One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Milos Forman.
År: 1975.
Genre: Drama.
Kan streames på: Apple TV+.

Hvad vil det sige at være normal fremfor anderledes og hvad vil det sige at være sindssyg fremfor rettænkende?

Dette er spørgsmål som der kan være mange grunde til at stille og en af grundene kunne være, Milos Formans filmatisering af Ken Keseys kultroman fra start 60’er, One Flew Over The Cuckoo’s Nest (på dansk Gøgereden).

En film der på alle måder står som en af de helt store Hollywood-klassikere fra 70’erne og som besidder en status der ikke er falmet, siden den udkom i 1975.

Filmens historie er kort fortalt, at den rebelske spradebasse Randle McMurphy er blev dømt for voldtægt på en 15årig (og har også flere tidligere domme for vold) og beslutter sig for at lade sig indsatte på et psykiatrisk hospital, fremfor fængslet, fordi McMurphy, tror at dette vil være nemmere at håndtere.

McMurphy bider dog hurtigt de ord i sig igen, da han indser hvad han skal til at være vidne til, hvilket så er en meget stram styret dagsorden som styres af oversygeplejersken Mildred Ratched, som vil have orden og struktur fremfor alt andet og hvis nogen prøver at ændre i dette, så vil der blive konsekvenser og de er ikke milde.

Det som McMurphy dog gør og hurtigt får i henseende at gøre, er at bryde status quo og samtidig komme ind på livet af de andre indsatte og se om de rent faktisk er sindssyge eller blot lidt anderledes end de andre.

Bogforlægget bag Gøgereden, fungerede som en kritik af psykiatrien og samtidig som en rejse ind i den menneskelige psyke, eftersom bogens forfattere, Ken Kesey selv tilbragte noget tid på et psykiatrisk hospital som nattevagt og ligeså deltog i et eksperiment om at prøve psykedeliske stoffer.

Hvor bogen bag Gøgereden dog skulle være en kende mere syret (jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har læst bogen), så sætter Milos Forman dog sit komplette fokus på den rene fortælling via McMurphy­-karakteren og den tid han tilbringer sammen med de indsatte og samtidig hans kamp mod sygeplejersken, Ratched.

Dette er med til at skabe en film som er ekstrem menneskelig og virkelig kompleks, da filmen egentlig aldrig vælger 100% side, i forhold til hvad der er rigtigt og fuldkommen forkert.

Ganske vist er Ratched umiddelbart, en ekstrem kølig person, men samtidig er hun dog også en person der går ind for komplet struktur i hverdagen (med medicin-tider og rundkredssnakke) og det er en struktur som de indsatte umiddelbart, ikke stiller spørgsmål ved, hvilket nok skyldes at de ikke har følt grund til det hidtil.

Dernæst er der McMurphy, som på sin vis fungere som personen der ser det hele udefra og som ser en mangel på frihed hos de indsatte, en mangel på variation og som derfor vælger at komme ind på livet af dem og åbne dem op for en anden måde at leve livet på.

Disse 2 ting er muligvis ikke noget som man ser ved første syn på Gøgereden, men det er dog på alle måder som blot er med til at vise hvor stor en film den egentlig er, i forhold til alle dens lag.

Milos Forman lykkedes på sin vis også at lave en perfekt form for fængselsfilm, da et stort element i filmen, bestemt også er hvordan de indsatte er lukket inde både psykisk og fysisk og begynder at drømme om et liv udenfor murerne og ude i virkelighedens verden, hvor de ikke er styret af Ratched og stram struktur.

Noget som også er virkelig brillant og som er en særlig kerne til denne films magi, er i særdeleshed skuespillet.

Jack Nicholson der spiller rollen som McMurphy, var mere eller mindre, en af de største skuespillere på dette tidspunkt, med hele 4 Oscar-nomineringer indenfor blot 5 år og hans præstation i Gøgereden, står afgjort som en af de bedste skuespilpræstationer i hele filmhistorien!

Jack Nicholson, spiller både rollen med en smittende og meget troværdig gavtyv-agtig-charme, samtidig med at han også besidder en virkelig vild og yderst autentisk intensitet og overordnet skildres McMurphy som en person der søger kontrol og frihed og dette skildres til perfektion af Jack Nicholson.

Louise Fletcher er også fænomenal og legendarisk i rollen som over sygeplejersken Ratched, da der ikke findes nogen anden skuespillerinde, da kunne skildre en så kold og stålfast person som hende, samtidig med at Louise Fletcher spiller hele rollen med en enorm rolighed som på sin vis både er skræmmende og noget som gør at man aldrig helt ved hvilken intentioner hun har.

Den resterende rollebesætning bestod (i sin tid), af mindre kendte skuespillere, for at gøre det hele mere troværdig at være vidne til og skønt jeg kunne fremhæve hver og en af dem, så kan jeg dog fortælle at de hver især, yder perfekte, troværdige, mindeværdige og vilde præstationer, på hver deres måde.

Noget som jeg også lige må fremhæve, er kameraarbejdet af Haksell Wexler, fordi det både er med til at skabe nogle virkelig stærke og uforglemmelige billeder og samtidig er med til at skildre noget om magtkampen, ved hjælp af diverse zooms på Louise Fletcher/Ratched.

Samtidig må jeg også fremhæve lyddesignet af bl.a. Pat Jackson, Mary McGlone og Mark Berger, fordi selvom der skam er underlægningsmusik, så besidder filmen dog også en stor mængde scener uden musik, hvor lyddesignet dermed virkelig er med til at forstærke filmens enorme intensitet.

Alt i alt, jamen så er Gøgereden i min top-3. over absolutte yndlingsfilm, grundet alt hvad jeg har opremset og meget mere, fordi få film kan få mig til at føle så mange følelser som denne og fordi få film er så ufatteligt perfekte i hvert eneste sekund som denne her.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

© Disney

Robin Hood

For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig.

Volver

Nicolai har denne gang anmeldt Pedro Almodóvars Volver, som er en smuk og rørende film, som perfekt balancere mellem humor og reel alvor og som virkelig godt fortæller en historie om både at forsvinde og vende tilbage til fortiden.

Barking Dogs Never Bite

Stærk debut fra den koreanske mester!
Sort humor, skæve karakterer, og et lille drys gys, danner ramme om en stærk film.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai har denne gang anmeldt en af de største og bedste film-klassikere nogensinde, om jagten på frihed i en lukket tilstand og spørgsmålet om hvem der er normal og hvem der er sindssyg.

The Lost City

Forudsigeligt, romantisk tjubang-eventyr? Who cares, for Bullock og Tatum er forrygende sammen på skattejagt i The Lost City, som er underholdende fra start til slut.

Nightmare Alley

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

C’mon C’mon

Andreas har set, hvad der meget muligt kan gå hen og blive årets film.
Skøn feel good og eftertænksomt drama i visuelle og lydmæssige klæder i mesterlig klasse. Du kan le, du kan græde, du kan bruge masser af tid på bare at tænke over filmen. Den vedkommer os alle.
Et meget smukt værk!