The Dead Don’t Die

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: The Dead Don’t Die
Instruktør: Jim Jarmusch   
Produktionsår: 2019
Genre: komedie, gys
Set på: Viaplay

The Dead Don’t Die er den alletiders indiefilm-konge Jim Jarmusch’s favntag med zombie-genren. Til dette har han samlet et stjernecast som bl.a. inkluderer Bill Murray, Adam Driver, Chloë Sevigny, Danny Glover, Steve Buscemi, og sågar musikere som Tom Waits og Iggy Pop. Sidstnævnte er sublim morsom, og genkendelig, som slibrig zombie. 

Æstetisk set er Jarmusch’s film som en våd drøm. Den ærkeamerikanske flække, hvor filmen udspiller sig, er fremstillet til UG. Filmen drypper af gammel b-films horror-stemning, og de fantastisk sminkede zombier, slæber sig afsted i bedste Night of the Living Dead-stil. Det er skønt at se på. Soundtracket er tilhørende godt, ikke mindst den tilbagevendende tema-sang “The Dead Don’t Die”, som personerne igen og igen påpeger, er skrevet at den amerikanske eksperimenterende country-stjerne Sturgill Simpson. 

Historien omhandler den lille by Centerville, hvor mystiske hændelser begynder at finde sted. Eksempelvis går solen ikke ned, og så er der jo det, at de døde vender tilbage… I et større perspektiv får man at vide (gennem tv-nyheder i diverse gamle flimmerkasser), at noget som hedder solarfracking finder sted. Dette betyder at jorden er begyndt at fravige sin akse, hvilket, som andre steder, også forstyrre i Centerville, og ligger til grund for de mystiske hændelser. 

The Dead Don’t Die køre derudaf i et adstadigt befriende tempo, og jeg bare elsker Jim Jarmusch’s karakterer og visuelle stil. Dialogen er tør og klukkende morsom, og Bill Murray og Adam Driver (og alle de andre) spiller på højt niveau.

Hvis filmen havde været en enkel homage til tidligere tiders zombie-film, havde jeg nok kvitteret med minimum 5 hamre. Men desværre skal vi ud i noget meta-spøjst noget, hvor karaktererne er bevidste om, at de er skuespillere. Der forekommer desuden også noget “outer space gøgl”, samt en samfundskritisk vinkel (“vi er alle zombier med vores smartphones etc.”). Dette er selvfølgelig Jarmusch’s vision, men det gør desværre, at filmen virker knapt så skarpskåret, og en smule kluntet.

Jeg vil dog stadig anbefale The Dead Don’t Die på det varmeste, den er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.                                          

The Dead Don’t Die får: 4 ud af 6
🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.