de sidste år, nemlig historien om en seriemorder. Det er i og for sig heller ikke så nyt, at man får den fra seriemorderens vinkel, hvor der i øvrigt lægges op til en form for sympati med psykopaten. Et interessant og lidt anderledes element er imidlertid fortællingsteknikken, der er en samtale mellem hovedpersonen og en skikkelse kaldet ´Verge´. Samtalen føres af hovedpersonen og han har bestemt nogle punkter i sin karriere som seriemorder, som han vil fortælle om.
Den interessante konsekvens heraf er, at man ikke får de omkringliggende detaljer, som man normalt ville få i en historie som denne. Man bevæger sig således rundt i Jacks liv uden at få den sædvanlige baggrund, der tit er noget med, at mor har været ond, eller sådan noget. Man får herved selv lov til at tænke sine egne tanker om Jack– af den ene eller den anden slags – uden man bliver fortalt hvilke.
Resultatet er da også, at det er Jack, der er i centrum, imens alle andre blot er kulisser i Jacks kunstværk. For det er kunsten, der er en af de helt store omdrejningspunkter i løbet af filmen. Det er Jacks formål med livet og hans handlinger. Alt i kunstens tegn. Så meget, at der ikke er plads til andet for Jack. Særligt her bruger von Trier samtalen med Verge til at udfolde Jacks pointer om kunst og des lige.
Rent filmteknisk udemærker ”A House that Jack built” sig med at være optaget nærmest udelukkende med et kamera, der er håndholdt, hvilket giver den klassiske lidt dogmeagtige fornemmelse. Det giver også mulighed for at få nogle close-ups, der fylder hele lærredet.
Filmens lydside understøtter billedernes brutalitet og underbygger stemningen ganske godt. Netop filmens eksplicitte billedlige fremstillinger påvirker selv en hærdet millinial som mig – hvilket ikke siger så lidt, når man tager med hvor mange blodige film, der findes derude i dag. Påvirkningen skyldes ikke så meget mængden, men nærmere realismen i det man ser. Det bliver således ikke komisk på samme måde om Tarantinos overdrevne splat, men nærmere sådan, som man forestiller sig stiksår eller lignende ser ud.
Forløbet af historien udvikler sig ganske godt og fortælles som sagt på en god måde gennem samtalen mellem de to. Jeg husker dog, at jeg imens jeg ser filmen når at tænke: ”nåh, nu er den vist ved at lakke mod enden”, men fortællingen var endnu ikke slut. Filmen slog herefter nærmest over i det, der gør en film ”von Triersk”, hvor man inddrages i instruktørens forstyrrede verden. Man efterlades dog med den umiskendelige følelse af, at filmen ikke havde behøvet sin sidste drejning, selvom alle ens forventninger til en film om en seriemorder, lavet er Lars von Trier, bliver opfyldt.
Samlet set er der dog tale om en film, jeg varmt kan anbefale, hvis man da er til de rå og uspolerede blodige detaljer og grafiske udbasuneringer af en seriemorders færd.
Om Jack får bygget sig et hus, må man så selv finde ud af.
Jeg har valgt at give filmen 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨
Det gør jeg fordi den bliver unødigt sær. Forstå mig ret, jeg elsker det sære, men det skal passe ind eller på anden måde flettes ind i filmens historie på en ordentlig måde.
