Originaltitel: The 40-Year-Old Virgin
Instruktør: Judd Apatow
År: 2005
Genre: komedie
Kan købes på 4k ultra blu-ray
Da The 40-Year-Old Virgin ramte biograferne i 2005, føltes den som en frisk komediebrise. Judd Apatow fik sit instruktørgennembrud, Steve Carell blev et kendt navn, og en ny æra af amerikanske komedier tog fart. I 2025 er filmen genudgivet i 4K, og gensynet er en fascinerende blanding af tidløs humor, pinlige øjeblikke, og kulturhistorie, som i dag kan læses i lyset af MeToo.
Plottet er simpelt: Andy Stitzer (Steve Carell) er 40 år gammel og stadig jomfru. Da hans kolleger opdager det, beslutter de at hjælpe ham på vej. Det, der kunne være blevet en plat og udtømt joke, udvikler sig til en fortælling om venskab, usikkerhed og det at turde åbne sig for andre.
Andy fremstilles ikke som en ynkelig taber, men som en genert outsider, der på sin egen måde har fundet ro i sit nørdede liv. Man griner af ham, men først og fremmest med ham. Det er den blanding af grov humor og hjertevarme, der gør, at filmen stadig fungerer, også her 20 år efter premieren.
Filmen er spækket med scener, der balancerer mellem det ubehagelige og det hylende morsomme.
Voks-scenen: Steve Carell blev rent faktisk vokset foran kameraet, og smerten er ægte. Det er fysisk komik i sin reneste form, og man griner stadig, fordi det er så råt og universelt.
Det er virkelig dumt, men det er også virkelig sjovt.
Date-katastroferne: Andy drikker for meget på en date og ender med at kaste op i kvindens stue, eller famler sig frem med sin absurde beskrivelse af bryster som “sandsække”. Her lever filmen af den akavede pinlighed, som alle kan spejle sig i.
“You know how I know you’re gay?”-dialogen: Kollegerne fyrer homojokes af i en evig pingpong. Dengang blev det nok læst som uskyldig mandehørm. I dag føles det både morsomt og men også lidt tåkrummende at overvære, fordi man ser, hvordan latterliggørelse af homoseksualitet var en accepteret del af komikken. Sådan en joke ville nok ikke finde frem til den endelige version, hvis filmen blev skrevet her i 2025.
Pinlighedens kunst er filmens største styrke. Vi griner, fordi vi kender følelsen af at dumme os (jeg gør hvert fald), og fordi den menneskelige usikkerhed bliver udstillet så kompromisløst.
Noget af det mest markante ved et gensyn er, hvordan filmen håndterer kønsroller. Kollegernes samtaler om kvinder er præget af en rå, sexistisk jargon, hvor kvinder bliver reduceret til trofæer eller erobringer. I 2005 blev det set som grovkornet mandehørm. I dag – efter MeToo – ville man næppe skrive det på samme måde.
Omvendt er det også så dejligt primitivt, og de mænd som er størst i kæften og braller løs om kvinder, som det svage køn (som blot skal erobres, som de objekter de nu er) viser sig at være de største og mest usikre skvat i sidste ende, så det føles mere acceptabelt i sidste ende, da det er deres usikkerhed som taler.
Hvis filmen var lavet i 2025, ville der højst sandsynligt være en modstemme i mandegruppen eller en tydeligere satire over deres macho-idealer. Men det interessante er, at Apatow allerede dengang lod Andy være kontrasten: hans bløde, oprigtige tilgang til kærlighed står i skarp modsætning til kollegernes hule snak. På den måde er filmen både et produkt af sin tid og en stille kritik af den.
Set i dag fungerer filmen derfor ikke kun som en komedie, men også som et kulturhistorisk dokument: den viser os, hvordan humor og maskulinitet blev forstået i midt-00’erne – og inviterer os til at reflektere over, hvor meget (eller lidt) vi har flyttet os siden.
Filmens finale er overraskende romantisk: Andy finder kærligheden med Trish, og pointen er ikke, at han endelig har fået sex, men at han har fundet et ægte forhold. Det er en af filmens mest progressive pointer: han sejrer, fordi han er sårbar og oprigtig, ikke fordi han lever op til de macho-idealer, hans venner prædiker.
Konklusion
The 40-Year-Old Virgin er stadig en af de mest markante komedier fra 00’erne. Den er lige dele pinlig, hjertelig og grovkornet. Humoren holder overraskende godt, især i de akavede scener, mens andre dele – særligt måden mænd taler om kvinder på – i dag føles forældede og problematiske. Men det er netop denne dobbelthed, der gør filmen interessant i 2025: den får os både til at grine højt og reflektere over, hvordan kulturen har ændret sig.
The 40 Year Old Virgin får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨
Billed – og lydkvalitet:
Den nye 4K-transfer gør The 40-Year-Old Virgin til et mere levende gensyn. Farverne er varme og naturlige, billedet er skarpt, og små detaljer – som en kollegas ansigtsudtryk i baggrunden – træder tydeligere frem.
Lyden er opgraderet, så dialogen står klart, og man kan høre de små improviserede replikker, der ofte er lige så sjove som hovedjokes’ene. Musikken fra midt-2000’erne har fået et friskt løft og bidrager til nostalgien
Tak til SF Studios
