Spectre

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Spectre Instruktør: Sam Mendes
År: 2015
Genre: Action
Kan streames på: Viaplay


Når det kommer til filmserier (eller franchises), såsom Olsen-banden, Mission-Impossible eller nogle af de 25 Marvel-superhelte film der er kommet i løbet af de sidste 13 år.


Så er der dog ingen af dem, som er så længevarende, langtidsholdbare og slidstærke som James-Bond.
6 har indtil videre spillet manden på hver deres unikke måde og selvom der måske er 1 eller 2 af de snart 25 Bond-film som ikke holder (for mig er det Quantum of Solace), så er der dog samtidig så mange andre gode imellem, at der altid er noget at vende tilbage til.


Da Spectre i sin tid udkom i biografen, gjorde den det efter at Skyfall havde triumferet 3 år forinden og vist sig som værende den muligvis bedste Bond-film nogensinde og i hvert fald den mest succesfulde.


Meget lignende Skyfall, går Spectre også tilbage til rødderne, om end den gør det på en mere subtil måde.
Samtidig med at den også binder tråde sammen om dens 3 forgangene film (Casino Royale, Quantum of Solace og Skyfall), hvilket er en kende unikt i Bond-regi, da de primært plejer at stå som enkeltstående historier og film der ikke har særlig meget med hinanden at gøre.


Overordnet og kort og godt handler filmen dog om, at efter en pludselig drabsmission i Mexico-City, begynder James Bond lige pludselig at opdage parraller til de forgangne missioner som han har været på og de mænd han har dræbt, samtidig med at James Bond også begynder at blive overvåget af MI6, på baggrund af hans drabsmission i Mexico-City og det rabalder som han fik skabt ud af det.


Ligesom Skyfall, blev denne film instrueret af Sam Mendes og ligeledes var manuskriptforfatterne (John Logan, Neal Purvis og Robert Wade), ligeså gengangere fra Skyfall.


Udover små referencer hist og her, så er Spectre samtidig også en tur tilbage til rødderne, på det punkt at den ikke har samme emotionelle nerve som Skyfall havde.


Her er der mere eller mindre tale om et forholdsvis traditionelt Bond-action-eventyr, hvor man både (udover England) kommer til Italien, Østrig, Mexico, Sydafrika og ligeledes ser action både til lands og i luften.
Filmen fik i sin tid en lidt blandet modtagelse af pressen, hvor dele af kritikken gik på at historien enten var rodet eller knap så sammenhængene.


Her ved gensyn, har jeg dog lidt svært ved at få øje på disse problemer, da selve historien om opdagelsen af skurke-organisationen ”Spectre” og den efterfølgende jagt på ”Blofeld”, glider ganske godt afsted og har relativt få døde øjeblikke som hurtigt reddes af enten hurtigere tempo eller en fed action-scene.
Daniel Craig gør det helt perfekt i rollen som James Bond og kan på dette tidspunkt storset rollen på rygraden, hvilket kun er positivt ment.


Han fungerer både i de mange intense actionscener (særligt ved en slåskamp i et tog mod en stærk håndlanger), samtidig med at han også har charmen i orden og ligeledes får mulighed for at vise hans humoristiske træk, ved bl.a. en hæsblæsende biljagt, hvor han ikke helt har tjek på Aston Martins ekstra udstyr.
Som hovedskurken Blofeld, er Christoph Waltz som skabt til rollen!


Skønt han ikke er nogen fysisk trussel for Bond, så har han dog på alle måder skurkepersonligheden helt i orden, da han bare stråler af kynisme, fra allerførste scene man ser ham i, samtidig med at der også er noget charmerende og karismatisk over ham, hvilket er med til at gøre ham både dragende og én man nyder at se på.
Som Bond-kvinde, er der 2 i filmen men dén der dog får mest spilletid (og spiller den største rolle), er dog Léa Seydoux som Madelaine.


Det gode ved Léa Seydoux, er udover hendes charme, det at hun bidrager med en ret så fin følsomhed til Madelaine-karakteren, som jeg i hvert fald til tider finder rørende og så har hun skam også fremragende kemi med Daniel Craig.
Dave Bautista bør også fremhæves for rollen som håndlangeren Hinx.


Dave Bautista har blot 1 enkelt replik i filmen og fungere derfor 100% som en fysisk trussel for James Bond og dette er han skam også perfekt til, da scenerne hvor de går mod hinanden, virkelig slår gnister.
Rent film-teknisk, står dette som en af de smukkeste Bond-film, til dato!


Kameraarbejdet af Hoyte Van Hoytema, er virkelig bjergtagende og er særligt med til at gøre action-scenerne dybt nervepirrende, hvilket særligt kan ses i filmens første 20 minutter, hvor Hoyte Van Hoytema formår at gøre en scene med en masse folk der er klædt ud, både intim og til tider klaustrofobisk, i forhold til dens konstante fokus på både James Bond og manden der jages i dén scene.


Thomas Newman har også lavet noget fremragende underlægningsmusik, som ligeledes giver action-sekvenserne en god intensitet, samtidig med at det også er med til at skabe den der helt særlige James Bond-stemning.
Det der dog afholder Spectre fra at komme op i toppen af Bond-film, er egentlig primært et pr. døde perioder i midten af filmen, som ganske vist er kortvarige, men som dog alligevel sænker tempoet en kende for en kort stund, uden at der var grund til det.


Men alt i alt, er Spectre dog bedre end den modtagelse som den fik i sin tid og i hvert stærkt underholdende og på alle måder en virkelig god James Bond-film.


Spectre får 5/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!