Instruktør: Tran Anh Hung
År: 2023
Genre: Romantisk, Drama
Kan ses i biografen
Det var noget opsigtsvækkende da Pot au-Feu tidligere på året blev indstillet som Frankrigs Oscar kandidat over guldpalme-vinderen Anatomy of a Fall. Og det er nu heller ikke just fordi at det valg synes mindre opsigtsvækkende efter at Anatomy of a Fall, som mange nok er bekendte med endte med i stedet at blive nomineret til prisen for bedste film, hvorimod Pot au-Feu slet ikke endte med at få en eneste nominering. Om denne lidt mærkelige affære må skyldes en klar fejlbeslutning fra franskmændenes side eller om årsagen blot er den at Frankrig bare stod med to virkelig fremragende film på hånden er jo op til den enkelte seer at afgøre, men jeg kan efter at have været inde og se Pot au-Feu glædeligt indrømme at jeg klart må hælde til den sidste mulighed.
Pot au-Feu omhandler den passionerede kok Dodin(Benoît Magimel) og hans køkkenassistent Eugénie(Juliette Binoche). Og sammen med den overdådige mad, som må kunne få selv den mest mætte seers tænder til at løbe i vand, er det deres forhold som er det klare fokus i filmen.
Æstetikken i det ganske nydelige køkken og dets omkringliggende køkkenhaver er præget af en blød og varm naturlig belysning, der leder tankerne hen på romantikkens malerier, perioden hvor filmens handling også udspiller sig. Og det er som om at solen har været en betalt aktør, der gør sit bedste for at fremhæve dampen og røgen fra de sydende gryder, dette er med til at danne nogle særdeles fremragende tableauer samt danne et enormt behageligt og romantisk univers til hvori de to karakterers forhold kan udfolde sig.
Filmen igennem blev jeg grebet af at sidde og tænke tilbage til mine fransk-timer fra min skoletid, for at komme i tanke hvad det nu egentligt var det franske ord for ‘men’ nu er. Grunden til dette var, at gennem næsten samtlige af de i øvrigt enormt velskrevne dialoger mellem de to hovedkarakterer, sad jeg og regnede med at der ville komme et ‘men’. Og det bunder nok i at jeg med de film jeg er vant til at se er blevet opdraget med at før eller siden vil der komme en udtalt konflikt mellem karakterer. Men sådan en film er Pot au-Feu bare ikke. Her er konflikten langt mere subtil og underspillet, og som Dodin forklarer en yngre pige i filmens begyndelse i forbindelse med tilberedelsen af en suppe, så skal den have en bouillon til at give den en subtilitet og dybde. Dette bliver et symbol for filmen, der giver sig tid til at finde denne dybde mellem sine karakterer og ikke fremskynder den med konfrontatoriske konflikt-baserede replikker. For det synes jeg at Pot au-Feu fortjener ros, og en del af denne ros må i den grad også tilskrives de to hovedrolleindehavere; Benoît Magimel og Juliette Binoche. Især Binoche, som nok er mest kendt for Kieslowskis Rød, Hvid, Blå Trilogi og generelt synes at optræde i de fleste franske film der får premiere i de danske biografer, leverer en fuldstændig fremragende præstation i rollen som Eugénie. Hun har en evne til at balancere mellem det robuste og det skrøbelige i sin portrættering, som spiller rigtig fint sammen med Magimels mere impulsive og passionerede Dodin, som bliver filmens bankende hjerte.
Forholdet mellem disse to karakterer, hvis liv centrerer sig om den mad, de begge på passioneret vis har dedikeret deres liv til, er i sandhed en fornøjelse at følge og man kan næsten ikke undgå at lade sig rive med følelsesmæssigt. Dette hjulpet på vej af den subtile tone og de enormt sanselige portrætteringer af madlavningens kunst og filmens naturlige smukke omgivelser. Trods den lidt besynderlige beslutning om ikke at vælge guldpalme-vinderen til dens nok fortjente indstilling kan man alligevel godt se hvilket sted franskmændene er kommet fra da de valgte Pot au-Feu. For det er en film der formår at binde det passionerede franske syn på madlavning som kunst sammen med et gribende forhold mellem to karakterer.
