Tár

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Lydia Tár

Instruktør: Todd Field

År: 202

Genre: Drama

Biografpremiere: torsdag d. 23. februar 2023

Cate Blanchett er én af de skuespillere, som simpelthen kan noget de andre ikke kan. Hun spiller ikke bare sine roller,- hun bli’r sine roller. En form for transformation. Så glemmer man fuldstændig hvad hun tidligere har spillet. Hun går i ét med hendes karakterer.

Min kone spurgte mig hvorfor jeg er så vild med hende. Hvorfor jeg synes hun er så god. Jeg var lige kommet hjem, efter at have set det Oscar-nominerede drama, Tár, med Blanchett i hovedrollen. Jeg skulle ikke bruge meget tænketid, da svaret var simpelt: hun kan være alt på det store lærred. Lige fra at være lækker og forførende, til sød og naiv, til underfundig og underlig, til ubehagelig og skræmmende.

I Tár spiller hun den kendte dirigent og komponist, Lydia Tár, der får til opgave at dirigere Berlins symfoniorkester. Det er første gang at netop denne stilling som kunstnerisk leder og dirigent, er med en kvinde i spidsen, men hendes imponerende cv, med utallige anerkendte priser i rygsækken, siger nærmest det hele. Hun er et musikalsk geni, der efterhånden har nået toppen. Og fra toppen er der kun én vej: ned.

Lydia er ellers en kvinde, der har styr på det hele, og får flasket tingene som hun gerne vil have det. Langsomt finder vi som publikum dog ud af, at der er en hårfin grænse mellem magt og misbrug, og at filmens hovedperson har svært ved at styre netop dette.

Når hun er i kontrol, som i starten af filmen, under et form for interview, eller en slags Q&A, får hun lov til at ytre sine meninger, bl.a. om ligestillingsdebatten og et opråb om de stærke og dygtige kvinder i netop hendes branche. Her virker hun som det store forbillede og rollemodel, som netop har skrevet en bog om hendes liv, og om kunsten i musikken. En person man kan se op til.

Men vi finder også langsomt ud af, at netop denne kontrol er svær at styre, og at billedet udadtil langsomt er ved at krakelere for Lydia Tár. Vi bliver bl.a. klogere på hvorfor hun bliver spamet med desperate mails, fra tidligere, unge, kvindelige studerende, som hun nægter at snakke med, til tydelig frustration for hendes assistent. Og hvordan Lydia skræmmer en klassekammerat i skolegården, så hun holder sig væk fra hendes datter. For som hun siger: “de vil ikke tro på dig, for jeg er den voksne”.

Instruktør Todd Field har med Tár instrueret sin blot tredje spillefilm, siden 2001. Han har kreeret et værk, som til dels vækker associationer til Black Swan fra 2010. Dog er de form for horror-agtige virkemidler i Darren Arronofskys film ikke så eksisterende i Tár. Field har valgt en mere realistisk tilgang til Lydia Társ nedsmeltning, men dette er samtidig og måske, mindst lige så skræmmende, på netop denne måde. Bl.a. ved at vise scener hvor Lydia tror hun hører lyde eller desperat kæmper med hendes lydfølsomhed. På en løbetur i en park hører hun en piges desperate skrig, men kan til hendes store fortvivlelse ikke finde hende. Og så er der de gange hun vågner op om natten, og ikke kan finde ro, da alting larmer. Ja, lige fra hendes metronom (apparat der signalerer taksslag med lyd) eller køleskabet.

Lige så stille bryder verden sammen inde i Lydia. Det samme med hendes omverden.

Tár er en film der kræver noget af sit publikum. Man er i den grad nødt til a involvere sig hundrede procent i oplevelsen, for at få det fulde udbytte ud af den. Men hvis man dedikerer sig, har man en filmoplevelse af de helt store til gode. Og så er Blanchett i midten af hele galskaben, der agerer med en imponerende styrke, som et sort hul i det uendelige univers, der suger alt livskraft ud af dem som iagttager eller nærmer sig hende. Hendes præstation, som den dedikerede og livspassionerede dirigent, Lydia Tár, står tilbage som hendes mest imponerende præstation til dato. Det siger bestemt ikke så lidt, når man kigger på hendes imponerende cv, og man må blot konstatere at man kun kan bøje sig i støvet over sådan en performance.

Er Tár en film om en antihelt, en skurk eller en anderledes helteskikkelse? Døm selv, hvis du inkasserer en billet til denne eminente filmoplevelse.

Tár får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.