Tár

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Lydia Tár

Instruktør: Todd Field

År: 202

Genre: Drama

Biografpremiere: torsdag d. 23. februar 2023

Cate Blanchett er én af de skuespillere, som simpelthen kan noget de andre ikke kan. Hun spiller ikke bare sine roller,- hun bli’r sine roller. En form for transformation. Så glemmer man fuldstændig hvad hun tidligere har spillet. Hun går i ét med hendes karakterer.

Min kone spurgte mig hvorfor jeg er så vild med hende. Hvorfor jeg synes hun er så god. Jeg var lige kommet hjem, efter at have set det Oscar-nominerede drama, Tár, med Blanchett i hovedrollen. Jeg skulle ikke bruge meget tænketid, da svaret var simpelt: hun kan være alt på det store lærred. Lige fra at være lækker og forførende, til sød og naiv, til underfundig og underlig, til ubehagelig og skræmmende.

I Tár spiller hun den kendte dirigent og komponist, Lydia Tár, der får til opgave at dirigere Berlins symfoniorkester. Det er første gang at netop denne stilling som kunstnerisk leder og dirigent, er med en kvinde i spidsen, men hendes imponerende cv, med utallige anerkendte priser i rygsækken, siger nærmest det hele. Hun er et musikalsk geni, der efterhånden har nået toppen. Og fra toppen er der kun én vej: ned.

Lydia er ellers en kvinde, der har styr på det hele, og får flasket tingene som hun gerne vil have det. Langsomt finder vi som publikum dog ud af, at der er en hårfin grænse mellem magt og misbrug, og at filmens hovedperson har svært ved at styre netop dette.

Når hun er i kontrol, som i starten af filmen, under et form for interview, eller en slags Q&A, får hun lov til at ytre sine meninger, bl.a. om ligestillingsdebatten og et opråb om de stærke og dygtige kvinder i netop hendes branche. Her virker hun som det store forbillede og rollemodel, som netop har skrevet en bog om hendes liv, og om kunsten i musikken. En person man kan se op til.

Men vi finder også langsomt ud af, at netop denne kontrol er svær at styre, og at billedet udadtil langsomt er ved at krakelere for Lydia Tár. Vi bliver bl.a. klogere på hvorfor hun bliver spamet med desperate mails, fra tidligere, unge, kvindelige studerende, som hun nægter at snakke med, til tydelig frustration for hendes assistent. Og hvordan Lydia skræmmer en klassekammerat i skolegården, så hun holder sig væk fra hendes datter. For som hun siger: “de vil ikke tro på dig, for jeg er den voksne”.

Instruktør Todd Field har med Tár instrueret sin blot tredje spillefilm, siden 2001. Han har kreeret et værk, som til dels vækker associationer til Black Swan fra 2010. Dog er de form for horror-agtige virkemidler i Darren Arronofskys film ikke så eksisterende i Tár. Field har valgt en mere realistisk tilgang til Lydia Társ nedsmeltning, men dette er samtidig og måske, mindst lige så skræmmende, på netop denne måde. Bl.a. ved at vise scener hvor Lydia tror hun hører lyde eller desperat kæmper med hendes lydfølsomhed. På en løbetur i en park hører hun en piges desperate skrig, men kan til hendes store fortvivlelse ikke finde hende. Og så er der de gange hun vågner op om natten, og ikke kan finde ro, da alting larmer. Ja, lige fra hendes metronom (apparat der signalerer taksslag med lyd) eller køleskabet.

Lige så stille bryder verden sammen inde i Lydia. Det samme med hendes omverden.

Tár er en film der kræver noget af sit publikum. Man er i den grad nødt til a involvere sig hundrede procent i oplevelsen, for at få det fulde udbytte ud af den. Men hvis man dedikerer sig, har man en filmoplevelse af de helt store til gode. Og så er Blanchett i midten af hele galskaben, der agerer med en imponerende styrke, som et sort hul i det uendelige univers, der suger alt livskraft ud af dem som iagttager eller nærmer sig hende. Hendes præstation, som den dedikerede og livspassionerede dirigent, Lydia Tár, står tilbage som hendes mest imponerende præstation til dato. Det siger bestemt ikke så lidt, når man kigger på hendes imponerende cv, og man må blot konstatere at man kun kan bøje sig i støvet over sådan en performance.

Er Tár en film om en antihelt, en skurk eller en anderledes helteskikkelse? Døm selv, hvis du inkasserer en billet til denne eminente filmoplevelse.

Tár får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.