Sandheden

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: La vérité. Instruktør: Hirokazu Koreeda. År: 2019. Genre: Drama. Biografpremiere: d. 8. oktober 2020.

“Man kan ikke stole på sine minder”



Den Guldpalme-vindende japanske instruktør Hirokazu Koreeda instruerer to af fransk films dygtigste skuespillere. Juliette Binoche og Cathrine Deneuve.
…. og Ethan Hawke.
Det er da godt, er det ikke?

Det er en blandet fornøjelse, at se Sandheden.
Skuespillet er vanvittigt godt, manuskriptet er temmelig klodset.

De første fem minutter er en tour de force i overbevisende skuespil. Cathrine Deneuve viser sit enorme talent, og er totalt overbevisende som feteret skuespiller, for hvem arrogance ikke er en ting, men en livsstil. Hun er et sted i sin karriere, hvor hun måske nok må erkende, at hendes prime ligger bag hende, og at yngre kræfter står på spring til at overtage hendes plads som altdominerende i fransk film.
Jeg må have lignet en idiot i biografen, for jeg sad med åben mund, og helt tomme øjne – jeg blev helt blæst væk.
Dernæst følger de første scener med Juliette Binoche. Jeg kan konstatere, at jeg har set alt for få film med de to skuespillere.
Deres spil som mor og datter med et anstrengt forhold, har mig fra start. De slår gnister som få andre.

Binoche spiller Lumir, der med sin mand, og deres datter vender hjem til Paris (fra USA) for at fejre udgivelsen af sin mors selvbiografi. Hendes amerikanske mand, Hank bliver spillet af altid gode Ethan Hawke. Her er han solid som sædvanlig, men han vader også lidt rundt i nogle velkendte klichéer. Der er nogle virkelig karikerede scener imellem ham og Clémentine Grenier, der spiller datteren Charlotte. Hendes præstation er til gengæld ikke en jeg husker tilbage på fremover. Det er altid lidt risikabelt at caste børn i vigtige roller. Det bliver desværre aldrig rigtig godt her i Sandheden. Sandt at sige, så hjælper manuskriptet dem heller ikke spor. Det vender jeg tilbage til.


I forbindelse med bogen, opdager Lumir, at hendes mor har pyntet gevaldigt på nogle centrale ting i sit liv. Bl.a. hendes rolle i Lumir´s barndom, som måske ikke stemmer overens med virkeligheden? Det er filmens store spørgsmål: Hvad er sandheden, og hvad er svigtende eller fortrængt hukommelse?

“Det tilgiver jeg dig aldrig”

Manuskriptet tager sig nogle store friheder flere gange. Mere end én gang går mor og datter fra at virke uforsonlige, til at græde og kramme i hinandens arme med et snuptag. Der mangler nogle mellemregninger. Andre steder bliver emner i deres interne forhold, samt episoder fra fortiden skyndsomt afsluttet, så du som seer sidder med en fornemmelse af en instruktør ramt af hastværk. Det er en ærgerlig ting i en film, der byder på så godt skuespil, og som gerne vil fortælle en rørende og varm historie.


Kogt helt ned, så er det som sagt en god film, der har mangler på manus-fronten, men som vinder på skuespil fra øverste hylde. Ja altså, man kan sagtens se den udelukkende pga. Cathrine Deneuve og Juliette Binoche. Det er sublimt det de præsterer.

Sandheden får 4/6: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer