Instruktør: Phil Lord & Christopher Miller
År: 2026
Genre: Science fiction, action, drama
Biografpremiere: 19. marts
Project Hail Mary er den sjældne type storfilm, som både føles enorm i skala og overraskende menneskelig i sit hjerte. På overfladen låner den fra universer, vi har besøgt mange gange før. Man mærker tydelige ekkoer af The Martian, Interstellar, Wall-E og endda First Man. Men det imponerende er, at filmen aldrig føles som en kopi. Den bruger velkendte byggesten til at skabe noget, der alligevel føles friskt, varmt og helt sit eget.
Noget af det mest tiltalende ved filmen er, at den tør læne sig ind i “hard science fiction”. Det er science fiction, der forsøger at stå på skuldrene af noget, der kunne føles virkeligt, og som tager sin videnskab alvorligt. Ikke på en tør eller tung måde, men på en måde, der gør problemløsning, nysgerrighed og logik spændende. Præcis som i The Martian bliver videnskaben en del af underholdningen. Filmen er fyldt med forklaringer, teorier og løsninger, men den begår aldrig den klassiske Hollywood-fejl at skære alting ud i pap. Den stoler på, at publikum godt kan følge med, og det er befriende. I en tid, hvor mange blockbusters næsten er bange for at virke for nørdede, er Project Hail Mary stolt af sin intelligens, og det klæder den.
Historien i sig selv er bygget op omkring en velkendt, men stærk struktur: den ufrivillige helt, som må vokse ind i en rolle, han aldrig selv ville have valgt. Ryan Goslings Ryland Grace er ikke den klassiske actionhelt eller den oplagte redningsmand. Han er nørdet, akavet, morsom, sårbar og meget mere menneskelig, end den slags hovedpersoner ofte får lov at være. Det er netop dét, der gør ham så let at holde af. Han føles ikke som en figur, der er født til at redde verden, men som et menneske, der meget modvilligt bliver tvunget til at bære et ansvar, ingen burde stå med alene.
Og her er Ryan Gosling ganske enkelt eminent. Han mestrer hele følelsesregisteret med en lethed, der gør Grace til en hovedperson, man ikke bare følger, men virkelig føler med. Gosling kan levere tør, underspillet humor i det ene øjeblik og ramme usikkerhed, desperation, sorg og varme i det næste, uden at det nogensinde føles påtaget. Han får Grace til at fremstå både som en videnskabelig nørd, en mand under ekstremt pres og et menneske, der hele tiden forsøger at finde en vej gennem noget umuligt. Det er en præstation med både charme, komisk timing og ægte følelsesmæssig tyngde.
Filmens mission kunne nemt være blevet så tung, at den mistede sin underholdningsværdi. Når jordens overlevelse hænger i en tynd tråd, er det let at drukne i alvor og dommedagsstemning. Men Project Hail Mary finder en imponerende balance mellem alvor og humor. Den har en legende energi, som minder om den særlige tone, man også har set i nogle af de bedste moderne eventyrfilm, hvor karaktererne får lov at være både sjove og sårbare, uden at historien mister vægt. Nogle gange er humoren lige ved at tippe over i noget lidt for fjollet eller lidt for “klumpe-dumpe hyl-hyl”, men filmen finder næsten altid balancen igen. Og det er netop det, der gør den så charmerende. Den bruger ikke humor til at flygte fra alvoren, men til at gøre den mere menneskelig.
Det bliver især tydeligt i filmens absolut stærkeste element: makkerskabet mellem Grace og den stenlignende alien Rocky. Det, der i andre hænder kunne være blevet en gimmick, bliver her til filmens bankende hjerte. Mødet mellem de to er både sjovt, mærkeligt, spændende og overraskende rørende. Måden, de langsomt lærer at kommunikere med hinanden på, er noget af det mest originale og underholdende, filmen har at byde på. Deres relation er bygget på nysgerrighed, tillid og et samarbejde, der hele tiden udvikler sig, efterhånden som de finder ud af, at de står med den samme umulige opgave: at redde hver deres verden.
Det er i samspillet mellem Gosling og Rocky, at filmen for alvor finder sin sjæl. Deres kemi er fantastisk, og det er netop dét, der løfter Project Hail Mary fra at være “bare” en vellykket science fiction-film til at være noget langt mere mindeværdigt. Det er svært ikke at blive grebet af deres venskab, fordi det føles så oprigtigt. Under alt det tekniske, kosmiske og videnskabelige gemmer der sig en fortælling om tillid, fællesskab og det smukke i, at to vidt forskellige væsener kan finde hinanden, når alt er på spil. Rocky er ikke bare en smart sci-fi-idé. Han bliver en karakter, man investerer sig følelsesmæssigt i.
Samtidig giver filmens flashbacks en vigtig følelsesmæssig forankring. Her møder vi projektlederen bag hele missionen, spillet af Sandra Hüller, som gør det rigtig godt i en rolle, der fungerer som filmens jordforbindelse. Hendes scener minder både Grace og os om, hvad der faktisk står på spil, og hvorfor missionen overhovedet findes. Hun tilfører historien en alvor og tyngde, der gør, at filmen aldrig bliver ren leg eller ren konceptfilm. Midt i alle de store idéer og de kosmiske perspektiver sørger hun for, at fortællingen stadig føles forbundet til noget menneskeligt og jordnært.
Og så fortjener instruktørduoen Phil Lord og Christopher Miller et stort skulderklap for den måde, de tydeligvis har insisteret på at gøre filmen så fysisk og håndgribelig som muligt. I en tid, hvor mange blockbusters drukner i sterile green screens og vægtløse CGI-kulisser, mærker man her en reel vilje til at lade universet føles bygget, beboet og levende. Det gør en kæmpe forskel. Der er en taktil kvalitet over filmen, som man virkelig kan mærke.
Det gælder ikke mindst Rocky, som efter sigende blev lavet som en fysisk dukke/puppet under optagelserne, så Ryan Gosling havde noget konkret at spille op imod. Og det kan mærkes. Rocky føles ikke som en tom digital effekt, der først er blevet “sat ind” bagefter. Han føles til stede. Levende. Virkelig. Det gør samspillet mellem de to endnu stærkere og er en stor del af forklaringen på, hvorfor deres relation fungerer så godt. Filmen bruger naturligvis visuelle effekter, men den gør det på den rigtige måde: som et redskab til at understøtte noget fysisk og menneskeligt, ikke til at erstatte det.
Project Hail Mary er derfor ikke bare endnu en flot rumfilm. Det er en blockbuster med hjerne, humor og hjerte. En film, der tør være både nørdet, morsom, rørende og storladen på samme tid. Den tager sin videnskab alvorligt, uden at blive tør. Den tager sine karakterer alvorligt, uden at blive tung. Og den tager sin mission alvorligt, uden at miste sin underholdningsværdi.
Det er sjældent, at en stor Hollywood-film føles så gennemført underholdende og samtidig så menneskelig.
Årets bedste og mest underholdende blockbuster.
Project Hail Mary får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
