Pokémon: Detective Pikachu

René

René

Originaltitel: Pokémon: Detective Pikachu. Instruktør: Rob Letterman. År: 2019. Genre: Action/Komedie/Animation. Kan streames på Blockbuster.

Tænk hvis der fandtes pokémons i virkeligheden. Ja, altså de små, tuttenuttede væsener, bl.a. fra landeplagen for at par år siden (Pokémon GO-spillet) og ikke mindst, animations-serien, som i over tyve år har spyttet over 1000 episoder ud, samt oceaner af spillefilm.

Ja, det er egentligt lidt fjollet at tænke på. Men hvad nu hvis at pokémons levede, side om side, i storbyen sammen med menneskene.

Sådan er det i Ryme City hvor den unge Tim komme til. Han har bestemt ikke tænkt sig at fange en pokémon og gøre den til hans kæledyr eller rettere sagt, livsven. Nej, han skal blot til storbyen for at høre om hans forsvundne far, der formodes død. Men hans lig er aldrig blevet fundet. Og i farens lejlighed Tim hurtigt ud af at hans far sandsynligvis var på sporet af noget stort. Indtil hans forsvinden.

There’s something rotten i Ryme City.

Så dukker den gule, nuttede bamselignende Pikachu op, og underligt nok kan Tim forstå alt hvad den siger. Pikachu og Tim bliver hurtigt allierede og snart leger de selv detektiver og prøver at løse gåden om Tims forsvundne far.

“Pokémon Detective Pikachu” er en spøjs blanding mellem “Hvem Snørrede Roger Rabbit” (1988), “Zootropia” (2016) og “Chinatown” (1974). En underlig blanding mellem animation, film noir og komedie.

Ryan Reynolds (som lægger stemme til Pikachu) og Justice Smith (Tim) er det bedste ved filmen.

For det første er Reynolds’ komiske talent ikke til at skyde igennem, og selvom vi ikke oplever sarkasmen og ironien så tydeligt som han gør den i hans glansrolle, Deadpool, så har vi her med at gør en udmærket børnevenlig udgave. Altså en slags Deadpool for børn. Han er med til at give det gule pelsdyr med den zizlaggede hale kant og karakter.

For det andet er Justice Smith yderst troværdig som sårbar og usikker ung mand med daddy issues. Man kan som tilskuer mærke knuden i maven på ham og man har lyst til at følge ham om at løse mysteriet om hvad der skete med hans far.

Selvom vi i filmen har med at gøre et plot og et mysterium, som blæses op som det helt store, så føles det ikke med end et udmærket Ramasjang-mysterium for de mindste. Muligvis fordi at filmen både prøver at favne de mindste (alt bliver nemlig forklaret og skåret ud i pap i filmen), de lidt ældre (som selvfølgelig er pokémon-fans) og så selvfølgelig, de voksne.

Den sidste målgruppe vil sikkert (ligesom undertegnede), hygge sig moderat til filmen.

Men da rulleteksterne rullede hen over skærmen, sad jeg med et lille savn. Om noget lidt andet. Lidt ala det filmens trailer lovede. En værre gakgak-film, som turde tage (endnu) mere pis på Pokémon-universet. En film hvor Ryan Reynolds for alvor kunne udfolde sit komiske talent. Ligesom i Deadpool-filmene.

Den klart sjoveste scene i filmen er afhøringsscenen af pokémonen Mr. Mime. Han kan ikke tale. Kun mime.

Den scene skraldgrinede jeg til da jeg så traileren allerførste gang. Så sjov er den ikke anden gang. Det meste af filmen er nemlig lidt på samme måde. En film man smiler med på. Men heller ikke mere.

“Pokémon Detective Pikachu” vil helt sikkert skaffe flere fans til pokémon-fænomenet. For børn og barnlige sjæle vil blive beriget med en sød og charmerende historie om familie og venskab.

For alle de andre (og undertegnede) vil man mest af alt savne et drønspændende plot og ikke mindst, Ryan Reynolds som giver den max gas med spydige og sarkastiske kommentarer på et metaplan, ligesom Deadpool.

Pokémon Detective Pikachu får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!