Instruktør: Oliver Laxe
År: 2025
Genre: Drama.
Biografpremiere: 26/03
Der findes et form for ordsprog, om at noget eller nogen kan være så svær at finde, så det er som at lede efter en nål i en høstak. Jeg skriver ikke at Oliver Laxes 2x Oscar-nominerede film Sirât, omhandler dette. Men samtidig er det dog ikke langt fra sandheden.
Filmens historie kan forklares meget kort. Faderen Luis og hans søn Estaban, er ude i en nordafrikansk ørken i Marokko for at lede efter Luis’ datter, Mar. Luis & Estaban har valgt at de vil lede efter hende til en rave-fest i en ørken, da de tænkte at hun måske ville være til stede der. Luis & Estaban går også rundt med et billede af Mar, for at spørge rave-gæsterne, om de har set hende, men alle siger nej. Da rave-festen pludseligt bliver evakueret af militæret, siger nogle af rave-gæsterne til Luis & Estaban, at de skal videre til en anden rave-fest, i en anden del af ørken i Marokko. Rave-gæsterne, synes ikke umiddelbart det er en god idé at Luis & Estaban tager med, men de 2 insistere dog da de tror at Mar, måske kan dukke op der.
Sirât er også ordet for en form for bro, som i starten af filmen (via et kort tekststykke), beskrives som en bro mellem himlen og helvede. Denne metafor kan man på sin vis også bruge om filmen helt generelt.
Det kan samtidig skrives at Sirât starter med at man ser folk danse til techno, eller rettere er det allerførste man ser, folk der laver en lille mur af højtalere, sætter strøm til dem og derefter brager der techno ud af dem, som folk så danser til. Denne scene er dog ikke sigende for resten af filmen, i særlig stor grad. Fordi selvom det eneste musik man hører i filmen, er techno eller elektronisk musik, så er det meget mere en film om at rejse og forsøge at komme fra ét sted til et andet.
Dernæst, så har Oliver Laxe skrevet filmens manuskript sammen med Stantiago Fillol og det er ikke fordi der sker alverdens ting i filmen.
Det kan her skrives at de techno-ravere (eller hvad man skal kalde dem), som Luis & Estaban følger, de bliver portrætteret af amatørskuespillere og det kan godt mærkes da de lever sig meget naturligt ind i deres roller og karaktere, som dog er lettere anonyme. Man følger meget af tiden, bare Estaban, Luis (de har også en hund ved navn Pipa), som rejser mod et rave i den anden del af ørken og møder forskellige forhindringer (såsom få kørt deres biler over en flod).
For lige at vende tilbage til techno-raverne, så er de lettere anonyme fordi man får ikke særlig meget info om dem. Det eneste der kan skrives er at uanset hvad der sker på deres rejse, så rejser de videre, for at nå hen til den rave-fest, som er et sted langt ude i Marokkos ørken.
Det kan også skrives at selve stemningen i Sirât, er svær at definere fordi der er skam delen med Luis og Estaban som leder efter deres datter og søster, men dette kommer dog lidt i baggrunden, da meget af filmen i sidste ende handler om at rejse. Det kan dog skrives at der bestemt er tale om en meget alvorlig og bestemt ikke nogen feel-good-film, da der ofte er en følelse af at noget vil gå galt.
Dette skaber på sin vis også en intensitet, men en intensitet som dog er langsom, da man meget af tiden bare ser karaktererne kører i deres biler og vogne og derefter hænge lidt ud.
Gør dette Sirât til en kedelig film?
Ikke helt, fordi der kommer en hændelse på et tidspunkt, som gør noget, uden at jeg vil afsløre yderligere. Men jeg vil skrive at det kræver at man er investeret i karaktererne og deres rejse, for at man får noget ud af den.
Kan Sirât måske tolkes som en jagt efter et rus (hvor russen så er, techno-fest)?
Måske, men det er dog en rejse som tager sig god tid, til trods for at filmen varer lidt under 2 timer.
Det kan dog skrives at udover en Oscar-nominering for bedste udenlandske film, så blev Sirât også Oscar-nomineret for bedste lyddesign. Dette er meget forståeligt fordi Sirât er om noget, en meget sanselig film og en film der umiddelbart gerne vil gengive følelsen af enten at være til techno-rave eller være midt i en (til tider) øde ørken, på jagt efter noget. Dette forstærkes skam af Kangding Rays underlægningsmusik som er ren elektroniskmusik (i filmens ånd). Lykkedes Sirât med at ramme den stemning og følelse som den søger efter?
Meget af tiden ja og dette forstærkes også af kameraføringen af Mauro Herce, som virkelig skaber følelsen af at være strandet midt i ingenting og i en søgen efter noget (enten et familiemedlem eller techno-rave).
Oveordnet er Sirât en stemningsfilm mere end meget andet. Den kræver tålmodighed og interesse i karaktererne og en bevidsthed over at man ikke ser en film med en historie skal fra a til å.
Det er perioder hvor jeg ville have elsket mere fremdrift (eller bare mere tempo). Men, er man med på filmens stemning, så er det muligt at få noget ud af Sirât og få en seværdig biografoplevelse.
