Originaltitel: The Conjuring: Last Rites
Instruktør: Michael Chaves
År: 2025
Genre: Gyser, Horror
Biografpremiere: 3. september 2025
På forhånd var forventningerne til The Conjuring: Last Rites mildt sagt lave. Mange havde allerede dømt filmen ude som endnu en træt tilføjelse til en franchise, der havde toppet for længe siden. Men resultatet viser sig at være langt mere vellykket end frygtet: en film, der både tør levere gys på gammeldags manér og samtidig finder plads til en følsom, næsten rørende fortælling om familie og arv.
Historien væver sig ind i både nutid og fortid. Ed Warren kæmper ikke kun med dæmoniske kræfter, men også med sin egen krop. Hans dårlige hjerte er en konstant skygge over familien – et symbol på, hvordan kampen mod ondskaben også slider på de mennesker, der står i frontlinjen. Det giver filmen en alvorlig og menneskelig undertone: hvad sker der med familien, når faderen og beskytteren ikke længere er urørlig?
Samtidig er datteren Paris trukket længere ind i fortællingen, og hun bærer tydeligt på arven fra sin mor, Lorraine. Ikke kun evnerne, men også de dæmoniske spor, som synes at have fulgt hende helt siden fødslen i 60’erne. Flere scener understreger dette, blandt andet et stærkt øjeblik, hvor Paris konfronteres med syner, hun aldrig selv har bedt om, og som hun frygter skal definere hendes fremtid. Her får filmen et næsten tragisk præg, hvor gyset bliver en metafor for den byrde, man arver gennem blod og historie.
Midt i dette mørke står dog også kærligheden. Paris’ forhold til sin kommende svigersøn er en af filmens mest menneskelige tråde. Han spilles med en oprigtighed, der giver scenerne mellem de to en sjælden varme. Deres stille samtaler om fremtid og håb fungerer som kontrast til de tunge ritualer og skrækindjagende syner – og det er netop i den kontrast, filmen finder sin styrke.
Når det gælder gys, leverer Last Rites både klassiske jumpscares og mere stemningsfulde sekvenser. Man kan sagtens pege på steder, hvor filmen næsten bliver for effektiv – musikken buldrer lidt for meget, skyggerne er skåret lige lovligt efter gysermanualen, og enkelte scener føles klichédrevne. Men på en eller anden måde slipper filmen afsted med det, fordi den stadig underholder hele vejen igennem og formår at holde hjertet på rette sted.
The Conjuring: Last Rites er derfor ikke blot en endnu en omgang gotisk horror. Det er en film, der balancerer effektivt mellem gys og følelse – mellem dæmoner og familie – og som overraskende nok giver serien et værdigt og menneskeligt kapitel.
The Conjuring: De Sidste Ritualer får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
