Instruktør: James Vanderbilt
År: 2025
Genre: Krig, drama
Kan købes på 4k ultra hd
Når man sætter en film på med titlen Nüremberg, forventer man næsten automatisk et klassisk retssalsdrama. Den type film, hvor argumenter og moralske dilemmaer flyver gennem retssalen, og hvor spændingen ligger i ord, beviser og retoriske sammenstød.
Derfor gik jeg også ind til filmen med en forventning om netop den slags fortælling. Men ret hurtigt viser det sig, at filmen egentlig er interesseret i noget lidt andet. Retssalen er der – men filmen bruger langt mere tid på det psykologiske spil udenfor den. Og det viser sig faktisk at være dens mest interessante side.
Filmens centrum er relationen mellem psykiateren Douglas Kelley og nazilederen Hermann Göring. Kelley får til opgave at evaluere naziledernes mentale tilstand før retssagen, og gennem deres samtaler opstår der et fascinerende – og til tider ubehageligt – psykologisk magtspil mellem de to mænd.
Göring forsøger konstant at manipulere og dominere rummet, mens Kelley prøver at forstå, hvordan et menneske kan retfærdiggøre handlinger, der i historiens lys fremstår ufatteligt brutale. Det er i de samtaler, filmen for alvor lever.
Noget af det mest spændende ved filmen er dens tematiske fokus. For i stedet for blot at fremstille nazisterne som monstre, handler filmen i høj grad om det moralske valg, de allierede stod overfor efter krigen. Skulle man bare hænge dem? Eller skulle man give dem en retfærdig rettergang – selv efter de forbrydelser, de havde begået?
Filmen kredser om ideen om, at civilisation netop viser sin styrke ved ikke at synke ned på samme niveau som den ondskab, den bekæmper. Ved at give de anklagede mulighed for at forsvare sig selv i en retssal, kunne verden senere se tilbage og sige: Vi gjorde det rigtigt.
Rent filmisk er Nüremberg også en ret klassisk Hollywood-produktion. Den er solidt håndværk, bygget i en fortælleskabelon, man har set før. Historien om psykiaterens møde med Göring er også blevet filmatiseret tidligere, så på den måde bevæger filmen sig ikke ind på helt nyt territorium.
Filmen er samtidig fyldt med stærke navne på rollelisten – blandt andre Rami Malek, Russell Crowe, Michael Shannon og Colin Hanks – og generelt leverer ensemblet solide præstationer. Malek har en intensitet og karisma, der fungerer godt i de psykologiske scener, selvom hans spil til tider balancerer lige på kanten af det lidt teatralske.
Russell Crowe er på sin side både interessant og en smule irriterende – måske helt bevidst – i sin portrættering af Göring. Hans accent kan virke en anelse forstyrrende indimellem, men samtidig taler han en del tysk i filmen, hvilket giver rollen en vis autenticitet.
Et interessant perspektiv opstår også, hvis man sammenligner filmen med den norske film Quisling’s Last Days. Tematisk bevæger de to film sig nemlig i mange af de samme spor: forsøget på at forstå – eller i hvert fald konfrontere – mennesker, der har stået midt i historiens mørkeste kapitler, og hvordan et samfund vælger at håndtere dem bagefter.
Hvor den norske film i højere grad lykkes med at komme helt tæt på karaktererne, føles Nüremberg en smule mere distanceret i sit portræt. Måske skyldes det blandt andet castingvalgene. Filmen er nemlig fyldt med store, velkendte skuespillere, og det er på én gang både en styrke og en lille udfordring.
Når man sidder og ser filmen, kan det nogle gange være svært helt at glemme, hvem der spiller rollerne. I stedet for udelukkende at se Hermann Göring, ser man også Russell Crowe. Og psykiateren Douglas Kelley er ikke bare en karakter – han er også Rami Malek, som mange stadig forbinder med sin Oscar‑vindende præstation i Bohemian Rhapsody.
Det er en klassisk Hollywood‑udfordring, når man samler en rolleliste fuld af store navne. De leverer solide præstationer, men deres kendte ansigter kan også trække en smule opmærksomhed væk fra illusionen om, at man ser virkelige historiske personer. Man kan derfor godt sidde med tanken om, hvorvidt portrættet af Göring måske havde føltes endnu mere autentisk, hvis rollen var blevet spillet af en tysk skuespiller.
Hvis man går ind til filmen i håbet om et klassisk retssalsdrama i stil med Twelve Angry Men eller A Few Good Men, vil man måske blive en smule overrasket. Nüremberg er simpelthen ikke den type film. Den er mere interesseret i psykologien bag menneskerne og den historiske situation end i de dramatiske konfrontationer i selve retssalen.
Konklusion
Nüremberg er måske ikke helt det retssalsdrama, man først forventer. I stedet er det en film, der bruger historien om Nürnbergprocesserne til at undersøge et psykologisk og moralsk opgør efter krigen.
Den er måske aldrig helt sublim eller fantastisk, men den er solid, velspillet og interessant i sine tematikker. Og selv om filmen ikke helt når op blandt de store klassikere inden for genren, ender den alligevel som en både underholdende og tankevækkende filmoplevelse – drevet af stærke skuespilpræstationer, spændende tematikker og en virkelig flot 4K‑udgivelse.
Nüremberg får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
Billede og lyd-kvalitet (4K UHD)
4K‑udgivelsen er til gengæld virkelig imponerende. Billedsiden er ganske enkelt fremragende og er uden tvivl det, der skinner mest igennem ved denne udgivelse. Filmen står ekstremt skarpt, og detaljegraden i ansigter, kostumer og scenografi kommer virkelig til sin ret i 4K.
Farvepaletten er relativt afdæmpet og historisk i sit udtryk, men HDR‑graderingen løfter billedet flot. Kontrasterne står stærkt, og især lyssætningen i de mange indendørsscener giver billedet en dybde, der virkelig klæder filmens alvorlige tone. Skyggerne er dybe uden at miste detaljer, og de lysere områder står klart uden at virke overeksponerede.
Det er måske ikke en udgivelse, der imponerer med spektakulære naturbilleder eller store actionsekvenser – men i stedet med ren billedkvalitet. Ansigter, teksturer og små visuelle detaljer fremstår knivskarpt, og samlet set er det en virkelig flot 4K‑præsentation.
Lydsiden er mere diskret, hvilket også giver god mening for en dialogdrevet film som denne. Dialogen står tydeligt og klart i centerkanalen, og musikken ligger flot og understøttende i baggrunden. Det er ikke en lydside, der forsøger at imponere med store effekter, men den fungerer præcist til filmens tone og fortælling.
Tak til SF Studios
