The Batman

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: The Batman

Instruktør: Matt Reeves

År: 2022

Genre: Action

Har verden brug for en ny Batman-film?

Har vi ikke set nok til den olme, mørke ridder og hans heltegerninger i hans hjemby, Gotham? Har han efterhånden ikke svinget sin sorte kappe tilstrækkeligt, så vi har fået nok af gotisk tegneserievold?

Ikke ifølge instruktør Matt Reeves, som endnu engang giver os en tur i manegen med den kappeklædte hævner, som ikke har superkræfter, men til gengæld har en hulens masser penge han bruger på hi-tech gear, samt en snedig detektivhjerne, så han kan fange forbryderne.

Med en spilletid på næsten 3 timer, kan man da kun håbe på, at der er nok kød på historien, og at den nye instruktør, med helt nye skuespillere, tager os i en anden retning, end vi tidligere har set i netop dette univers.

Svaret til dette er heldigvis ja…

I The Batman møder vi vores titelhelt, som på dette tidspunkt, har været Gothams maskerede flagermusebeskytter i to år. Filmens handling starter med et brutalt mord på byens borgmester. På Halloween bliver han slået ned fra i hans ejet hjem, og tapet til en stol. Snart ruller lavinen, og flere mord bliver begået på Gothams øverste elite. Politikere, politimænd, gangstere. En maskeret og skummel skurk, som kalder sig The Riddler, tager ære for mordene og efterlade kringlede ledetråde til politiet og særlige, gådefulde kort til Batman, som hurtigt bliver en del af efterforskningen med politikommisær James Gordon (Jefferey Wright).

“They think I am hiding in the shadows, but I am the shadows”.

Vi er ikke langt henne i filmen, før vi har forstået, at Reeves’ nye Batman-film er som en tung, klaustrofobisk kugledyne, der bliver revet ned over hovedet på os og gennemsyrer hele produktionen. Fra den første slåskamp i undergrunden, hvor Batman træder ud af de mørke skygger, er hele billedsiden vævet til i det mørkeste nuancer af farveskalaen, og med komponisten Michael Giacchinos sublime Batman-tema, som lyder skræmmende meget som Chopins klassiske, Marche Funébre (Funeral March), understøttes dette til perfektion.

Den nye Batman er ikke blot en storanlagt superheltefilm, men også en mørk og mystisk krimi, hvor makkerparret Batman og Gordon arbejder sig systematisk frem i mordgåderne med deres detektivarbejde. Det klæder den at gå i en ny retning, som man ikke har set Gotham-universet før. Vi er langt væk fra Tim Burtons gotiske tegneseriestil fra 80’erne og 90’erne og Christopher Nolans perler fra 00’erne og 10’erne, som man dengang så som realistiske og mørke. Vi oplever endelige Batman som den mesterlige detektiv han egentlig er, ligesom i de gamle tegneserier, og i den animerede tv-serie.

Robert Patterson, som startede sin karriere i Harry Potter-universet, men som for alvor blev verdenskendt som blodsugende førsteelsker, i de ungdommelige Twilight-film, spiller hovedpersonen, Bruce Wayne/Batman. Inspireret af Kurt Cobain (det har han selv nævnt i flere interviews), gør det virkelig godt som emo rock-lignende indadvendt surmule, med trang til at dele tørre tæsk ud. Patterson har sit eget take på Batman-figuren, end Affleck og Bale, som tidligere har spillet figuren. Han er bedst, når han har dragten på, og agerer som den maskerede hævner, og særligt hans mørke ryst lyder bedre, end Bales, til tider, utroværdige hvæsen.

Han formår dog også som Bruce Wayne at gøre indtryk, og selvom vi er langt væk fra den tidligere udadvendte playboy, i Dark Knight-filmene, fremstår den vrede og frustrerede unge mand i Pattersons skikkelse, særligt i én nøglescene, at give emotionel kant til karakteren, da han ved sin butlers sygeseng på hospitalet, får nogle hemmeligheder frem om hans arv og forældre. Sammenspillet her mellem Andy Serkis (ja, Gollum!) og ham er blændende, og så troværdigt, at det simpelthen bare giver filmen et ekstra boost.

For skuespillet hele vejen rundt, virker upåklageligt.

Zoë Kravitz er energisk og forførende, som Selina Kyle/Catwoman. Jefferey Wright er bundsolid som politimanden, med hjertet på rette sted i opklaringerne. Colin Farrells transformation til skurken Pingvinen, er formidabel og han sprudler og sprutter i rollen som bad guy. Altid karismatiske John Turtorro er herlig utilregnelig og har en fest som gangsterbossen, Carmine Falcone. Men, det er undervurderede Paul Dano, som stjæler alle scener han er med. Filmens egentlige skurk, den skræmmende psykopat, The Riddler, som vækker referencer til Heath Ledgers tour de force-præstation i The Dark Knight fra 2008. Alene den måde han bruger sin stemme på i filmen (der går lang tid før man ser ham i filmen) er ramt spot on af Dano. En præstation, der kryber ind under huden på sit publikum (jeg var én af dem!) med sin ubehagelige tilstedeværelse. The Riddler er som en tikkende, psykotisk bombe, der kan gå af hvert øjeblik, og dette er Danos store fortjeneste.

The Batman er én af de film, som man simpelthen ikke skal vente med at se til den kommer på streaming. Den skriger på det store lærred og den store lyd i biografmørket. Så kan den overvælde sit publikum med den særlige stemning den besidder. For det er i den grad en stemningsfilm, den kære Reeves har kreeret. Og ikke blot det. Det er samtidig også én af de bedste Batman-film, overhovedet.

The Batman får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: