Shorta

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Shorta. Instruktører: Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid. År: 2020. Genre: Action/Drama/Thriller. Biografpremiere: d. 8. oktober 2020.

“Det her, det er ikke Danmark”

Der er sket noget med dansk film de seneste par år. Altså, på den rigtigt gode måde. Dette gælder ikke kun dramaerne, men også indenfor genrene thrillers og spændingsfilm, har de små, danske produktioner vist, at de sagtens kan hamle op med stormægtige Hollywood.

Tænk bare på Gustav Möllers Den Skyldige (2018), Fenar Ahmads Underverden (2017) og Ulaa Salims Danmarks Sønner (2019). De sidste to titler, har meget tilfælles med debutanterne, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids nye film, Shorta, som omhandler fremmedhad og mødet mellem forskellige kulturer i det danske samfund. Og så føles den også som en stor knytnæve i solar plexus, når man forlader biografen.

På arabisk betyder shorta politi. Dem, der burde opretholde lov og orden. Ordensmagten, man burde føler sig tryg i selskab med. Men i ghetto-området Svalegården, har de intet til overs for politiet, som betegnes som fjenderne. Særligt efter en voldsom anholdelse af en ung mand, som ikke overlever på hospitalet, stikker alt pludselig af i ghettoen og snart har de to betjente, Mike og Jens, en hævntørstig pøbel lige i hælene.

Optøjerne er livsfarlige og de flygter i området, med den unge indvandrerdreng, Amos, på slæb. En ung mand, som bare var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Han er dog betjentenes eneste redning ud af det store boligkompleks, da han kender alle ind og – udgange, og må derfor, meget ufrivilligt med.

“Jeg kan ikke trække vejret! Jeg kan ikke trække vejret!”

Den rutinerede, men bundracistiske (bad cop), Mike og den uerfarne og retfærdige (god cop), Jens, er pludselig fanget i den store ghetto, venter på forstærkning, mens den brostenskastende, vrede skare kommer nærmere deres gemmested.

Debutinstruktørerne er tydeligvis inspireret af hårdkogte politifilm om umage makkerpar i livsfarlige situationer. Blandt andet Training Day, som handlede om mødet mellem den uerfarne og naive rookie, og den garvede og moderne Diry Harry-type. I End Of Watch var det den realistiske dokumentarstil, med shaky cam, om to copbuddies i patruljebilen.

Men selvom man også mærker store referencer fra den adrenalinpumpende , danske nyklasiker, Pusher (1996), så føles Shorta alligevel som sin helt egen. Lige fra første sekund, rammer den elektroniske baspumpende musik os hårdt, og den rå og realistiske stemning cementeres med billederne af en brutal anholdelse, som vækker genklang som mordet på George Floyd.

Ølholm og Hviid har i interviews fortalt, at de med Shorta ville lave en film, som kunne vise et nuancerne i indvandrer og – kønspolitikken derhjemme. Men samtidig havde de også planer om at kreere en god underholdningsfilm.

Det har de så sandelig også formået at gøre.

Undertegnede har ikke haft så svedige håndflader og siddet så uroligt i biografsædet, siden biografpremieren på Underverden for et par år siden. Shorta formår at bygge et særdeles troværdigt univers op om sine personer, og hver gang der er et dvælende øjeblik, hvor vi lærer de tre hovedkarakterer en smule bedre at kende, kaster instruktørduoen dem ud i endnu en hæsblæsende jagt gennem det nådesløse betonbyggeri. Som en Jason Bourne-film, føles det virkelig som vi er med det umage trekløver for hvert skridt de tager.

Alle over hele linen, spiller så sublimt, så der bliver kamp om priserne til Robert og – Bodiluddelingerne næste år. Både Simon Sears og Jacob Lohmann er som de hårdtprøvede betjente, så troværdige i deres nuancerede skuespil, så man er med dem hele vejen. Den ukendte Tarek Zayat, spiller på et lige så højt niveau som Lohmann og Sears, og viser i rollen som Amos masser af autentisk attitude, med lige dele coolness og skrøbelighed.

Shorta er, uden tvivl, årets actionfilm (in your face, Tenet!) og efterlader dig sønderbanket i biografsædet, efter en vild og blodig løbetur i Svalegåden.

Shorta får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: