Tár

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Lydia Tár

Instruktør: Todd Field

År: 202

Genre: Drama

Biografpremiere: torsdag d. 23. februar 2023

Cate Blanchett er én af de skuespillere, som simpelthen kan noget de andre ikke kan. Hun spiller ikke bare sine roller,- hun bli’r sine roller. En form for transformation. Så glemmer man fuldstændig hvad hun tidligere har spillet. Hun går i ét med hendes karakterer.

Min kone spurgte mig hvorfor jeg er så vild med hende. Hvorfor jeg synes hun er så god. Jeg var lige kommet hjem, efter at have set det Oscar-nominerede drama, Tár, med Blanchett i hovedrollen. Jeg skulle ikke bruge meget tænketid, da svaret var simpelt: hun kan være alt på det store lærred. Lige fra at være lækker og forførende, til sød og naiv, til underfundig og underlig, til ubehagelig og skræmmende.

I Tár spiller hun den kendte dirigent og komponist, Lydia Tár, der får til opgave at dirigere Berlins symfoniorkester. Det er første gang at netop denne stilling som kunstnerisk leder og dirigent, er med en kvinde i spidsen, men hendes imponerende cv, med utallige anerkendte priser i rygsækken, siger nærmest det hele. Hun er et musikalsk geni, der efterhånden har nået toppen. Og fra toppen er der kun én vej: ned.

Lydia er ellers en kvinde, der har styr på det hele, og får flasket tingene som hun gerne vil have det. Langsomt finder vi som publikum dog ud af, at der er en hårfin grænse mellem magt og misbrug, og at filmens hovedperson har svært ved at styre netop dette.

Når hun er i kontrol, som i starten af filmen, under et form for interview, eller en slags Q&A, får hun lov til at ytre sine meninger, bl.a. om ligestillingsdebatten og et opråb om de stærke og dygtige kvinder i netop hendes branche. Her virker hun som det store forbillede og rollemodel, som netop har skrevet en bog om hendes liv, og om kunsten i musikken. En person man kan se op til.

Men vi finder også langsomt ud af, at netop denne kontrol er svær at styre, og at billedet udadtil langsomt er ved at krakelere for Lydia Tár. Vi bliver bl.a. klogere på hvorfor hun bliver spamet med desperate mails, fra tidligere, unge, kvindelige studerende, som hun nægter at snakke med, til tydelig frustration for hendes assistent. Og hvordan Lydia skræmmer en klassekammerat i skolegården, så hun holder sig væk fra hendes datter. For som hun siger: “de vil ikke tro på dig, for jeg er den voksne”.

Instruktør Todd Field har med Tár instrueret sin blot tredje spillefilm, siden 2001. Han har kreeret et værk, som til dels vækker associationer til Black Swan fra 2010. Dog er de form for horror-agtige virkemidler i Darren Arronofskys film ikke så eksisterende i Tár. Field har valgt en mere realistisk tilgang til Lydia Társ nedsmeltning, men dette er samtidig og måske, mindst lige så skræmmende, på netop denne måde. Bl.a. ved at vise scener hvor Lydia tror hun hører lyde eller desperat kæmper med hendes lydfølsomhed. På en løbetur i en park hører hun en piges desperate skrig, men kan til hendes store fortvivlelse ikke finde hende. Og så er der de gange hun vågner op om natten, og ikke kan finde ro, da alting larmer. Ja, lige fra hendes metronom (apparat der signalerer taksslag med lyd) eller køleskabet.

Lige så stille bryder verden sammen inde i Lydia. Det samme med hendes omverden.

Tár er en film der kræver noget af sit publikum. Man er i den grad nødt til a involvere sig hundrede procent i oplevelsen, for at få det fulde udbytte ud af den. Men hvis man dedikerer sig, har man en filmoplevelse af de helt store til gode. Og så er Blanchett i midten af hele galskaben, der agerer med en imponerende styrke, som et sort hul i det uendelige univers, der suger alt livskraft ud af dem som iagttager eller nærmer sig hende. Hendes præstation, som den dedikerede og livspassionerede dirigent, Lydia Tár, står tilbage som hendes mest imponerende præstation til dato. Det siger bestemt ikke så lidt, når man kigger på hendes imponerende cv, og man må blot konstatere at man kun kan bøje sig i støvet over sådan en performance.

Er Tár en film om en antihelt, en skurk eller en anderledes helteskikkelse? Døm selv, hvis du inkasserer en billet til denne eminente filmoplevelse.

Tár får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Final Destination: Bloodlines

Nicolai har denne gang anmeldt 6. film i Final Destination-franchisen, hvor den bestemt ikke får for lidt udi vilde dødsfald.

Der er ikke tale om stor prisværdigt filmkunst, men dog alligevel en gyserfilm, der kan underholde, hvis man ikke er for sart over for groteske måder at dø på

Moviemaniac anmelder 4k-film: Nosferatu

Klar til en omgang gotisk horror, med en klam og ulækker Bill Skarsgård som blodsugende monster?
Moviemaniac anmelder 4k-film er tilbage med en anmeldelse af Nosferatu…

The Legend of Ochi

Nicolai har denne gang anmeldt en ny Fantasy-familiefilm, om pigen Yuri, som sætter sig for at genforene en lille skovvæsen-unge, med dens familie.

The Legend of Ochi, er en dybt bjertagende, smuk og underholdende film, som allerdybest kan anbefales at opleve i biografen!

Vi har stadig i morgen

Nicolai har denne gang anmeldt en italiensk film som foregår i 1946 og omhandler husmoren Delias liv med sorg og glæde.

Der er tale om et kæmpe mesterværk, som mere eller mindre, har lidt af det hele, når det kommer til humor og alvor og som ligeså har en virkelig smuk og dybt gribende historie, at fortælle.

The Accountant 2

Har du set den første The Accountant med Ben Affleck i hovedrollen? Og er du klar til en efterfølger, som både er buddy-komedie, actionfilm, tungt drama OG thriller? Jamen, så skal du måske gi’ The Accountant 2 en chance…

Sinners

Nicolai har denne gang anmeldt gyserfilmen, Sinners, som vil meget og som lykkedes med meget af det.

Den tager sig måske lidt for god tid, til tider, men er overordnet en underholdende tur i biografen, værd!