Servant – sæson 1 (streaming anmeldelse)

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Servant
Instruktør: M. Night Shyamalan m.f.
Produktionsår: 2019
Genre: Gyser
Anmeldt af: Jacob Faurholt

af Jacob Faurholt

Da jeg først hørte at Apple+ ville lancere deres nye streamingtjeneste med bl.a. en gyserserie af ingen ringere end M. Night Shyamalan, var jeg lige ved at falde ned af stolen af begejstring. Til trods for et par misere, er jeg stadig på “hold-Shyamalan”, og jeg elsker de komplette universer han har præsenteret os for i film som The Sixth Sense, Unbreakable, Signs, og ikke mindst mesterværket The Village. Jeg er derfor også svært taknemmelig for hans comeback, først med den undervurderede gyser The Visit, og så selvfølgelig Unbreakable-opfølgerne Split og Glass.

Så alene på grund af Servant tegnede jeg mig et abonnement på Apples ellers noget “tynde”, og ikke særlig brugervenlige streamingtjeneste (ingen mulighed for Chromecast!).

Servant er i høj grad præsenteret som en Shyamalan-serie, og jeg måtte hurtigt erkende, at dette er at presse citronen. Manden er producer, og har kun instrueret et par afsnit i denne første sæson. Heldigvis blev skuffelsen over dette hurtigt erstattet med begejstring. Med Servant har vi nemlig fået en særdeles gedigen, stemningsfuld, og ganske creepy gyser i serieformat.

Servant er ikke slået stort op, som eksempelvis den ellers fremragende The Haunting of Hill House. Afsnittene vare omkring 30 minutter, og der er tale om et jordbundet gys i intime rammer, som vinder på stemning, gysende flotte billeder, og fremragende skuespil. Hvis man er til effektmageri og jump scares, skal man lede andetsteds.

Kort fortalt handler Servant om det velstillede par Dorothy og Sean Turner, som hyre en barnepige til at passe en meget livagtig dukke. Der er tale om en erstatnings-dukke, som man har anskaffet sig, da Dorothy er i en form for psykose efter tabet af sit rigtige barn. Udover dette er der ikke nogen grund til at spoile mere, men der er på indlysende vis lagt op til gys og gru. På papiret lyder dette ikke synderligt originalt, men der er altså ikke tale om en ny Annabelle / ond dukkefilm, og heldigvis for det. Servant går i højere grad psykologisk til værks, og vi vikles på grundig vis ind i familien Turners spind af løgne, og så er der altså også noget mystisk med den barnepige (!)

Som nævnt er det en stemningsfuld serie, ikke mindst grundet den fermt eksekverede billed- og lydside, samt Turner-familiens fashionable og betragteligt store villa. Sidstnævnte en perfekt location for et intim-gys. Skuespillet er desuden i top. Lauren Ambrose (Six Feet Under) spiller Dorothy, og udtrykker en god blanding af skrøbelig mor og febrilsk karrierekvinde, og Toby Kebbell (Ser du månen, Daniel) som hendes eksperimenterende gourmetkok-mand (og klippe på slingrekurs), spiller også til UG. Det er dog Rupert Grint (Ron Weasley fra Harry Potter!) som gør størst indtryk. Han er sublim som Dorothy’s bror, en broget succesfuld fyr, som sammen med Sean Turner, prøver at holde sammen på hele maskerade-spillet.    

Så hvis man er til et flot og stemningsfuldt kvalitets-gys, et gys som tager sig tid, og ikke forfalder til billige jump scares og tvivlsomme effekter, er Servant som en våd drøm. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til den annoncerede sæson 2. 

Servant får 5 ud af 6
🔨🔨🔨 🔨🔨   

Seneste

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.

Festen

Farmand Helges fødselsdag starter dårligt, og slutter endnu værre i Thomas Vinterbergs mesterværk, Festen.

I’ll Be Gone in the Dark

I’ll Be Gone in the Dark er en medrivende historie om en kvinde og hendes utrættelige jagt på en af USA’s værste serieforbrydere. Samtidig er det også en rørende historie om at blive draget af mørket, og de konsekvenser det kan have (og i dette tilfælde fik).