Instruktør: Malou Reymann
År: 2022
Genre: drama.
Biografpremiere: 23/03.
Alt ting har en begyndelse og dette gælder også ved ens passion, som måske kan ende med at blive ens levevej.
Dette har Steven Spielberg nu lavet en film om, ved navn The Fabelmans.
Steven Spielberg er i øvrigt instruktøren bag, Indiana Jones-filmene, E.T., Jurassic Park og en stor håndfuld andre af nyere tids største Hollywoodfilm.
Hvorfor Steven Spielberg så nu vil lave en semibiografiskfilm, ved jeg ikke helt 100%, men under alle omstændigheder, er dette på alle måder et værk som Steven Spielberg er gået 110% helhjertet ind til.
Filmen har ikke som sådan en historie, men hvad den dog handler om (udover Steven Spielberg), kan forklares ganske hurtigt.
I den allerførste scene af filmen, ser vi den lille dreng Sam Fabelman, der sammen med sin mor og far, skal ind i biografen (for allerførste gang i sit liv) og se filmen The Greatest Show On Earth. I den film, er der på et tidspunkt et lokomotiv der først kører ind i en bil og dernæst i et andet lokomotiv og smadre det.
Dette gør stærkt indtryk på Sam Fabelman, som straks ønsker sig et lille tog og en lille togbane til Hanukkah (Fabelman-familien er jøder). Da Sam Fabelman dog så får legetøjstoget, får han straks lyst til at genskabe dén scene fra The Greatest Show On Earth, som gjorde så stort indtryk på ham.
For at Sam Fabelman dog ikke skal brase legetøjstoget sammen igen og igen, foreslår Sams mor, at Sam filmer dette med et lille kamera, så Sam så kan se det igen og igen. Efter dette, får Sam dog pludseligt flere ideer til at filme og derfra følger man så Sam Fabelman og hans familie, fra barnsben og indtil Sam Fabelman går på college.
Dette er grundlæggende det som fortælles, samtidig med at man dog også følger Sam Fabelmans forældre, som lidt efter lidt begynder at få ægteskabelige problemer, som familien må kæmpe for (i enten større eller mindre grad), at få til at fungere.
Lad det være sagt med det samme. The Fabelmans, er en stærkt sentimental og rørstrømsk film, da den som sagt er en fortælling som står Steven Spielberg, ubeskriveligt meget nært.
Dernæst, så selvom den ikke fungere som den (i forhold til hvordan filmen er lavet), så minder den også en kende om filmen Boyhood, på det punkt hvor det er en masse små begivenheder og oplevelser, som til allersidst tegner det hele billede af hvem hovedpersonen er og (i The Fabelmans tilfælde), gerne vil være.
Fungere The Fabelmans så på dette punkt?
I korte træk, ja!
Ganske vist skal det siges at med en længde på 2½ time, så sker der forholdsvis mange små ting i Fabelman-familiens liv og man kan måske diskutere hvor meget der nødvendigvis skulle med i filmen.
Men det jeg som jeg dog var virkelig glad for, var det forholdsvis store lag af melankoli i filmen.
Dette kommer særligt på spil i form af Mitzi Fabelman (Sams mor) og hvad hun gennemgår i løbet af filmen, som bestemt ikke er så lige til.
Derudover er der også den virkelig godhjertede far, Burt Fabelman som arbejder med EDB (dengang det var noget helt nyt i 50’erne og 60’erne) og som virkelig gør sit for at få det hele til at hænge nogenlunde sammen, imens Sam Fabelman laver små film.
Sam har også 3 søstre, som hver især har roller i Sams små film, men som dog ikke har vildt meget at lave i filmen, udover at være til stede og reagere på det der sker i Fabelman-familien.
Samtidig skal det dog også nævnes at man også mærker filmpassionen hos Sam-karakteren og dette særligt igennem på et tidspunkt, hvor han skal lave en krigsfilm og få en helt særlig sorgfuld-præstation frem fra én, som skal agere skuespiller.
I forhold til filmens skuespil, så følger man primært Gabriel LaBelle i teenage-versionen af Sam-karakteren og Gabriel LaBelle gør det bestemt fremragende og lever sig virkelig ind i rollen som den aspirerende filmskaber. Michelle Williams (som blev Oscar-nomineret for sin præstation), yder for mig nok klart filmens bedste præstation og i hvert fald den mest komplekse, i rollen som moderen, Mitzi Fabelman.
Dette er både fordi Mitzi-karakteren skal værre og er en kærlig mor, som til tider er lidt impulsiv (hun kører bl.a. direkte mod en tornado og erhverver sig en abe) men som samtidig kæmper med noget meget personligt og jeg synes personligt at Michelle Williams portrættere dette, tilnærmelsesvis perfekt.
Paul Dano gør det skam også fremragende som den meget hårdtarbejdende far, Burt Fabelman og så har skuespilleren Judd Hirsch en meget kort men dog mindeværdig præstation som Onkel Boris, som er med til at hjælpe Sam-karakteren til at holde fast i sin filmpassion. Skønt dén præstation er kort (det er cirka 10 minutter af filmen), så fik Judd Hirsch dog en Oscar-nominering for den og dette er simpelthen fordi, den er lige dele intens og hjertevarm på samme tid (hvilket er en ret stor bedrift).
Steven Spielbergs faste musikkomponist, John Williams (han lavede bl.a. også musikken til de 3 første Harry Potter-film) har i øvrigt lavet noget forholdsvis stille underlægningsmusik, som skam er sentimentalt og rørstrømsk, men dog på en (for det meste) stille måde, hvilket jeg ret godt kunne lide.
Men er The Fabelmans et mesterværk og en nyklassiker? Ikke nødvendigvis.
Man nyder skam at tilbringe tid med familien og Ben-karakteren og selvom filmen slutter lidt abrupt, får den dog også fortalt det den skulle. Men samtidig er der dog også scener, hvor jeg er i tvivl om de behøver at være med, med mindre det er fordi dét var noget som var meget betydningsfuldt for Steven Spielberg?
Overordnet, er The Fabelmans dog en rørende, underholdende og fremfor alt, fremragende familiefilm og nok den bedst mulige film der kunne laves om en film-fyr som Steven Spielberg.
