Shorta

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Shorta. Instruktører: Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid. År: 2020. Genre: Action/Drama/Thriller. Biografpremiere: d. 8. oktober 2020.

“Det her, det er ikke Danmark”

Der er sket noget med dansk film de seneste par år. Altså, på den rigtigt gode måde. Dette gælder ikke kun dramaerne, men også indenfor genrene thrillers og spændingsfilm, har de små, danske produktioner vist, at de sagtens kan hamle op med stormægtige Hollywood.

Tænk bare på Gustav Möllers Den Skyldige (2018), Fenar Ahmads Underverden (2017) og Ulaa Salims Danmarks Sønner (2019). De sidste to titler, har meget tilfælles med debutanterne, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids nye film, Shorta, som omhandler fremmedhad og mødet mellem forskellige kulturer i det danske samfund. Og så føles den også som en stor knytnæve i solar plexus, når man forlader biografen.

På arabisk betyder shorta politi. Dem, der burde opretholde lov og orden. Ordensmagten, man burde føler sig tryg i selskab med. Men i ghetto-området Svalegården, har de intet til overs for politiet, som betegnes som fjenderne. Særligt efter en voldsom anholdelse af en ung mand, som ikke overlever på hospitalet, stikker alt pludselig af i ghettoen og snart har de to betjente, Mike og Jens, en hævntørstig pøbel lige i hælene.

Optøjerne er livsfarlige og de flygter i området, med den unge indvandrerdreng, Amos, på slæb. En ung mand, som bare var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Han er dog betjentenes eneste redning ud af det store boligkompleks, da han kender alle ind og – udgange, og må derfor, meget ufrivilligt med.

“Jeg kan ikke trække vejret! Jeg kan ikke trække vejret!”

Den rutinerede, men bundracistiske (bad cop), Mike og den uerfarne og retfærdige (god cop), Jens, er pludselig fanget i den store ghetto, venter på forstærkning, mens den brostenskastende, vrede skare kommer nærmere deres gemmested.

Debutinstruktørerne er tydeligvis inspireret af hårdkogte politifilm om umage makkerpar i livsfarlige situationer. Blandt andet Training Day, som handlede om mødet mellem den uerfarne og naive rookie, og den garvede og moderne Diry Harry-type. I End Of Watch var det den realistiske dokumentarstil, med shaky cam, om to copbuddies i patruljebilen.

Men selvom man også mærker store referencer fra den adrenalinpumpende , danske nyklasiker, Pusher (1996), så føles Shorta alligevel som sin helt egen. Lige fra første sekund, rammer den elektroniske baspumpende musik os hårdt, og den rå og realistiske stemning cementeres med billederne af en brutal anholdelse, som vækker genklang som mordet på George Floyd.

Ølholm og Hviid har i interviews fortalt, at de med Shorta ville lave en film, som kunne vise et nuancerne i indvandrer og – kønspolitikken derhjemme. Men samtidig havde de også planer om at kreere en god underholdningsfilm.

Det har de så sandelig også formået at gøre.

Undertegnede har ikke haft så svedige håndflader og siddet så uroligt i biografsædet, siden biografpremieren på Underverden for et par år siden. Shorta formår at bygge et særdeles troværdigt univers op om sine personer, og hver gang der er et dvælende øjeblik, hvor vi lærer de tre hovedkarakterer en smule bedre at kende, kaster instruktørduoen dem ud i endnu en hæsblæsende jagt gennem det nådesløse betonbyggeri. Som en Jason Bourne-film, føles det virkelig som vi er med det umage trekløver for hvert skridt de tager.

Alle over hele linen, spiller så sublimt, så der bliver kamp om priserne til Robert og – Bodiluddelingerne næste år. Både Simon Sears og Jacob Lohmann er som de hårdtprøvede betjente, så troværdige i deres nuancerede skuespil, så man er med dem hele vejen. Den ukendte Tarek Zayat, spiller på et lige så højt niveau som Lohmann og Sears, og viser i rollen som Amos masser af autentisk attitude, med lige dele coolness og skrøbelighed.

Shorta er, uden tvivl, årets actionfilm (in your face, Tenet!) og efterlader dig sønderbanket i biografsædet, efter en vild og blodig løbetur i Svalegåden.

Shorta får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer