Originaltitel: Le Panthére De Neiges (Sneleoparden)
Instruktører: Marie Amiguet og Vincent Munier
År: 2021
Genre: Dokumentar
Filmen kan bl.a. ses i Øst For Paradis

En film om mit “ynglingsdyr” – helt fra barnsben af – med musik af Warren Ellis og Nick Cave! Jeg er solgt fra start.
Titlen levner ingen tvivl om, hvad filmen handler om, men det er i ligeså høj grad en film om mennesket, og de valg i livet vi træffer, i vores egen søgen efter mening og identitet. Livsanskuelse er nøglen til forståelse.
At den her går gennem et af de mest fascinerende dyr, er en stor gevinst for os, beskuerne.
Filmen har meget tilfælles med den eminente Grizzly Man, men forestil dig en film om naturen, og et af dens mest fascinerende dyr, uden en virkelig irriterende og evigt træls hovedperson/fortæller…
Sneleoparden rammer rent på alle parametre.
Sneleoparder er et nærmest mytisk dyr, der som den eneste af de store katte lever mere eller mindre helt afsondret fra mennesker.
Det har til dels noget at gøre med deres levesteder. De lever udelukkende i de ufremkommelige Himalaya-bjerge, hvor mennesket sjældent kommer.
Dels er de ekstremt sky og undgår for så vidt muligt mennesker.
“Efter et par døgn blandt mange mennesker i storbyen, bliver jeg træt og vil væk.”
Vi følger den højt respekterede naturfotograf Vincent Munier og forfatteren Sylvain Tesson i deres søgen efter sneleoparden i den Tibetanske tundra.
Det meste af deres tid går på at vente, og ligge stille. Mange af deres anstrengelser er forgæves, men det gør også glæden ved at få optagelser i kassen, så meget større.
De filosoferer over livet, og for-og-imod den levevis de fleste mennesker praktiserer.
“Hvorfor gå så meget op i materialisme, når naturen og det simple liv har så meget at byde på?”, siger Vincent på et tidspunkt.
Manden har jo et eller andet sted ret. Det satte nogle spændende tanker igang hos mig, og jeg kan langt hen af vejen sagtens følge ham.
Alt for meget fokus på penge, prestige og egen vinding har gjort ham træt af det moderne liv.
Han søger ikke urmennesket, og det at være ét med naturen, men han søger en mening med livet, gennem naturens mysterier. Der er sneleoparden et af de mest uberørte og ufortalte.
Sylvain supplerer: “det ene “rigtige” billede, gør alle anstrengelser op til, det hele værd.”
Kan du smide alt for dét ene øjeblik?
De er nødt til væbne sig med uanede mængder tålmodighed, og samtidig være kreative og tage nogle store chancer.
Resultaterne er så til gengæld ganske enkelt bjergtagende smukke.
Optagelserne af sneleoparden, der først bevæger sig ned ad en stejl klippeskråning i perfekt kamuflage, og lidt senere står stolt knejsende på en bjergtinde giver mig gåsehud. Det er så forbandet smukt, og lige der giver alt vores to venners small talk om menneskers prioriteter fuldstændig mening.
Hav tålmodigheden, og det næsten guddommelige vil komme til dig. Det kan man ikke købe sig til!
Sæt musik til skønheden
Hvis man kender en lille smule til Nick Cave og Warren Ellis samarbejde omkring soundtracks (og i Bad Seeds) – især de seneste ti år, så ved man hvor meditativ en oplevelse det kan være at lytte til deres musik. De sætter strøm til følelser, og de rammer stemninger og hypnotiske plateauer(!!) i bevidstheden med musikken.
Deres musik er som vinden der blæser – over det hele, som en fast inkorporeret del af en helhed. Det er ret unikt det der sker, når de to lukker sig ind i osteklokken.
Vi runder af
Sneleoparden viste sig som et gennemført smukt og betagende værk.
Som andre gode dokumentarfilm viser den et stykke af vores verden, hvis nuancer og sandheder vi måske ikke var helt bevidste om. Vigtige og overraskende sider af vores livsanskuelse og vores måder – hver især – at gribe levevis og prioriteter an på.
Det er det her en dokumentarfilm skal kunne, hvis man spørger mig: Tankerne skal igang, og flyde frit. Og derfra kan man drage sine egne konklusioner.