Pot Au-Feu

Louis Bess

Louis Bess

Instruktør: Tran Anh Hung
År: 2023
Genre: Romantisk, Drama
Kan ses i biografen

Det var noget opsigtsvækkende da Pot au-Feu tidligere på året blev indstillet som Frankrigs Oscar kandidat over guldpalme-vinderen Anatomy of a Fall. Og det er nu heller ikke just fordi at det valg synes mindre opsigtsvækkende efter at Anatomy of a Fall, som mange nok er bekendte med endte med i stedet at blive nomineret til prisen for bedste film, hvorimod Pot au-Feu slet ikke endte med at få en eneste nominering. Om denne lidt mærkelige affære må skyldes en klar fejlbeslutning fra franskmændenes side eller om årsagen blot er den at Frankrig bare stod med to virkelig fremragende film på hånden er jo op til den enkelte seer at afgøre, men jeg kan efter at have været inde og se Pot au-Feu glædeligt indrømme at jeg klart må hælde til den sidste mulighed.

Pot au-Feu omhandler den passionerede kok Dodin(Benoît Magimel) og hans køkkenassistent Eugénie(Juliette Binoche). Og sammen med den overdådige mad, som må kunne få selv den mest mætte seers tænder til at løbe i vand, er det deres forhold som er det klare fokus i filmen.

Æstetikken i det ganske nydelige køkken og dets omkringliggende køkkenhaver er præget af en blød og varm naturlig belysning, der leder tankerne hen på romantikkens malerier, perioden hvor filmens handling også udspiller sig. Og det er som om at solen har været en betalt aktør, der gør sit bedste for at fremhæve dampen og røgen fra de sydende gryder, dette er med til at danne nogle særdeles fremragende tableauer samt danne et enormt behageligt og romantisk univers til hvori de to karakterers forhold kan udfolde sig.

Filmen igennem blev jeg grebet af at sidde og tænke tilbage til mine fransk-timer fra min skoletid, for at komme i tanke hvad det nu egentligt var det franske ord for ‘men’ nu er. Grunden til dette var, at gennem næsten samtlige af de i øvrigt enormt velskrevne dialoger mellem de to hovedkarakterer, sad jeg og regnede med at der ville komme et ‘men’. Og det bunder nok i at jeg med de film jeg er vant til at se er blevet opdraget med at før eller siden vil der komme en udtalt konflikt mellem karakterer. Men sådan en film er Pot au-Feu bare ikke. Her er konflikten langt mere subtil og underspillet, og som Dodin forklarer en yngre pige i filmens begyndelse i forbindelse med tilberedelsen af en suppe, så skal den have en bouillon til at give den en subtilitet og dybde. Dette bliver et symbol for filmen, der giver sig tid til at finde denne dybde mellem sine karakterer og ikke fremskynder den med konfrontatoriske konflikt-baserede replikker. For det synes jeg at Pot au-Feu fortjener ros, og en del af denne ros må i den grad også tilskrives de to hovedrolleindehavere; Benoît Magimel og Juliette Binoche. Især Binoche, som nok er mest kendt for Kieslowskis Rød, Hvid, Blå Trilogi og generelt synes at optræde i de fleste franske film der får premiere i de danske biografer, leverer en fuldstændig fremragende præstation i rollen som Eugénie. Hun har en evne til at balancere mellem det robuste og det skrøbelige i sin portrættering, som spiller rigtig fint sammen med Magimels mere impulsive og passionerede Dodin, som bliver filmens bankende hjerte. 

Forholdet mellem disse to karakterer, hvis liv centrerer sig om den mad, de begge på passioneret vis har dedikeret deres liv til, er i sandhed en fornøjelse at følge og man kan næsten ikke undgå at lade sig rive med følelsesmæssigt. Dette hjulpet på vej af den subtile tone og de enormt sanselige portrætteringer af madlavningens kunst og filmens naturlige smukke omgivelser. Trods den lidt besynderlige beslutning om ikke at vælge guldpalme-vinderen til dens nok fortjente indstilling kan man alligevel godt se hvilket sted franskmændene er kommet fra da de valgte Pot au-Feu. For det er en film der formår at binde det passionerede franske syn på madlavning som kunst sammen med et gribende forhold mellem to karakterer.

Pot Au-Feu får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.