Jeg har en smule dårlig samvittighed.
Mens jeg sidder og skriver dette på min stationære computer, skuler hun til mig fra bogreolen. Altså, ikke selveste Karen Blixen, men flere af hendes litterære værker, som jeg aldrig har fået læst. Hvorfor jeg ikke har læst Den Afrikanske Farm og Syv Fantastiske Fortællinger, er egentlig mig stadig en gåde. Klassikere, som ellers bare bare venter på at berige mit liv med ord fra den anerkendte, både nationale og internationale, forfatter.
Efter at have set Bille August’ Pagten, har jeg virkelig fået lyst til mere af denne excentriske, geniale og nærmest farlige kvinde.
Filmen handler om en svækket Baronesse, Karen Blixen, som i 1940’erne vender hjem til Rungstedlund, efter mange år i Afrika. Kroppen er plaget af syfilis, og hendes livs kærlighed er død. Hun er et stort og anerkendt navn i både ind- og udland, men både krop og sjæl er plaget.
Hun hører om den unge, dygtige digter, Thorkild Bjørnvig, som efter signende virkelig kan skrive. Hun fortæller åbenlyst og ærligt ved deres første møde i hendes hjem, at hun aldrig har læst hans digtsamling, men at hun har hørt rosende ord fra andre om hans evner. Snart indgår de to forfattere en særlig aftale, hvor Blixen vil hjælpe den unge Bjørnvig med at lade talentet spire, og stå til rådighed, når end det passer ham, så længe at han stoler fuldt ud på hende.
De kalder dette pagten.
Snart efterlader den spirende, skrivelystne og starstruck digter hans kone, Grete, og lille dreng, Bo, for at flytte ind hos den aldrende stjerne, på sit enorme gods. For som hun på et tidspunkt spydigt og skarpt pointerer i filmen, kan han vel ikke citere et eneste digt med ordet “kone” i? Hun mener, at Bjørnvig må vælge ægteskabet og småborgerligheden fra, for at hengive sig fuldt ud til kunsten.
Selvom Bjørnvig får fred og ro til at fordybe sig i hans skriverier på Rungstedgård, er det med tvivl i hjertet, at han efter mange uger vil pakke kufferten igen, for at tage hjem til Grethe og Bo, til stor skuffelse for Baronessen. Men da han vender hjem, og starter hverdagen med familien, er det, som Grete pointerer, som om han aldrig er til stede. Han må og skal afsted til Rungstedgård igen.
Pagten stiller interessante spørgsmål, om man kan have høje ambitioner og hellige sig kunsten uden at gå på kompromis. Hvor meget man vil ofte for kunsten, så det ikke går ud over familielivet.
Simon Bennebjerg er i rollen som den unge digter, både bly og uskyldig som en gymnasieelev, og samtidig passioneret og dreven, så man mærker et menneske, der vil frem i verden. Det er en imponerende indsats han leverer, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til ham i danske produktioner. Men det er intet sammenlignet med Birthe Neumans tour de force-præstation, som Baronessen og forfatterikonet, Karen Blixen.
Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst er blevet draget af en så mesterlig præstation på det store lærred. Hun ER Karen Blixen. For hvert et løftet øjenbryn, for hvert et blik hun giver og hver en sætning, der kommer ud af hendes mund, er det forførende, nærmest eksotisk og samtidig fanden i voldsk. Et stort cadeau til Birthe Neuman for hendes bedste præstation til dato.
Desværre opnår filmen ikke at gøre bipersonerne, eller for den sags skyld, dramaet udenfor Rungstedlund synderligt interessant. Derfor mister filmen en smule af pusten, når filmens hovedpersoner, Blixen og Bjørnlvig, ikke er i fokus. Ærgerligt for en film, der går fra neglebiddende drama i verdensklasse, til en følelse af overvære nogle slettede scener fra DR-serien, Krøniken.
August’ film mister dog aldrig helt sit fokus, og kommer alligevel sikkert i mål, med en fængslende Neumann i front, der for altid vil blive husket for en præstation i særklasse.
Pagten får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
