Originaltitel: Rosemary’s Baby
Instruktør: Roman Polanski
År: 1968
Genre: Gys, Horror, Thriller
Kan købes på 4k ultra blu-ray
Da mareridtet endelig gav mening
Jeg ville gerne kunne bryste mig af at sige følgende: Da jeg så Rosemary’s Baby første gang, var jeg en lidt for nysgerrig teenager, der elskede gys.
Men det er noget værre vås. Jeg har fortalt mange mennesker gennem årene at jeg elskede gys, men det var egentlig det modsatte: jeg kunne ikke fordrage den genre.
Alligevel kastede jeg mig over en “såkaldt klassiker”, uden at vide helt, hvad jeg gik ind til. Og jeg må være ærlig: jeg forstod ikke filmen. Jeg ventede på, at der skulle ske noget voldsomt. Noget tydeligt uhyggeligt. En dæmon. Et chok. Men det kom aldrig – i hvert fald ikke sådan, som jeg dengang forstod uhygge. Jeg sad tilbage og tænkte: ”Var det virkelig dét, alle taler om?”
Pyh, tænkte jeg. Jeg slap med skrækken, uden mareridt. Og på en måde blev den film hurtig glemt igen.
Det tog mig næsten to årtier at vende tilbage til Rosemary’s Baby igen. Men denne gang var oplevelsen en helt anden. Pludselig så jeg ikke en kedelig, langsom gyser. Jeg så et intenst, psykologisk mareridt. Jeg så en kvindes verden smuldre omkring hende, mens alle – hendes mand, hendes læger, hendes naboer – roligt og venligt fortalte hende, at det hele bare var noget, hun forestillede sig.
Rosemary’s Baby handler på overfladen om satanisme og okkulte sammensværgelser – men i virkeligheden handler den om noget langt mere urovækkende: kontrol, gaslighting og isolation. Som voksen ser jeg nu, hvordan Rosemary gradvist bliver nægtet kontrol over sin egen krop og sit eget liv. Hun bliver reduceret til en funktion – en beholder – og jo mere hun råber op, jo mindre bliver hun lyttet til.
Det er dét, der gør filmen så skræmmende: at rædslen ikke ligger i blod og monstre, men i den helt stille måde, hvorpå Rosemary mister sin virkelighedsopfattelse. Og det bliver endnu værre af, at det hele foregår i rare omgivelser – midt i New York, omgivet af mennesker, der smiler og siger, at de bare vil hende det godt.
Roman Polanski instruerer med en isnende præcision. Kameraet dvæler, holder afstand, nægter at give os de forløsende chok, vi er vant til. Det tvinger os til at dele Rosemarys frustration og paranoia. Mia Farrow er intet mindre end fænomenal – skrøbelig og stærk på samme tid, og hendes fysiske forvandling undervejs i filmen gør næsten fysisk ondt at se på. Det er mærkeligt at tænke på, at den film jeg som teenager nærmest afskrev, i dag føles som en af de mest uhyggelige og tankevækkende, jeg har set. Måske er det netop dét, der gør Rosemary’s Baby til en klassiker: at den vokser med dig. At det, der som ung virkede mærkeligt og uforståeligt, pludselig bliver alt for genkendeligt.
Et isnende psykologisk mesterværk, som aldrig rigtigt slipper én igen. Når man først er klar til at tage hele oplevelsen ind…
Rosemary’s Baby får 5 ud af 6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
Billed- og lydkvalitet:
Det første, der springer i øjnene ved 4K-restaureringen, er hvor smuk filmen er. Farvepaletten er afdæmpet, næsten drømmende – og i 4K fremstår teksturerne i tapeter, tøj og ansigter mere levende end nogensinde. Restaureringen bevarer filmens grain og naturlige lys, men alt står mere klart: Mia Farrows skrøbelige ansigt, det dæmpede stearinlys, de støvede hjørner af lejligheden – alt det, der før måske var tåget på DVD og selv den ellers flotte, tidligere udgivelse på blu-ray, er nu krystalklart uden at miste autenticitet.
En stille ondskab, der hvisker dig i øret… Lyden er blevet nænsomt restaureret og præsenteres her i et rent mono-mix. Det er måske ikke bombastisk surround (som sagt: mono), men det passer perfekt til filmens stil. Det, du lægger mærke til, er ikke højlydte jump scares – men de små, snigende lyde: skridt ovenpå, hviskende stemmer gennem væggen, Guy, der mumler undskyldninger, og den evigt ildevarslende vuggevise.
