Sandheden

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: La vérité. Instruktør: Hirokazu Koreeda. År: 2019. Genre: Drama. Biografpremiere: d. 8. oktober 2020.

“Man kan ikke stole på sine minder”



Den Guldpalme-vindende japanske instruktør Hirokazu Koreeda instruerer to af fransk films dygtigste skuespillere. Juliette Binoche og Cathrine Deneuve.
…. og Ethan Hawke.
Det er da godt, er det ikke?

Det er en blandet fornøjelse, at se Sandheden.
Skuespillet er vanvittigt godt, manuskriptet er temmelig klodset.

De første fem minutter er en tour de force i overbevisende skuespil. Cathrine Deneuve viser sit enorme talent, og er totalt overbevisende som feteret skuespiller, for hvem arrogance ikke er en ting, men en livsstil. Hun er et sted i sin karriere, hvor hun måske nok må erkende, at hendes prime ligger bag hende, og at yngre kræfter står på spring til at overtage hendes plads som altdominerende i fransk film.
Jeg må have lignet en idiot i biografen, for jeg sad med åben mund, og helt tomme øjne – jeg blev helt blæst væk.
Dernæst følger de første scener med Juliette Binoche. Jeg kan konstatere, at jeg har set alt for få film med de to skuespillere.
Deres spil som mor og datter med et anstrengt forhold, har mig fra start. De slår gnister som få andre.

Binoche spiller Lumir, der med sin mand, og deres datter vender hjem til Paris (fra USA) for at fejre udgivelsen af sin mors selvbiografi. Hendes amerikanske mand, Hank bliver spillet af altid gode Ethan Hawke. Her er han solid som sædvanlig, men han vader også lidt rundt i nogle velkendte klichéer. Der er nogle virkelig karikerede scener imellem ham og Clémentine Grenier, der spiller datteren Charlotte. Hendes præstation er til gengæld ikke en jeg husker tilbage på fremover. Det er altid lidt risikabelt at caste børn i vigtige roller. Det bliver desværre aldrig rigtig godt her i Sandheden. Sandt at sige, så hjælper manuskriptet dem heller ikke spor. Det vender jeg tilbage til.


I forbindelse med bogen, opdager Lumir, at hendes mor har pyntet gevaldigt på nogle centrale ting i sit liv. Bl.a. hendes rolle i Lumir´s barndom, som måske ikke stemmer overens med virkeligheden? Det er filmens store spørgsmål: Hvad er sandheden, og hvad er svigtende eller fortrængt hukommelse?

“Det tilgiver jeg dig aldrig”

Manuskriptet tager sig nogle store friheder flere gange. Mere end én gang går mor og datter fra at virke uforsonlige, til at græde og kramme i hinandens arme med et snuptag. Der mangler nogle mellemregninger. Andre steder bliver emner i deres interne forhold, samt episoder fra fortiden skyndsomt afsluttet, så du som seer sidder med en fornemmelse af en instruktør ramt af hastværk. Det er en ærgerlig ting i en film, der byder på så godt skuespil, og som gerne vil fortælle en rørende og varm historie.


Kogt helt ned, så er det som sagt en god film, der har mangler på manus-fronten, men som vinder på skuespil fra øverste hylde. Ja altså, man kan sagtens se den udelukkende pga. Cathrine Deneuve og Juliette Binoche. Det er sublimt det de præsterer.

Sandheden får 4/6: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.