Shorta

René

René

Originaltitel: Shorta. Instruktører: Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid. År: 2020. Genre: Action/Drama/Thriller. Biografpremiere: d. 8. oktober 2020.

“Det her, det er ikke Danmark”

Der er sket noget med dansk film de seneste par år. Altså, på den rigtigt gode måde. Dette gælder ikke kun dramaerne, men også indenfor genrene thrillers og spændingsfilm, har de små, danske produktioner vist, at de sagtens kan hamle op med stormægtige Hollywood.

Tænk bare på Gustav Möllers Den Skyldige (2018), Fenar Ahmads Underverden (2017) og Ulaa Salims Danmarks Sønner (2019). De sidste to titler, har meget tilfælles med debutanterne, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids nye film, Shorta, som omhandler fremmedhad og mødet mellem forskellige kulturer i det danske samfund. Og så føles den også som en stor knytnæve i solar plexus, når man forlader biografen.

På arabisk betyder shorta politi. Dem, der burde opretholde lov og orden. Ordensmagten, man burde føler sig tryg i selskab med. Men i ghetto-området Svalegården, har de intet til overs for politiet, som betegnes som fjenderne. Særligt efter en voldsom anholdelse af en ung mand, som ikke overlever på hospitalet, stikker alt pludselig af i ghettoen og snart har de to betjente, Mike og Jens, en hævntørstig pøbel lige i hælene.

Optøjerne er livsfarlige og de flygter i området, med den unge indvandrerdreng, Amos, på slæb. En ung mand, som bare var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Han er dog betjentenes eneste redning ud af det store boligkompleks, da han kender alle ind og – udgange, og må derfor, meget ufrivilligt med.

“Jeg kan ikke trække vejret! Jeg kan ikke trække vejret!”

Den rutinerede, men bundracistiske (bad cop), Mike og den uerfarne og retfærdige (god cop), Jens, er pludselig fanget i den store ghetto, venter på forstærkning, mens den brostenskastende, vrede skare kommer nærmere deres gemmested.

Debutinstruktørerne er tydeligvis inspireret af hårdkogte politifilm om umage makkerpar i livsfarlige situationer. Blandt andet Training Day, som handlede om mødet mellem den uerfarne og naive rookie, og den garvede og moderne Diry Harry-type. I End Of Watch var det den realistiske dokumentarstil, med shaky cam, om to copbuddies i patruljebilen.

Men selvom man også mærker store referencer fra den adrenalinpumpende , danske nyklasiker, Pusher (1996), så føles Shorta alligevel som sin helt egen. Lige fra første sekund, rammer den elektroniske baspumpende musik os hårdt, og den rå og realistiske stemning cementeres med billederne af en brutal anholdelse, som vækker genklang som mordet på George Floyd.

Ølholm og Hviid har i interviews fortalt, at de med Shorta ville lave en film, som kunne vise et nuancerne i indvandrer og – kønspolitikken derhjemme. Men samtidig havde de også planer om at kreere en god underholdningsfilm.

Det har de så sandelig også formået at gøre.

Undertegnede har ikke haft så svedige håndflader og siddet så uroligt i biografsædet, siden biografpremieren på Underverden for et par år siden. Shorta formår at bygge et særdeles troværdigt univers op om sine personer, og hver gang der er et dvælende øjeblik, hvor vi lærer de tre hovedkarakterer en smule bedre at kende, kaster instruktørduoen dem ud i endnu en hæsblæsende jagt gennem det nådesløse betonbyggeri. Som en Jason Bourne-film, føles det virkelig som vi er med det umage trekløver for hvert skridt de tager.

Alle over hele linen, spiller så sublimt, så der bliver kamp om priserne til Robert og – Bodiluddelingerne næste år. Både Simon Sears og Jacob Lohmann er som de hårdtprøvede betjente, så troværdige i deres nuancerede skuespil, så man er med dem hele vejen. Den ukendte Tarek Zayat, spiller på et lige så højt niveau som Lohmann og Sears, og viser i rollen som Amos masser af autentisk attitude, med lige dele coolness og skrøbelighed.

Shorta er, uden tvivl, årets actionfilm (in your face, Tenet!) og efterlader dig sønderbanket i biografsædet, efter en vild og blodig løbetur i Svalegåden.

Shorta får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Judgment In Nuremberg

Retsopgøret mod de ukendte bagmænd, bag nogle af historiens største forbrydelser mod menneskeheden. En film, der stiller de rigtige spørgsmål, og besvarer dem så fyldestgørende som det nu er muligt.
Filmen er et mesterværk, som enhver filmelsker bør se!

Old

Hvis man køber sig ind på præmissen om en Twilight Zone / B-filmagtig fortælling, og hvis man kan sluge nogle kameler undervejs, vil man højst sandsynligt få en ganske fornøjelig og gysende tur i biografmørket

Hvor Kragerne Vender

Hjertevarm og rørende satire, med en fremragende Rosalinde Mynster i hovedrollen, som datteren, der vender hjem til Udkantsdanmark. Et brag af en debutfilm.

The Greatest Showman

Hvis man er til musicals, er Greatest Showman en must see-oplevelse. En smuk kærlighedsfortælling, om at rejse sig, når livet er svært, og aldrig at give slippe på ens drømme.

Kammerater!

Flot indblik bag facaden på en politik ideologi og et menneskesyn, der giver magthaverne overhånden i alle henseender.
Skynd jer i biografen og se den!

Call Me By Your Name

Nicolai må efter (endnu) et gensyn konstatere, at Call Me By Your Name er én af de klareste, filmiske beskrivelser af en forelskelse, som han kan komme i tanke om.

Den Gode Spion

Altid seværdige Cumberbatch spiller den helt almindelige sælger og familiefar, som rekrutteres som spion af MI6 og CIA.
Skuespillet over hele linen er forrygende og spændingen udløses uden larmende skuddueller.

In The Heights

Moviemaniacs nye skribent, Nicolai, er i den grad overbevist: In The Heights er den bedste musical siden La La Land, der imponerer som et stort, opløftende, filmisk vidunder.
En hyldest til alle med en stor drøm i hjertet!