Instruktør: Frelle Pedersen.
År: 2022.
Genre: drama.
Biografpremiere: 07/07/22.
Sorg og savn kan behandles og bearbejdes på så mange måder, så det nærmest kan siges at være forskelligt for person til person.
For nogle, kan det være længevarigt og noget hvor de vil kæmpe for at mindes tilbage på den savnede med glæde, fremfor sorg.
For andre, handler det om at komme videre og ikke kigge så meget tilbage, selvom det måske kan være en god idé.
Begge disse ting, handler Frelle Pedersens film, Resten af livet om.
Frelle Pedersen er en instruktør fra Aabenraa og på alle måder en fyr, som med stolthed viser at han er sønderjyde.
Frelle Pedersen debuterede med ungdomseventyret Hundeliv i 2016, som få til ingen så, men som dog ramte mig dybt i hjertet i dens skildring af en pige der søger lys, glæde og sin biologiske far i et trist liv i en meget lusket bodega.
Derefter fik Frelle Pedersen lidt større succes med filmen Onkel, som omhandler en ung pige der både skal passe hendes svage onkel og onklens gård, samtidig med at hun dog også har drømme om at genstarte hendes dyrelægestudie.
Resten af livet har på sin vis visse ting tilfælles med Onkel, i-og-med, at de begge foregår i Sønderjylland og begge udelukkende har sønderjyske skuespillere (som snakker med dejlig sønderjysk accent).
Resten af livet handler dog grundlæggende om en familie på 4 (faren ”Egon”, moren ”Maren”, datteren ”Line” og sønnen ”Tobias”), som egentlig har det ganske fint.
Line arbejder på et sted for stærkt handikappede børn og Egon & Tobias arbejder sammen med at sælge kaffebønner, imens Maren har et kontorarbejde.
Line besidder dog også et ønske om at blive gravid, men det er dog en hård og stærk kamp, for at blive klar til æggeløsning og derfor begynder Tobias og den resterende familie på, at tænke på at tage en lille tur til tivoli i hovedstaden, for enten at prøve den gamle rutsjebane eller kigge på de fine blomster.
Men pludseligt og uden varsel, dør Tobias og derfra handler den resterende film om hvert medlem af familiens måde på at bearbejde og behandle sorgen og sagnet.
Der er helt overordnet noget virkelig særligt over Frelle Pedersens måde at fortælle historier om mennesker på.
Dette blev særligt vist i Onkel og vises igen på smukkeste vis i Resten af livet.
Det særlige kommer ud af, ærligheden og ægtheden i skildring af mennesker.
Resten af livet er ikke en film med højt tempo, men snarer en film som tager sin tid og som gør dette, på virkelig smuk vis.
Dette ses bl.a. i scenen hvor familien mødes med en præst (tror jeg?), og sammen prøver at finde ud af, hvilken sang der skal synges til begravelsen. De går igennem flere muligheder, men bliver ved med at sige; Det er ikke den, indtil de til sidst finder det rette valg.
Dette ses også i flere scener, hvor vi ser Egon sidde ude i drivhuset, for sig selv og kigge på et billede af sønnen Tobias. Sommetider snakker Egon for sig selv, andre gange lytter til noget sønderjysk dansktop og nogle gange, sidder han blot og kigger på billedet af Tobias.
Dette er blot en lille brøkdel af alt det som Resten af livet viser, hvilket nemlig af reelle og ægte scenarier fra noget der sagtens kunne være rigtige mennesker.
Det er hjerteskærende, eftertænksomt, sommetider morsomt (på en dybt underfundig måde) og overordnet, virkelig ægte på en måde som jeg ikke kunne lade vær med at knuselske.
Skuespillet er også fantastisk og overordnet, spiller alle virkelig godt.
Nogle som dog særligt skal fremhæves, er særligt Jette Søndergaard i rollen som datteren Line. Jette Søndergaard portrætterer virkelig smukt en ung kvinde, der både elsker hendes familie virkelig højt (og gerne benytter muligheder til at bruge tid med sin far), men som samtidig kæmper hårdt for at blive gravid og håndtere presset på arbejdet, som sorgen giver hende.
Ole Sørensen er også fantastisk i rollen som Egon. Dette er særligt fordi, han virkelig smukt portrættere en mand der kæmper for at holde noget humør oppe og som ikke er bange for at vise sin sorg og sit savn over sønnen.
Mette Munk Plum skal også have stor ros for rollen som Maren og særligt fordi hun giver en meget kompleks præstation som en kvinde der kæmper for at holde sorgen tilbage og ikke dvæle for meget ved dødstabet, selvom det bliver svære og svære.
Noget som også skal have særlig ros, er filmens stilhed.
Resten af livet har nemlig meget lidt brug af musik, udover et stykke klassisk musik (hvor jeg ikke helt kan huske komponistens navn), dansktop på kassettebånd og lidt sang hist og her.
Ellers er der meget brug af stilhed og dette synes jeg i den grad er med til at give en stærk og mærkbar følelse af realisme og utallige øjeblikke, hvor hver følelse og hver stemning, virkelig kan trænge ind.
Alt i alt, står Frelle Pedersen som en af de største og bedste navne indenfor nye danske film og Resten af livet, er endnu et strålende bevis på dette.
Den er dybt hjertevarm, den er dybt hjerteskærende, den er virkelig rørende, den er virkelig eftertænksom, den er virkelig morsom og overordnet virkelig menneskelig på en måde som tilnærmelsesvis kun Frelle Pedersen, kan formidle det på film, herhjemme.
