Originaltitel: Fedrelandet
Instruktør: Margreth Olin
År: 2023
Genre: Dokumentar
Songs of Earth præsenterer sig selv som en dokumentar om Oldedalen i Norges billedskønne natur, men ender med at blive et enormt smukt portræt af menneskelige relationer, familiære rødder og perspektivet mellem menneske og natur.
Margreth Olin har gennem de seneste små tyve år cementeret sig som et af de mest spændende skandinaviske instruktør-navne når det kommer til dokumentarfilmen. Bl.a. med film som The Angel (2009), Childhood (2017) og senest Self Portrait (2020).
Med Songs of Earth har hun nok skabt sit mest personlige værk til dato, det til trods for at hun som dokumentarist aldrig har været bleg for at indbringe sig selv i sine værker. Men denne gang peger hun linsen mod sin hjemstavn Oldedalen, som ikke mindst også er hjemstavn for hendes far Jørgen, som sammen med den smukke dal bliver centrum for fortællingen.
Jørgen har boet i dalen hele sit liv, og hans slægt har haft dalen som hjem i mange generationer, et symbol herpå bliver et stort flot grantræ som står og troner over dalen. Jørgens bedstefar plantede træet engang før år 1900 og som Jørgen beskriver det, har det stærke rødder og har stået imod mange storme. Dette bliver som sagt symbolet på slægtens standhaftighed.
Strukturelt er filmen inddelt i fire kapitler; forår, sommer, efterår og vinter, samt en prolog og epilog. Dette er med til at give filmen et fint stringent udtryk rent strukturelt, og årstidernes skiften bidrager også med en melankoli i sig selv.
Derudover synes jeg også Olin leverer en lille strukturel genistreg ved først at lade mennesket Jørgen være seerens indgangsvinkel til dalen i form af hans ture rundt i fjeldene, for så at bruge dalen til at komme ind i mennesket Jørgen og til dels også hans kone Magnhild. For filmen er i virkeligheden ganske fattig på dialog, størstedelen af filmen består tableauer og panoreringer af dalen og den sparsomme dialog der trods alt er bidrager virkeligt vidunderligt til at skabe tematikken om mennesket og naturens ubrydelige bånd. De langtrukne indstillinger opfordrer seeren til selv at involvere sig følelsesmæssigt i denne tematik og det skaber et følelsesmæssigt engagement som jeg synes er de fleste af tidens dokumentarer forundt.
En del af denne ære tilfalder naturligvis også filmholdet, som jeg synes har gjort et ganske prisværdigt stykke arbejde for at fremstille den smukke natur. Selvom jeg måske godt kunne have ønsket at man havde holdt sig en smule tilbage med de crossfades der binder mange af scenerne sammen. jeg kan godt forstå at man har gået efter at frembringe en dynamisk oplevelse, men ofte bliver det desværre lidt distraherende.