Originaltitel: Skyggen I Mit Øje
Instruktør: Ole Bornedal
År: 2021
Genre: Krig, drama
Biografpremiere: d. 28. oktober 2021
Den til tider udskældte instruktør, Ole Bornedal, har altid været en interessant og spændende instruktør i min optik.
Selvom han med årene er blevet bedre/værre (det er en smagssag) til at kreere store film med meget store armbevægelser, som en Jesus-lignende skikkelse, med så mange tårer trillende ned af sine skuespilleres kinder og med så meget violin på lydsiden, at selveste Spielberg ville råbe: Ej, så stopper du sateme, Ole!”
Efter den svulstige og voldsomme, men flade DR-fadæse, tv-serien 1864, har Bornedal prøvet kræfter med en folkekomedie (Dræberne Fra Nibe) og en biografisk fortælling om John Mogensen (Så Længe Jeg Lever).
Nu er han tilbage med et drama, som også tager fat i en fortælling fra det virkelige liv, nemlig om den skingresvangre fejlbombning af Den Franske Skole i København.
En tragedie, som den dag i dag mindes med en stor statue tæt på hvor det hele skete. 86 børn og 18 voksne mistede livet i denne tragedie. Men hvordan kunne sådan noget ske? Og hvorfor er det ikke en fortælling, som vi har hørt mere om i lille Danmark?
Britiske Royal Air Force har under krigen set sig for at eliminere Gestapos hovedkvarter, Shellhuset. Men da et fly styrter ned tæt på og røgen skaber forvirring, ender de med at tro, at målet er der hvor røgen er. Den Franske Skole, som var et nonnekloster, blev ofre for en tragedie, som ingen havde forudset.
Men vores fortælling starter et sted i Jylland lidt tid inden. En dreng, ved navn Henry, kører glad gennem landskabet med en bakke æg på sin cykel. Han bliver vidne til en massakre på et håndfulds bryllupsgæster og en chauffør, som briterne fra luften fejlagtigt tror er nazister. Traumatiserede Henry nægter dernæst at tale og bliver bange for åbne pladser og den åbne himmel, da han er bange for at et fly (igen) skal komme og bringe nød og ødelæggelse til. Snart bliver han sendt til sin moster i København. Der er jo ikke så megen himmel, så at sige.
Vi bliver også præsenteret for den unge og skrøbelige nonne, Søster Teresa (en intens præstation af Ole Bornedals datter, Fanny Bornedal), som ikke kan finde Gud. Hun straffer sig selv med pisk, så han måske får øjnene op for hende. Hun møder tilfældigt “hiposvinet” Frededrik eller Djævlen, som hun kalder ham, (Alex Høgh Andersen), og alligevel ender de med at falde for hinanden.
Samtidig skal vi også introduceres for Shellhuset (og deres forhørsteknikker) og de fanger, som sidder fanget under det tag, som Royal Air Force har tænkt sig at bombe. For efter en god times tid i filmen, stiger spændingen i filmen for alvor, mens vi følger de britiske flyvemaskiner komme nærmere deres destination.
Ole Bornedal vil gerne meget på kort tid, og det meste lykkedes faktisk for ham. Vi når aldrig rigtig i dybden på nogle af karaktererne og dygtige skuespillere som bl.a. Danica Curcic og Susse Wold, bliver små brikker i det store puslespil. Der, hvor filmen for alvor gør indtryk, er i selskab med de tre børn, Henry, Rigmor og Eva (spillet af Bertram Bisgaard Enevoldsen, Ester Birch og Ella Josephine Lund Nilsson) som for alvor bliver filmens store hjerte, inden det tragiske bombement af skolen. De spiller kort sagt fantastisk og det er en fornøjelse at følge dem i en tur til bageren (bagerjomfruen, de kalder Flodhesten) og hendes “forgiftede” boller, som de “renser” i kirkens døbefond.
Samtidig bygger Bornedal flot og medrivende op til finalen, hvor det hjerteskærende sker. Det er imponerende lavet, som taget ud af en dyr Hollywood-produktion. Man føler man er midt i helvedes baggård selv, og jeg kunne ikke undgå at blive rørt, da de mange desperate forældre til børnene, uvisse om de er levende eller døde, venter med følelserne udenpå tøjet.
Men Bornedal kunne sagtens have brugt mere tid til persongalleriet, så vi for alvor kan føle med karakterne. Samtidig er det ved at kamme lidt over i slutningen med de mange tårer og på lydsiden, hvor violinerne for alvor bliver brugt. Spielberg ville nok mene, at Bornedal klarer skærene fint, og det samlede resultat et ikke til at tage fejl af: et flot og rørende krigsdrama, som man da umuligt kan andet end af blive, en smule, ramt af.
Skyggen I Mit Øje får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨
