Instruktør: Scott Cooper
År: 2025
Genre: Musik, drama
Kan købes på 4k ultra blu-ray
Jeg er ikke Springsteen-fan. I hvert fald ikke sådan rigtigt. For mig har Bruce Springsteen altid været ham med de der store 70’er- og 80’er-hits, som alle kan synge med på – Hungry Heart, Born in the U.S.A. og den slags lidt cheeseball-agtige stadionnumre, man næsten får serveret med et par slidte jeans og en amerikansk flag-baggrund. Så jeg gik faktisk ind til Springsteen: Deliver Me From Nowhere uden den store følelsesmæssige bagage. Og netop derfor ramte filmen mig måske lidt hårdere, end jeg havde regnet med.
For det, filmen lykkes med, er at give lyst til at dykke ned i Springsteen på en anden måde. Efterfølgende har jeg haft Nebraska-albummet kørende en del – og hold nu op, hvor er det en helt anden Bruce Springsteen end den, de fleste af os kender fra radioen. Mere afdæmpet, mere akustisk, mere nøgent og – ja – mere melankolsk. Der er en sårbarhed og en ro over de numre, som filmen indirekte åbner døren til. Pludselig giver det mening, at der gemmer sig mere under denimjakken og stadionrock-myten.
Og apropos denimjakke: Jeremy Allen White er ikke bare “en mand i denimjakke, der ligner Springsteen lidt”. Nej, det er ham – The Young Hunk – fra The Bear, nu iført sort læderjakke og med et alvorligere blik. Og han gør det forbandet godt. Også selvom han ikke helt har de samme tv-biceps med sig her. Det er en præstation, der balancerer mellem karisma og indadvendthed. Han spiller ikke bare Bruce Springsteen som ikon, men som et menneske i tvivl, i spænd mellem forventninger udefra og det indre kaos, der driver musikken frem.
Ved hans side er Jeremy Strong som manageren og mentoren – en slags konstant støtte og følelsesmæssigt anker i en periode, hvor Springsteen er ved at blive mast mellem forventninger, ambitioner og sit eget hoved. Strong er, som han næsten altid er, intens og nærværende, men her i en mere afdæmpet udgave. Han bliver en figur, der både skubber Springsteen fremad og forsøger at passe på ham, og deres dynamik giver filmen en fin menneskelig tyngde, som løfter de mere stille passager.
Stephen Graham er – surprise, surprise – også fremragende. Han spiller Springsteens far både i flashbacks og senere i voksenlivet, og hans tilstedeværelse hænger som en skygge over hovedpersonen. Faderfiguren er med til at præge Springsteens voksenliv, hans selvbillede og de traumer, der senere udvikler sig til depression. Filmen kredser om den svære balance mellem vrede, distance og et behov for tilgivelse – især i de scener, hvor den voksne Springsteen forsøger at forstå sin far og det ophav, han kommer fra. Det er et virkelig interessant spor, som filmen desværre kun dykker halvt ned i. Man sidder lidt med følelsen af, at relationen mellem far og søn – og det med at lære at tilgive de sår, man har fået med i bagagen – kunne have båret endnu mere følelsesmæssig tyngde, hvis filmen havde givet det mere plads.
Instruktionen er sikker og nede på jorden. Filmen er mere stemning end store dramatiske højdepunkter, og den vil hellere være rolig og observerende end at gå efter de store biopic-øjeblikke. Det kan føles en anelse sevligt undervejs, men det passer også meget godt til den mere melankolske tone, filmen lægger for dagen. Den vil ikke råbe “se hvor vigtig jeg er” – den vil bare fortælle sin historie ordentligt.
Alt i alt er Springsteen: Deliver Me From Nowhere en film, der måske ikke vælter én bagover, men som sniger sig ind på én. Den gør noget så sjældent som at give lyst til at genopdage musikken – og måske især den mere stille, akustiske og følsomme side af Springsteen, som mange (mig selv inklusive) nok ikke har haft helt nok fokus på. Det er ikke en perfekt film, men den er ærlig, velspillet og båret af stærke præstationer hele vejen rundt.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere får 4/6 hamre: 🔨 🔨 🔨 🔨
Billed- og lydkvalitet:
4K-udgivelsen står flot og naturligt. Farverne er afdæmpede og klæder periodestemningen, og der er fin detaljegrad i både ansigter, tøj og miljøer. Nærbillederne af Jeremy Allen White har rigtig god dybde, og sortniveauet er velafbalanceret. En solid, filmisk 4K-transfer, der ikke blærer sig, men leverer stabil kvalitet.
Lydsiden er varm og velafstemt, især når musikken får lov at fylde. De mere akustiske og stille passager står klart og intimt, og dialogen ligger tydeligt i mixet. Det er ikke en aggressiv “showcase”-udgivelse til hjemmebioen, men en lydside, der respekterer filmens melankolske tone og musikalske sjæl.
Tak til SF Studios
