Instruktør: Wim Wenders
År: 2023.
Genre: drama.
Biografpremiere: 28/03
I det store spektrum som kaldes livet, er det sommetider (eller ofte) de mindste ting der gør den store forskel. Det kan enten være små ting som er tydelig for enhver, eller bitte små ting som de færreste lægger mærke til.
Sådan noget er dette, er noget som tyske Wim Wenders nyeste film, Perfect Days, særligt handler om.
Skønt Wim Wenders er 100% tysk, så er Perfect Days, dog 100% japansk og manuskriptet (som Wim Wenders også har været med til at skrive) er skrevet i samarbejde med Takuma Takasaki.
Hvad den handler om, kan skrives lyn hurtigt.
Hirayama er en ældre herre, som bor midt i Tokyo i en ganske lille lejlighed og som har et arbejde som består i at rengøre toiletter rundt om i Tokyo.
Dette lyder måske ikke som en drømmetilværelse for noget menneske, med Hirayama tager hver dag med et smil og udover at benytte sig meget af kassettebånd med gammel amerikansk rockmusik fra 60’erne og 70’erne, så nyder han de daglige rutiner som han måtte have og er overordnet taknemmelig for livet.
Dette er meget basalt det som Wim Wenders har lyst til at fortælle om og jo Perfect Days, er skam også en reference til Lou Reed-klassikeren, Perfect Day, som også høres på et tidspunkt i filmen.
Når det kommer til Wim Wenders, så kan han (når han er bedst) skabe nogen af de mest menneskelige, sympatiske og empatiske film der findes (filmen ”Paris, Texas”, er nok det bedste eksempel på dette) og med Perfect Days, er Wim Wenders, afgjort tilbage hvor han er allerbedst!
Som man nok allerede har regnet ud, så besidder Perfect Days, ikke som sådan nogen historie eller en bestemt plan for hvad Hirayama skal og må opnå i løbet af filmens 2 timer og 5 minutter.
Man følger han slet og ret bare i et stykke tid, indtil filmen selv finder det perfekt sted at stoppe rejsen.
Man kan afgjort mene hvad man vil om dette, men jeg havde afgjort intet imod dette og for mit vedkommende kunne jeg snildt have brugt 2 timer og 5 minutter mere, fordi Hirayama, er helt uden tøven, min personlige yndlings karakter som jeg har set i nogen film i år, indtil videre.
Det skal selvfølgelig også siges at hvis man tror at filmen er den rene harmoni og glæde hele vejen igennem, så er dette bestemt ikke tilfældet.
Wim Wenders ved nemlig godt at medgang ikke kan fungere og vises troværdigt uden modgang og der er skam også modgang, uden at jeg vil afsløre hvornår eller hvordan det forekommer.
Noget som jeg også vil nævne er at skønt filmen foregår i en af verdens største byer, så synes jeg faktisk at Wim Wenders formåede at gøre noget ret unikt her, ved lige netop ikke at få Tokyo til at virke som en kæmpe storby.
Jo, der ses skam glimt af store bygninger, men i-og-med at filmen fokusere på de små ting (og følger en mand der nyder de små ting), så er dette med til at skabe en enorm intimitet, som jeg overhovedet ikke kunne stå for.
For at komme til skuespillet, så kan det nævnes at Koji Yakusho som spiller rollen som Hirayama, vandt en pris ved sidste års Cannes-filmfestival (den mest prestigefyldte filmfestival, der findes) for den bedste skuespilpræstation givet af en mandlig skuespiller.
Hvorfor Koji Yakusho vandt denne pris, er tydeligt i hvert eneste sekund af denne film.
Fordi for mig når det kommer til de bedste skuespilpræstationer, så forekommer disse når skuespilleren fjerner sig selv fra rollen og i stedet for bliver til den rolle som de måtte portrættere og lige netop dette, opnår Koji Yakusho, til en ekstrem høj perfektion.
Rent film-teknisk, så er Perfect Days også ærlig talt, fuldkommen perfekt!
Kameraføring af Franz Lustig, skaber ren billedpoesi, i noget nær hver eneste scene og ja det gælder også scenerne hvor Hirayama renser toiletter, fordi ja for mit vedkommende kan der være stor skønhed i at være vidne til nogen der udføre et arbejde, som de er virkelig gode til.
Det kan også være scener hvor Hiryama bare stirre op mod himlen og smiler, hvilket er noget som han starter hver dag med (en lille detalje, som jeg knuselsker).
Filmens lyddesign er også ret få fænomenalt.
Ganske vist er der en drøm af et soundtrack (Lou Reed, Patti Smith, Van Morrison, The Kinks mm), men mellem alt dette, er der lyden af både byen og livet, såsom fugle der kvidre og dette er særligt noget som bl.a. Frank Kruse og Matthias Lempert er virkelig perfekte til at indkapsle gennem lyddesignet.
Ellers jamen, så er der ingen fingre at sætte på noget som helst her.
2024 er indtil videre et virkelig godt biograf-år og på nuværende tidspunkt er jeg ikke et eneste sekund i tvivl at indtil videre, er Perfect Days, den bedste film jeg har set i en biograf i år!
Det er hverdagspoesi af den mest poetiske og ægte måde, hvor intet føles sentimentalt eller som noget hvor pointen føles som noget der tvinges ind i hovedet på én. Nej, alt i filmen føles som ægte øjeblikker, som jeg nærmest føler mig heldig over at være vidne til.
Dernæst så udover Hirayama, så er filmen fyldt med karakterer som jeg knuselskede at være i selskab med og helt overodnet så er Perfect Days simpelthen menneskelig, sympatisk og empatisk filmkunst, når det er aller allerbedst!
Så ja, hvis man vil have tro på at livet og verden vi lever i fortsat kan være ok at være i, så er Perfect Days et absolut must at se i biografen!
