Instruktør: Jalmari Helander
År: 2025
Genre: Action, krig
Kan købes på ultra 4k fra d. 16. februar 2026
Nogle film vil underholde. Andre vil overbevise dig om noget. Og så er der film som Sisu: Road to Revenge – film, der bare vil blæse dig bagover, sparke døren ind og spørge, om du er klar til endnu en omgang. Og hvis svaret er ja, så er du kommet det helt rigtige sted hen.
Sisu 2 er rendyrket action for action-fans. Ikke med et glimt i øjet – men med et manisk grin og blod på tænderne. Det her er en film, der elsker sit overdrev, dyrker sin vold og omfavner sin egen absurditet uden et sekunds undskyldning. Den ved præcis, hvad den vil være: et kompromisløst voldsorgie, en hævntur gennem et grotesk, tegneserieagtigt helvede, hvor realismen er sat på pause til fordel for ren, rå underholdning.
Filmens store trumfkort er stadig dens tavse hovedperson. Han siger ikke et eneste ord – ikke ét – men udtrykker til gengæld et overraskende stort følelsesregister gennem kropssprog, blikke, hulken, skrig og jamren. Det giver figuren en nærmest mytisk kvalitet: han føles mindre som et menneske og mere som et hævnvæsen, et uundgåeligt naturfænomen, der bare bliver ved med at rejse sig, uanset hvor hårdt verden slår ham ned. Det er både grotesk og på sin egen skæve måde rørende – for i bunden er han jo bare en mand, der egentlig gerne vil have fred.
Der var flere gange, hvor jeg sad og tænkte på en gammel stand-up-joke af Pablo Francisco om den klassiske actionhelt, der bare vil være i fred: “Leave me alone”-typen, man kender fra Jackie Chan, Schwarzenegger og hele den der arketype af mænd, der egentlig bare vil passe sig selv – men som konstant bliver opsøgt af folk, der absolut skal have tæsk. Sisu 2 er den joke skruet helt op på maks. Hovedpersonen vil i bund og grund bare køre sit mobile “hjem” mod den finske grænse og starte forfra. Men fjenderne – denne gang med sovjetiske skurke i hælene – nægter konsekvent at lade ham være. Og hver gang de ikke kan finde ud af netop dét, eskalerer volden endnu et niveau. Det er næsten komisk i sin grundform: én mand, der vil have ro – og en verden, der insisterer på at få tæsk for at forstyrre ham.
Tempoet er brutalt effektivt. Filmen varer blot en time og 23 minutter, og der er ikke et gram fedt på kroppen. Ingen unødvendige sidespor, ingen lange forklaringer – kun ren fremdrift. Den ene vanvittige setpiece afløser den næste, og filmen nægter at trække vejret. Hvis man er typen, der elsker overdrevne actionøjeblikke, så er det her et sandt overflødighedshorn: flyvende tanks, fly der bliver smadret ud af luften af en lastbil, torpedoer, lemmer der bliver revet af, kroppe der bliver splattet ud mellem togvogne og vold, der bliver så ekstrem, at den nærmer sig ren splatter-slapstick. Det er ikke subtilt. Det er ikke fint. Det er voldsomt, larmende og fuldstændig ude af proportioner – og netop derfor fungerer det.
Samtidig er filmen bevidst om sine inspirationskilder. Der er klare nik til Mad Max i det rå, post-apokalyptiske actionunivers, til Evil Dead i den næsten komisk overdrevne splattervold og til John Wick og Nobody i den stoiske, utrættelige hævner, der bare bliver ved. Men Sisu 2 føles aldrig som en ren kopi – den har sin egen finske, lettere absurde tone, som giver filmen et særpræg og en identitet, der føles forfriskende i en genre, der ellers ofte lever af genbrug.
Alt i alt er Sisu: Road to Revenge en film, der er befriende ærlig om sin mission. Den vil ikke være et psykologisk karakterstudie eller en politisk kommentar. Den vil underholde dig med overdreven, opfindsom og hæmningsløs action – og det gør den med en imponerende selvsikkerhed. Hvis man kunne lide den første Sisu, er der nærmest ingen vej udenom her. Det her er etteren skruet op på 11: vildere, mere voldsom, mere grotesk – og mindst lige så underholdende.
Sisu: Road To Revenge får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
Billed- og lydkvalitet:
På 4K ser Sisu 2 knivskarp og rå ud. De støvede landskaber, beskidte ansigter og blodige detaljer står tydeligt frem, og kontrasten i de mørke scener gør, at man faktisk kan følge med, selv når det hele går amok.
Lydsiden matcher billedet: slagene føles tunge, skuddene har bund, og actionsekvenserne får lov at brage ud af højttalerne med en fysisk tyngde, der klæder filmens kompromisløse stil. Det er en film, der i den grad belønner en ordentlig hjemmebio-opsætning.
Tak til SF Studios
