
Verdens mest højtelskede rumeventyr skuffer på ingen mulig måde i det seneste kapitel i serien. Det hele er fabelagtigt orkestreret og Mark Hamill som Luke Skywalker er filmens højdepunkt med nerve og sjæl, så hårene rejser sig på hele kroppen.
Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster
Hvis jeg ikke styrer min iver og begejstring for emnet Star Wars, så ender denne anmeldelse med at blive den længste på Moviemaniac.dk, overhovedet. Men dette er ikke en artikel. Dette er en anmeldelse af den seneste Star Wars film: The Last Jedi. Så nu siger jeg det: JEG ELSKER SIMPELTHEN STAR WARS! Godt, så er det altså ude. Så er det sagt!
Jeg forelskede mig i hele dette fantastiske univers for mage år siden, da jeg så Episode 4: Et Nyt Håb. Siden har jeg faktisk ikke tal på hvor mange gange jeg har set de tre originale Star Wars-film fra 1977, 1980 og 1983. For i min verden findes der altså kun tre Star Wars-film. Resten af bare et overflødighedshorn af ekstra fyld og guf. Når jeg nævner ekstra fyld, vil jeg hurtigt sige filmene fra 1999, 2002 og 2005, Den Usynlige Fjende, Klonernes Angreb og Sith-fyrsternes Hævn. Hold op jeg synes de er dårlige. Mage selvhøjtidlighed og gravalvorlige film med tonsvis af elendige replikker og miserabel klipning skal man lede længe efter. Muligvis var historierne spændende, men de blev da aldrig rigtigt gode. Spildt potentiale. Hvis I spør’ undertegnede 🙂
Til gengæld havde de gamle Star Wars-film jo det hele. Skeptikerne ville muligvis beskrive dem som en sæbeopera i det ydre rum, men for satan hvor de hele gik op i den højre galaktisk enhed. Historien, humoren, figurerne, universet. Det hele. Med buddhistisk inspirerede krigere (Yoda), enestående rumskibe som stadig den dag idag kan købes i Lego-legetøj (The Millenium Falcon) og Krafter større end noget andet! Nej, det var ikke en stavefejl. Kraften er nemlig essenitel i hele fortællingen om Stjerne Krigen: Det gode mod det onde.
Nå, nu bremser jeg mig selv, inden vi ender i artikel-længden og vender tilbage til filmen The Last Jedi, som forsætter, hvor The Force Awakens slap med handlingen om den unge Jedi-aspirant Rey (Daisy Ridley) der opsøger Jedi-mesteren, Luke Skywalker. Efter hans “svigt” af sin nevø, Kylo Ren, er han blevet en grumpy eneboer, som ikke vil Kraften mere. Samtidig angriber de onde, The First Order, vores helte, Modstandsbevægelsen. Heltene er nu tilbage med kun et rumskib, og alt ser håbløst ud. Udover dette er Kylo Ren (Adam Driver) stadig splittet. For lader han sig forføre at Kraftens mørke side eller tilslutter han sig vores good guys og går mod lyset, så at sige?
Den længste Star Wars-film på hele 150 minutter, bliver aldrig kedelig. Den er konstant underholdende. Instruktør Rain Johnson (manden bag den fremragende Looper fra 2012) orkestrerer hele svineriet med bravour. Den er mere selvstændig og har stærk historie. Der er mere på spil og der er slet ikke så megen nostalgi som i J.J. Abrahams 2015-film. The Force Awakens føltes til tider som en hyldestfilm og glemte nogen gange at bringe noget nyt på banen. Det gør The Last Jedi til gengæld. Den ser fremad, og ikke meget tilbage. De få gange den kigger tilbage, giver det følelsesmæssig mening.
Alt spiller simpelthen i denne film. Den eneste sekvens i filmen, som ikke peaker helt, er en scene, hvor Finn (John Boyega) og en ny heltinde, Rose (Kelly Marie Tran) besøger et kasino. Den føles som den eneste i filmen som lidt ekstra fyld. Selv da de møder tyven DJ (for karikeret spillet af Benicio Del Toro) svinger det ikke helt. Men det trækker ikke ned ved helhedsindtrykket af filmen.
The Last Jedi er en guddommelig oplevelse for alle sanserne. Fotografen Steve Yedlin skaber billeder man sent vil glemme, special effects-folkene bliver stensikkert oscar-nomineret til januar måned for de vilde effekter, og John Williams ikoniske musik til filmen, bringer gåsehuden frem og får øjnene til at blive våde af genkendelse. For hvem kunne forestille sig en Star Wars-film uden hans musik?!
Noget af det mest interessante ved filmen er forholdet mellem Kylo Ren og Rey, som står på hver sin side af Kraften, men samtidig har en særlig forbindelse. Men det er legendariske Mark Hamill, som Luke Skywalker, der stjæler billedet og som i den grad bringer det følelsesladede ind i filmen. Han giver filmen en særlig kræft (jo, denne gang skal det staves sådan) og med både styrke og sårbarhed, gør han filmen til den (måske) bedste siden Imperiet Slår Igen fra 1980…!!!
Gør dig selv en tjeneste: Lad vær’ at vente med at se filmen til den udkommer på streaming. Kloge filmfolk har muligvis sagt det før, men film skal altså ses i biografen. The Last Jedi er hvert fald én af de helt store oplevelser man ikke skal snyde sig selv for i biografmørket.
Star Wars: The Last Jedi får 5 ud af 6 hamre: