Quo vadis Aida?

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Quo Vadis Aida?
Instruktør: Jasmila Zbanic
År: 2020
Genre: Drama/Krig

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

“I kan jo ikke alle være civile.
Hvem er det ellers vi har kæmpet imod hele krigen?”

Jeg så med stor fornøjelse (og lige dele gru) Instruktør Jasmila Zbanic’s tidligere film, Sarajevo, der som titlen antyder også omhandler krigen i Eks-Jugoslavien.

Dengang sad jeg også bænket i Øst For Paradis.

Det er en barsk sag, der primært foregår i efterkrigstiden dernede.

Her i Quo Vadis Aida? er vi rykket direkte ind i orkanens øje, og et af de mørkeste kapitler i europæisk historie siden Anden Verdenskrig.

Filmen bygger løst autentisk på den Bosnisk-Serbiske massakre på muslimske mænd og drenge i Srebrenica – 8314 i alt!

Det er ikke krig, det er 1-1 etnisk udrensning.

Jasmila Zbanic peger ikke fingre med sine film, men hun viser, hvad onde mennesker kan gøre. Det har intet med etnicitet at gøre, det er det enkelte individs handlinger, der bliver spiddet.

Det er en fantastisk bedrift, at skildre sådanne begivenheder med så stor ærlighed og indlevelse.

“Vi kører dem bare i sikkerhed”

Aida er bosnisk muslim, og tolk for de hollandske FN-tropper i den “sikre zone” i og omkring Srebrenica.

Hun får gennem sit job en viden om FN’s magtesløshed, og samtidige inkompetence.

Hun er med til møder med serbernes hærchef, General Ratko Mladic, og det bliver (for hende) klart, hvad der er under opsejling.

Hun forsøger at bringe sin mand, og sine to teenagesønner i sikkerhed, men hun må kæmpe imod bureaukrati af den allermest krakilske og stokkonservative slags.

Aida bliver spillet af den for mig ukendte skuespiller Jasna Djuricic.

Jeg må sige, at jeg meget sjældent har været ligeså imponeret og berørt af en skuespillers præstation, som den her.

Det er helt uhørt, at kunne spille følelser ud på den måde, som hun gør her i filmen. Man kan drage flere paralleller til Meryl Streep´s præstation i Sophie´s Choice.

Jasna Djuricic når samme niveau. Vi er deroppe, hvor man kan diskutere om det er skuespil eller ren kunst!

Det er svært ikke at drage de hollandske FN soldater til direkte ansvar. De virker til tider skvattede og ynkelige i deres fremtoning overfor serberne, og magtforholdet bliver helt tydeligt under et møde med General Mladic, hvor deres øverstbefalende ivrigt tænder en smøg for den brovtende, arrogante og svinske hærchef. Han er i bund og grund ligeglad med FN. Han ved godt, han lige der sidder med overhånden – og det ved de også…

Som sagt; det er svært ikke at dømme hollænderne, men det står også bare klart, at de bliver svigtet totalt oppefra. Alt hvad de bliver lovet af militær støtte – løfter de giver videre til bosnierne – bliver sløjfet. “Vi skal ikke optrappe noget” lyder det. De bliver syltet af inkompetente folk langt væk fra, men kun de betaler prisen.

Et verdenssamfund vender det blinde øje til.

Hen mod slutningen er der en scene med Aida bag hegnet på FN basen.

Hun kigger ud på de tusinde flygtninge, og hun har regnet ud, hvad Mladic har i sinde. Hendes blik er forstenet og siger mere end nogen ord kan gøre.

Den ene scene – det billede – er et af de allervigtigste i moderne filmhistorie.

Det fortæller alt om en omverden der svigtede med fatale konsekvenser.

Hvis bare verdenssamfundet kunne se, hvad hun så, og hvis bare de havde reageret med samme ildhu og omsorg, så kunne det måske være undgået?

Filmens allersidste scene er nærmest ligeså stærk.

Genkendelsens magt er ubestridelig.

Jasna Djuricic udtrykker igen en verden af indestængte følelser, alene med sit blik.

Vi runder af

Quo vadis Aida? er en uhyre stærk film, der tager livtag med et stort betændt sår i moderne europæisk historie.

Den fortæller en historie, og appellen er tydelig og klar:

Dette må ikke ske igen. Vi må ikke se passivt til endnu engang!

….hvilket desværre er præcis hvad vi gør andre steder i verden i disse år.

“Tag mine drenge med!
Tag i det mindste en af dem?”

Quo vadis Aida? får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.