Originaltitel: Renfield
Instruktør: Chris McKay
År: 2023
Genre: Komedie, action, gyser
Kan bl.a. streames på Blockbuster
Når vi snakker om skuespilleren Nicolas Cage og hans medvirken i gode film, plejer jeg at sige, at det er ligesom med skudår,- det er kun hvert fjerde år at det sker.
Det er selvfølgelig kun ment i sjov, men så er der også en gran af sandhed i det statement. Uden at støde nogen, har den 59-årige skuespillere kort sagt medvirket i en masse bras de sidste mange år. Jo jo, han var “the shit” tilbage i 90’erne (hænderne op for Con Air, The Rock og Leaving Las Vegas), og bestemt også i 00’erne og 10’erne (lad dem blive oppe for film som Adaptation, Kick-Ass og Joe) og så selvfølgelig forrige års forrygende, Pig, og sidste år metakomedie, The Unbearable Weight of Massive Talent.
Men, men, men. Vi taler her om en lang karriere i Hollywood på ca. 40 år, med hele 106 filmtitler på cv’et!
Han er heldigvis ikke uden humor, og som han beviste sidste år, i selskab med Pedro Pascal, hvor han spillede en karikeret udgave af sig selv. Nu er han tilbage i en film, også har godt med humor, nemlig i Chris McKays gyser-action-komedie, Renfield. Her spiller han selveste Dracula, som muligvis er et blodsugende monster, men værst af alt,- en narcissistisk nar, som manipulerer med andre, og som kun tænker på sig selv.
Det er faktisk så galt, så hans trofaste tjener og følgesvend, Renfield (spillet af Nicholas Hoult), har fået nok. Han går ugentlig i en støttegruppe, hvor han krænger sin sjæl ud, til de uvidende mennesker omkring ham, når han udtrykker sig negativt om sin chef. De ved jo ikke at han i virkelighed er et monster!
Men Renfield vil ikke finde sig i at blive manipuleret mere af den sleske blodsuger, Grev Draucla. Efter mere end hundrede år som hans stik-i-den-dreng og tro følgesvend, vil han ikke mere. Han vil have sit “almindelige”, dødelige liv tilbage, hvor han ikke æder insekter, for at være umenneskelig stærk og hvor han ikke skal bruge kræfterne til at slå ihjel for. Ja, det lyder…mærkeligt, I know. Men, det giver mening når man ser filmen.
Selvom tempoet er højt og spilletiden kun er omkring halvanden time, giver en voice-over løbende svar på eventuelle spørgsmål man kunne have undervejs. Her fortæller Renfield hvordan han og Draculas forhold har udviklet sig… til det værre.
Da Renfield så en helt almindelig aften sidder på en bar og prøver et lokalisere lidt “uskyldigt føde” til hans læremester (bad Greven om en bus fyldt med cheerleaders eller en masser nonner?!), dukker den lovlydige og rapkæftede politibetjent Quincy (spillet af Awkwafina) op. Pludselig deler de begge bøllebank ud til gangstersønnen, Teddy Lobo (Ben Schwartz) og hans bande og et nyt, umage makkerpar opstår. Selvom Quincy så senere opdager Renfields sande identitet, og ikke rigtigt stoler på ham, er hun tvunget til et samarbejde, da de sammen kan fælde Teddys mor, gangsterbossen (Shohreh Aghdashloo). Og så selvfølgelig mørkets fyrste, Dracula.
Renfield er et miksmaks af genrer blandet sammen, og forståeligt nok deler sådan en film vandene. Jeg gik ud af biografen og rystede på hovedet, men smilede samtidig fjoget. For Renfield er kort sagt for meget, men på den fede, energiske måde.
Det ene øjeblik er det med hovedpersonen Renfield i centrum, der med sin britiske accent, agerer som filmens sympatiske anker, selvom han må mange måde er lidt af et udueligt skvat. F.eks med en scene hvor han har shoppet nyt, farverigt tøj til hans nye, lille lejlighed, mens han sidder med hans nye selvhjælpsbog i hånden. Hyggeligt og roligt. Det næste øjeblik er det med Dracula eller en gangster i centrum, hvor folk bliver revet midt over, eller hvor indvoldene vælter ud af nogle parterede kroppe. Kontrasterne er i den grad store i Renfield-filmen, og det er selvfølgelig meget subjektivt, om det giver mening eller ej.
Selvom Awkwafinas Qincy-karakter til tider føles som et anmasende comic-relief, hvor hun bandende og svovlende, kæmper for retfærdighed, får hun alligevel en masse ud af den. Rollen repræsenterer nemlig også en masse sympatiske sider, og står til sidst sammen med Renfield mod gangsterne og Dracula.
Og ja, så er der selvfølgelig Dracula-karakteren, som man kan mærke a Nic fuckin’ Cage har en fest med at spille. Men ikke kun en fest for ham selv, men også for hans medspillere, men i den grad også for publikum. Hans måde at gå til rollen på, minder mest om Bela Lugosis stil, som spillede den første Dracula på film, tilbage i 1931. Både overgearet og en smule overspillet, men på en afbalanceret måde, hvor et snert af utilregnelighed rammer én som publikum. Hvad finder han mon på, og hvad vil han mon nu? Det er kort sagt skægt at være vidne til, og herligt at Cage har fundet sin egen tilgang til den ikoniske rolle.
Renfield er både komedie, action og splatter, og med trekløveret Hoult, Awkwafina og Cage får vi en overdrevet, overgearet og over-the-top-Dracula-fest, som alle er inviteret med til at deltage i.
Renfield får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
