Tár

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Lydia Tár

Instruktør: Todd Field

År: 202

Genre: Drama

Biografpremiere: torsdag d. 23. februar 2023

Cate Blanchett er én af de skuespillere, som simpelthen kan noget de andre ikke kan. Hun spiller ikke bare sine roller,- hun bli’r sine roller. En form for transformation. Så glemmer man fuldstændig hvad hun tidligere har spillet. Hun går i ét med hendes karakterer.

Min kone spurgte mig hvorfor jeg er så vild med hende. Hvorfor jeg synes hun er så god. Jeg var lige kommet hjem, efter at have set det Oscar-nominerede drama, Tár, med Blanchett i hovedrollen. Jeg skulle ikke bruge meget tænketid, da svaret var simpelt: hun kan være alt på det store lærred. Lige fra at være lækker og forførende, til sød og naiv, til underfundig og underlig, til ubehagelig og skræmmende.

I Tár spiller hun den kendte dirigent og komponist, Lydia Tár, der får til opgave at dirigere Berlins symfoniorkester. Det er første gang at netop denne stilling som kunstnerisk leder og dirigent, er med en kvinde i spidsen, men hendes imponerende cv, med utallige anerkendte priser i rygsækken, siger nærmest det hele. Hun er et musikalsk geni, der efterhånden har nået toppen. Og fra toppen er der kun én vej: ned.

Lydia er ellers en kvinde, der har styr på det hele, og får flasket tingene som hun gerne vil have det. Langsomt finder vi som publikum dog ud af, at der er en hårfin grænse mellem magt og misbrug, og at filmens hovedperson har svært ved at styre netop dette.

Når hun er i kontrol, som i starten af filmen, under et form for interview, eller en slags Q&A, får hun lov til at ytre sine meninger, bl.a. om ligestillingsdebatten og et opråb om de stærke og dygtige kvinder i netop hendes branche. Her virker hun som det store forbillede og rollemodel, som netop har skrevet en bog om hendes liv, og om kunsten i musikken. En person man kan se op til.

Men vi finder også langsomt ud af, at netop denne kontrol er svær at styre, og at billedet udadtil langsomt er ved at krakelere for Lydia Tár. Vi bliver bl.a. klogere på hvorfor hun bliver spamet med desperate mails, fra tidligere, unge, kvindelige studerende, som hun nægter at snakke med, til tydelig frustration for hendes assistent. Og hvordan Lydia skræmmer en klassekammerat i skolegården, så hun holder sig væk fra hendes datter. For som hun siger: “de vil ikke tro på dig, for jeg er den voksne”.

Instruktør Todd Field har med Tár instrueret sin blot tredje spillefilm, siden 2001. Han har kreeret et værk, som til dels vækker associationer til Black Swan fra 2010. Dog er de form for horror-agtige virkemidler i Darren Arronofskys film ikke så eksisterende i Tár. Field har valgt en mere realistisk tilgang til Lydia Társ nedsmeltning, men dette er samtidig og måske, mindst lige så skræmmende, på netop denne måde. Bl.a. ved at vise scener hvor Lydia tror hun hører lyde eller desperat kæmper med hendes lydfølsomhed. På en løbetur i en park hører hun en piges desperate skrig, men kan til hendes store fortvivlelse ikke finde hende. Og så er der de gange hun vågner op om natten, og ikke kan finde ro, da alting larmer. Ja, lige fra hendes metronom (apparat der signalerer taksslag med lyd) eller køleskabet.

Lige så stille bryder verden sammen inde i Lydia. Det samme med hendes omverden.

Tár er en film der kræver noget af sit publikum. Man er i den grad nødt til a involvere sig hundrede procent i oplevelsen, for at få det fulde udbytte ud af den. Men hvis man dedikerer sig, har man en filmoplevelse af de helt store til gode. Og så er Blanchett i midten af hele galskaben, der agerer med en imponerende styrke, som et sort hul i det uendelige univers, der suger alt livskraft ud af dem som iagttager eller nærmer sig hende. Hendes præstation, som den dedikerede og livspassionerede dirigent, Lydia Tár, står tilbage som hendes mest imponerende præstation til dato. Det siger bestemt ikke så lidt, når man kigger på hendes imponerende cv, og man må blot konstatere at man kun kan bøje sig i støvet over sådan en performance.

Er Tár en film om en antihelt, en skurk eller en anderledes helteskikkelse? Døm selv, hvis du inkasserer en billet til denne eminente filmoplevelse.

Tár får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Moviemaniac Podcast – Holder Den Stadig? Nic Cage-klassikeren Con Air

✈️ NYT PODCASTAFSNIT ✈️
Andreas og jeg prøver et nyt koncept:
“Holder den stadig?”
Vi starter med den ultimative 90’er-actionbanger:
🔥 CON AIR 🔥
Nicolas Cage med puddelhår.
En frygtelig sydstatsaccent.
Et fly fyldt med superstjerner.
Og kaotisk action fra ende til anden 😄

Ustoppelig

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm der skildre kræft via en celles rejse i en 10-årig drengs krop, samtidig at den også handler om meget mere.
Ustoppelig er en særlig animationsfilm, i forhold til at skildre et meget følsomt emne, simultant med at det også er et energifyldt eventyr om venskab.

Mortal Kombat 2

Mortal Kombat 2 er lidt af et rod. Historien er tynd, karaktererne er flade, og filmen tager sig selv langt mere seriøst, end den egentlig har fortjent. Men samtidig er der også noget mærkeligt charmerende over dens totale mangel på selvkontrol.
René anmelder fra biografmørket

Dead Man’s Wire

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en sandfærdig kidnapning, som blev foretaget af en mand der følte sig uretfærdiggjort af systemet.
Dead Man’s Wire er ikke perfekt, men dog en ganske underholdende thriller, som til-og-med er dejlig kompleks.

28 Years Later: The Bone Temple (4K UHD)

🩸 28 Years Later: The Bone Temple på 4K: afdæmpet billede, men et Atmos-lydspor der virkelig løfter oplevelsen. En solid udgivelse til en mørk og eftertænksom toer.

Michael

Nicolai har denne gang anmeldt den meget imødesete biopic om Michael Jackson. Desværre er der tale om en ret overfladisk biopic, som fortæller lidt om pop-kongen, men ikke nok til, at man rigtig lærer ham at kende.

Hachiko: En ven for livet

En hund. En togstation. En historie der knuser hjertet og varmer det igen. 🐕❤️
René anmelder på blu-ray

Lee Cronin’s The Mummy

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en familie, der pludselig får deres datter & søster tilbage, efter hun bliver fundet i en mumiegrav.

The Mummy, vil måske lidt for meget med sin historie, men er dog samtidig en ret underholdende og voldsom gyserfilm, som er for dem med ikke alt for sarte sjæle