Originaltitel: Roma
Instruktør: Alfonso Cuarón
Produktionsår: 2018
Genre: Drama. Er udkommet på dvd.
Alfonso Cuarón’ personlige tilbageblik, blev et kæmpe hit på og udenfor Netflix. Den vandt stort set alle de priser, der virkelig er værd at vinde – inklusiv Oscaren for bedste udenlandske film.
Heldigvis er der ikke bare tale om hysterisk hype, som vi har set med f.eks. Hævnen og Ida de senere år. Jeg føler mig nødsaget til at sige, at de to film bestemt er værdige vindere, for de ER rigtig gode. Der var bare langt bedre film de to år, og specielt Ida blev hyldet – en af århundredets bedste film, og andre sådanne højtravende tituleringer.
Det er ikke en kritik af hverken Ida eller Hævnen, men derimod en fremhævning af andre film.
Tilbage til Roma.
Der var som sagt en massiv hype omkring denne film, og den var nærmest et fænomen inden den overhovedet havde premiere.
…og med god grund!
Der er tale om en film, der viser livet. Den viser det almindelige menneske i med- og modgang.
Ja det er der selvfølgelig mange film der gør, men Roma føles en tand mere autentisk, en tand mere ærlig end mange andre film, der handler om livet, og hvordan almindelige mennesker begår sig. Om det er pga. de relaterbare situationer karaktererne i løbet af filmen befinder sig i, eller om det er den sympativækkende Cleo, der må jeg sige, at jeg tror det er begge dele. Uden helt at ramme de samme højder som serie-mesterværket Six Feet Under, der også behandler livet på samme ærlige facon, så ligger Roma sig et sted lige under det niveau.
De smukke sider af livet vises, og det samme gør det grimme og hæslige. Det er ofte de samme mennesker, der både giver los for deres kærlighed, men også kan være nogle usympatiske møgdyr.
Jeg var selv en smule lunken, da jeg så den op til Oscarshowet sidste år. Jeg tænkte; sikke da en flot film, men hvad vil den egentlig mig? Hvad er det lige en så simpel historie fortjener al den ros for?
Jeg var ude i en gang Kejserens Nye Klæ’r.
Jeg så den ganske enkelt ikke for det den var, den ramte mig slet ikke.
Jeg var skuffet!
Nu har jeg så set den igen, og tiøren er sgu faldet for mig.
Vi befinder os i 1970’ernes Mexico City, og vi følger husholdersken Cleo i halvandet år, i hendes arbejde hos en overklassefamilie.
Hun er halvt indianer, det er de ikke.
Vi følger hende i dagligdagen hos familien. Hun er usikker pga. kvinders status, og ikke mindst hendes indianske rødder. Men hun er vellidt, flittig og meget sympatisk.
Hun er med på sidelinien, når familien forsøger at tackle diverse store og små problemer, og hun er den store støtte for moren, da der sker store forandringer for hende. Hendes naive tilgang til livet, gør hende værdsat som en ligefrem og ærlig person.
Cleo har også selv sine udfordringer i livet. Hendes oplevelser og relationer med mænd er en central del af historien, og vi ser med når forsøger at leve sit eget liv – på godt og ondt.
Udover at rumme en rigtig god historie, så giver filmen også et godt overordnet billede af 70’ernes samfundsstruktur i Mexico. Vi ser hvordan de forskellige samfundsklasser klarer livet, vi ser hvad køn betyder for ens muligheder – ligestilling var der ikke meget af, og vi ser de politiske omvæltninger i datidens Mellemamerika.
Alfonso Cuarón er tilbage på sporet igen, efter hans afstikker i outer space med den meget overvurderede og middelmådige Gravity.
Han er rigtig god når han maler med stor pensel ift. følelser og relationer, og tilføjer sit personlige præg. Der kommer virkelig gode film ud af det, ganske enkelt.
Jeg lægger mig fladt ned og hylder denne hamrende flotte film.
De sort/hvide billeder giver filmen ekstra lag og liv, og jeg må krybe til korset, og hylde den for det stykke kunst den er.
