Quo vadis Aida?

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Quo Vadis Aida?
Instruktør: Jasmila Zbanic
År: 2020
Genre: Drama/Krig

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

“I kan jo ikke alle være civile.
Hvem er det ellers vi har kæmpet imod hele krigen?”

Jeg så med stor fornøjelse (og lige dele gru) Instruktør Jasmila Zbanic’s tidligere film, Sarajevo, der som titlen antyder også omhandler krigen i Eks-Jugoslavien.

Dengang sad jeg også bænket i Øst For Paradis.

Det er en barsk sag, der primært foregår i efterkrigstiden dernede.

Her i Quo Vadis Aida? er vi rykket direkte ind i orkanens øje, og et af de mørkeste kapitler i europæisk historie siden Anden Verdenskrig.

Filmen bygger løst autentisk på den Bosnisk-Serbiske massakre på muslimske mænd og drenge i Srebrenica – 8314 i alt!

Det er ikke krig, det er 1-1 etnisk udrensning.

Jasmila Zbanic peger ikke fingre med sine film, men hun viser, hvad onde mennesker kan gøre. Det har intet med etnicitet at gøre, det er det enkelte individs handlinger, der bliver spiddet.

Det er en fantastisk bedrift, at skildre sådanne begivenheder med så stor ærlighed og indlevelse.

“Vi kører dem bare i sikkerhed”

Aida er bosnisk muslim, og tolk for de hollandske FN-tropper i den “sikre zone” i og omkring Srebrenica.

Hun får gennem sit job en viden om FN’s magtesløshed, og samtidige inkompetence.

Hun er med til møder med serbernes hærchef, General Ratko Mladic, og det bliver (for hende) klart, hvad der er under opsejling.

Hun forsøger at bringe sin mand, og sine to teenagesønner i sikkerhed, men hun må kæmpe imod bureaukrati af den allermest krakilske og stokkonservative slags.

Aida bliver spillet af den for mig ukendte skuespiller Jasna Djuricic.

Jeg må sige, at jeg meget sjældent har været ligeså imponeret og berørt af en skuespillers præstation, som den her.

Det er helt uhørt, at kunne spille følelser ud på den måde, som hun gør her i filmen. Man kan drage flere paralleller til Meryl Streep´s præstation i Sophie´s Choice.

Jasna Djuricic når samme niveau. Vi er deroppe, hvor man kan diskutere om det er skuespil eller ren kunst!

Det er svært ikke at drage de hollandske FN soldater til direkte ansvar. De virker til tider skvattede og ynkelige i deres fremtoning overfor serberne, og magtforholdet bliver helt tydeligt under et møde med General Mladic, hvor deres øverstbefalende ivrigt tænder en smøg for den brovtende, arrogante og svinske hærchef. Han er i bund og grund ligeglad med FN. Han ved godt, han lige der sidder med overhånden – og det ved de også…

Som sagt; det er svært ikke at dømme hollænderne, men det står også bare klart, at de bliver svigtet totalt oppefra. Alt hvad de bliver lovet af militær støtte – løfter de giver videre til bosnierne – bliver sløjfet. “Vi skal ikke optrappe noget” lyder det. De bliver syltet af inkompetente folk langt væk fra, men kun de betaler prisen.

Et verdenssamfund vender det blinde øje til.

Hen mod slutningen er der en scene med Aida bag hegnet på FN basen.

Hun kigger ud på de tusinde flygtninge, og hun har regnet ud, hvad Mladic har i sinde. Hendes blik er forstenet og siger mere end nogen ord kan gøre.

Den ene scene – det billede – er et af de allervigtigste i moderne filmhistorie.

Det fortæller alt om en omverden der svigtede med fatale konsekvenser.

Hvis bare verdenssamfundet kunne se, hvad hun så, og hvis bare de havde reageret med samme ildhu og omsorg, så kunne det måske være undgået?

Filmens allersidste scene er nærmest ligeså stærk.

Genkendelsens magt er ubestridelig.

Jasna Djuricic udtrykker igen en verden af indestængte følelser, alene med sit blik.

Vi runder af

Quo vadis Aida? er en uhyre stærk film, der tager livtag med et stort betændt sår i moderne europæisk historie.

Den fortæller en historie, og appellen er tydelig og klar:

Dette må ikke ske igen. Vi må ikke se passivt til endnu engang!

….hvilket desværre er præcis hvad vi gør andre steder i verden i disse år.

“Tag mine drenge med!
Tag i det mindste en af dem?”

Quo vadis Aida? får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!