Instruktør: Marjane Satrapi & Vincent Paronnaud
År: 2007
Genre: Animation, Drama, Biografi
Der er film, der rammer én, mens man ser dem, og så er der film, der langsomt synker ind bagefter og bliver siddende som en stille smerte i kroppen. Persepolis er for mig begge dele. Den rammer med det samme, men det er først, når rulleteksterne er forbi, at man for alvor mærker, hvor dybt den har sat sig.
Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm. Men intet havde forberedt mig på, hvor rørende, hvor blødende smuk og hvor hjerteskærende relevant den føles.
Filmen fortæller historien om Marjane, der vokser op i Iran under den islamiske revolution og de efterfølgende år med krig, censur og social kontrol. Men hvor man måske kunne frygte en tung og didaktisk fortælling, formår Persepolis noget langt mere sjældent; den gør det personligt. Den gør det levende. Den gør det menneskeligt.
Det er netop i dette spændingsfelt mellem det historiske og det intime, at filmen for alvor folder sig ud. For Persepolis er ikke bare en fortælling om Iran, det er en fortælling om at vokse op. Om at finde sig selv i en verden, der konstant forsøger at definere én. Om at miste sin uskyld, sin naivitet og i perioder måske også sig selv.
Det, der slog mig mest, er hvor enkelt filmen er fortalt og hvor meget den alligevel rummer. Den sort-hvide animationsstil er i sin kerne ret minimalistisk, men alligevel formår hvert billede at føles enormt præcist. Der er en næsten skrøbelig skønhed i tegningerne, som står i stærk kontrast til de begivenheder, de skildrer. Bombninger, undertrykkelse og tab bliver ikke udpenslet med voldsom realisme, men filtreret gennem et barns og senere en ung kvindes blik. Og det gør det kun desto mere rørende.
Der er en scene, hvor Marjane som barn forestiller sig sig selv som revolutionær helt, og en anden, hvor hun står alene i Europa, fremmedgjort og rodløs. To vidt forskellige øjeblikke, men begge rummer de den samme længsel efter at høre til. Det er i disse små, stille øjeblikke, at filmen virkelig rammer noget universelt.
Og så er der humoren. For midt i alt det tunge findes der en lethed, en varme, som gør karaktererne levende. Marjanes bedstemor, med sine tørre bemærkninger og sin kompromisløse integritet, står som et af filmens mest mindeværdige holdepunkter. Hun repræsenterer en form for menneskelig værdighed, der ikke kan undertrykkes, uanset hvor hårdt verden forsøger.
Det er denne balance, der gør Persepolis så bemærkelsesværdig. Den er aldrig entydigt tragisk, aldrig entydigt håbefuld. Den bevæger sig konstant mellem disse poler, præcis som livet selv. Og netop derfor føles den så ægte.
Men måske er det mest slående ved filmen dens relevans. Selvom den tager udgangspunkt i en specifik historisk kontekst, føles dens tematikker skræmmende aktuelle. Spørgsmål om identitet, frihed, kulturel tilhørsforhold og politisk undertrykkelse er ikke forsvundet, vel desværre tværtimod. Persepolis føles ikke som et tilbageblik, men som en påmindelse. En påmindelse om, at bag enhver politisk fortælling findes der mennesker. Børn, der vokser op. Familier, der forsøger at holde sammen. Individer, der kæmper for at bevare deres værdighed.
Kort sagt: Persepolis er en film, der formår at være både dybt personlig og universel på én og samme tid. Den er rørende uden at være sentimental, smuk uden at være poleret og hjerteskærende uden at miste sin varme. For mig står den som et af de klareste eksempler på, hvad filmmediet og måske især animationsmediet kan, når det tør fortælle de mest menneskelige historier med enkelhed og ærlighed.
