Originaltitel: One Battle After Another
Instruktør: Paul Thomas Anderson
År: 2025
Genre: Drama/Action/Kulsort humor
Biografpremiere: d. 25. september 2025
Paul Thomas Anderson har skabt et af sine mest ambitiøse og helstøbte værker med One Battle After Another. Med en spilletid på 161 minutter formår filmen at blande genrer og stemninger på en måde, der både føles som Soderberghs Traffic, som flere af Coen-brødrenes bedste film – og alligevel er umiskendeligt PTA. Det er en film, der spænder fra politisk satire til intens thriller, fra dybt rørende familiedrama til knastør humor, og den lykkes med alt, hvad den rører ved.
I centrum står Leonardo DiCaprio som Bob Ferguson, en tidligere revolutionær, der nu mest vader rundt i sin morgenkåbe som en slags Lebowski-klovn, ude af trit med den aktivisme, der engang definerede ham. Men bag den komiske facade er han først og fremmest far, og når datteren Willa kommer i fare, vågner noget i ham, som gør historien både dybt rørende og universel. DiCaprio leverer en af sine mest nuancerede præstationer i årevis: han er både klodset, morsom og tragisk, men også helt igennem menneskelig. Overfor ham står Sean Penn som hans gamle nemesis, Colonel Lockjaw. Penn spiller rollen med en vild blanding af maskulin karisma og pludselig brutalitet, der gør ham til en af de mest mindeværdige skurke i Andersons filmografi. Han viser spændvidde som skuespiller, ved at gøre karakteren komisk i flere helt geniale scener. Det er til tider hylemorsomt, men det bliver aldrig til gumpetung slapstick. Penn er ganske enkelt en for dygtig skuespiller, og kan dosere sit spil, så det ikke kammer over.
Unge Chase Infiniti imponerer som Willa, og hun bringer en frisk energi ind i fortællingen, som får far-datter-forholdet til at fremstå helt ægte.
Anderson har altid haft et unikt blik for menneskelig kompleksitet, og her rammer han en balance, der minder om Magnolia’s kalejdoskopiske menneskeportrætter blandet med den intense nerve fra There Will Be Blood. Ligesom i de to film lykkes det ham at forene det intime med det storslåede, så vi både er helt tæt på karakterernes indre liv og samtidig mærker historiens politiske og historiske vægt.
Kameraarbejdet er virtuost. Anderson og hans hold bruger billedsiden til at skabe en næsten fysisk oplevelse af virkeligheden. Især en lang bilscene hen mod slutningen, hvor kameraet bliver i bilen, mens verden udenfor ryster og vælter, føles så autentisk, at man næsten får køresyge. Den form for filmsprog viser, hvordan Anderson hele tiden lader form og indhold understøtte hinanden – billedet er ikke bare en ramme, men en medskaber af stemningen.
Musikken er endnu en styrke. Jonny Greenwood leverer endnu et eminent score, der både understøtter det politiske og det intime i fortællingen, men denne gang blander Anderson det med gamle soul-plader, som giver filmen en unik lydside. Meget lig en hvis Quentin Tarantino…
Det føles som en blanding af sjæl, smerte og modstand, hvor Greenwoods moderne, ofte urovækkende kompositioner smelter sammen med varme og slidte toner fra fortiden. Musikken bliver på den måde et bindeled mellem filmens politiske historie og dens menneskelige kerne.
One Battle After Another er en film, der griber fat i dig fra første scene og aldrig slipper. Den er sjov, rørende og underholdende, men også vedholdende og ægte, fordi den handler om mennesker, man faktisk gider at forholde sig til. Det er ikke bare endnu et kapitel i Andersons allerede imponerende filmografi – det er et værk, der kan måle sig med hans allerstørste præstationer og måske endda overgå dem. Hvor There Will Be Blood var monumental og Magnolia var følelsesmæssigt overvældende, så føles denne film som summen af alt, hvad PTA kan. Den er storslået i sit udsyn, men samtidig intim i sin fortælling.
Det her er en af de sjældne film, hvor man både griner, bliver rørt, mærker et sug i maven og sidder tilbage med følelsen af at have været vidne til noget ægte stort. Paul Thomas Anderson har skabt endnu et mesterværk, og One Battle After Another vil med al sandsynlighed blive husket som en milepæl i hans karriere.
Fra Magnolia til nyere værker som There Will Be Blood og Licorice Pizza har han vist sig som en filmskaber, der ikke er bange for at gå ind i de store temaer om ambition, magt, kærlighed og menneskelig skrøbelighed. Hans film er ofte karakterdrevne, visuelt ambitiøse og båret af et tydeligt ønske om at udforske, hvad det vil sige at være menneske i en kompleks verden.
Med One Battle After Another tager Anderson fat i et af sine mest politisk ladede projekter til dato. Filmen følger Bob Ferguson, spillet af Leonardo DiCaprio, en tidligere revolutionær, som efter mange år i skjul forsøger at finde ro og genopbygge en relation til sin datter, Willa. Fortiden lader ham dog ikke i fred. Da hans gamle fjende, Lockjaw, dukker op igen, trækkes Bob uundgåeligt tilbage i en kamp, han egentlig troede, han var færdig med. Historien flettes sammen af både nutid og flashbacks, som viser hvordan idealisme, tab og skyld har formet ham, og hvordan arrene fra en svunden tid, stadig præger næste generation.
Filmen er tematisk rig og sætter fokus på magtmisbrug, overvågning og retten til modstand, men den er samtidig også en fortælling om familie og ansvar. Anderson blander politisk thriller, action og familiedrama, og resultatet er både fascinerende og krævende.
Vi runder af
Sidst vi fik en ny film fra den amerikanske auteur, var det Liqourice Pizza, en coming of age fortælling. Denne gang, et actionmættet drama.
Du keder dig aldrig med Paul Thomas Anderson. Ej heller her i One Battle After Another, der til trods for sin spilletid på 2:41 timer, bare fanger i hvert eneste sekund.
Viva Paul Thomas!
Viva la revolución
One Battle After Another får 6/6:
🔨🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
