Originaltitel: The Dead Don’t Die
Instruktør: Jim Jarmusch
Produktionsår: 2019
Genre: komedie, gys
Set på: Viaplay
The Dead Don’t Die er den alletiders indiefilm-konge Jim Jarmusch’s favntag med zombie-genren. Til dette har han samlet et stjernecast som bl.a. inkluderer Bill Murray, Adam Driver, Chloë Sevigny, Danny Glover, Steve Buscemi, og sågar musikere som Tom Waits og Iggy Pop. Sidstnævnte er sublim morsom, og genkendelig, som slibrig zombie.
Æstetisk set er Jarmusch’s film som en våd drøm. Den ærkeamerikanske flække, hvor filmen udspiller sig, er fremstillet til UG. Filmen drypper af gammel b-films horror-stemning, og de fantastisk sminkede zombier, slæber sig afsted i bedste Night of the Living Dead-stil. Det er skønt at se på. Soundtracket er tilhørende godt, ikke mindst den tilbagevendende tema-sang “The Dead Don’t Die”, som personerne igen og igen påpeger, er skrevet at den amerikanske eksperimenterende country-stjerne Sturgill Simpson.
Historien omhandler den lille by Centerville, hvor mystiske hændelser begynder at finde sted. Eksempelvis går solen ikke ned, og så er der jo det, at de døde vender tilbage… I et større perspektiv får man at vide (gennem tv-nyheder i diverse gamle flimmerkasser), at noget som hedder solarfracking finder sted. Dette betyder at jorden er begyndt at fravige sin akse, hvilket, som andre steder, også forstyrre i Centerville, og ligger til grund for de mystiske hændelser.
The Dead Don’t Die køre derudaf i et adstadigt befriende tempo, og jeg bare elsker Jim Jarmusch’s karakterer og visuelle stil. Dialogen er tør og klukkende morsom, og Bill Murray og Adam Driver (og alle de andre) spiller på højt niveau.
Hvis filmen havde været en enkel homage til tidligere tiders zombie-film, havde jeg nok kvitteret med minimum 5 hamre. Men desværre skal vi ud i noget meta-spøjst noget, hvor karaktererne er bevidste om, at de er skuespillere. Der forekommer desuden også noget “outer space gøgl”, samt en samfundskritisk vinkel (“vi er alle zombier med vores smartphones etc.”). Dette er selvfølgelig Jarmusch’s vision, men det gør desværre, at filmen virker knapt så skarpskåret, og en smule kluntet.
Jeg vil dog stadig anbefale The Dead Don’t Die på det varmeste, den er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.
