Instruktør: Justin Kurzel År: 2021
Genre: Drama
Biografpremiere: d. 7 april 2022
Justin Kurzel lavede i 2011 en af mine yndlings-thrillere, Snowtown. En film om Australiens “værste” seriemorder, den komplette galning, John Bunting.
Her i Nitram bevæger han sig til dels i samme farvand – det utilpassede og dybt ubehagelige menneske.
Nitram er desværre så autentisk som det kan blive. Den er udsprunget af den tragiske begivenhed, Port Arthur Massacre, hvor den unge Martin Bryant i et masseskyderi dræbte 35 mennesker, og sårede ligeså mange.
Justin Kurzel lægger med egne ord ikke op til en film, der gør dig glad og fro, men derimod en film, der liiige lægger en klam hånd på følelser og godt humør, og efterlader dig med en knude i maven.
Du går tænksomt fra biografen. En stor oplevelse rigere.
Den minder på mange måder om Erik Poppe’s, Utøya 22. Juli.
Den var modbydelig, men også skildret, så håbet kommer ind, og skaber en stærk og ubrydelig trodsreaktion hos publikum
Fantastisk i al sin ubeskrivelige gru.
“Han kommer snart tilbage. Ingen andre end os kan holde vores søn ud”
Filmen er et foruroligende indblik i et sygt og plaget menneske, der hverken evnede at sige fra, eller fik støtten til det. Det skal overhovedet ikke ses som en undskyldning, men derimod et forsøg på en forklaring for det ufattelige og modbydelige, der skete.
Filmen – og denne anmeldelse ligeså – skal også ses som en gigantisk sviner af den australske våbenlov. Et menneske som Nitram (Martin Bryant), der havde IQ som et stort barn, skulle jo aldrig have lov til at anskaffe sig våben, og han burde være taget under nogle sundhedsfagliges vinger, så hans gerninger måske kunne være undgået.
Menneskelig ondskab er så svær en størrelse, for der er altid et “men”. Sådan en gerning kommer ikke bare af sig selv, den udspringer af et eller andet svigt et sted i livet, eller “bare” et fuldstændig forkvaklet sind.
…. men gerninger som denne ER rendyrket ondskab! Det er dyrisk voldsomt, og uden skyggen af empati og menneskelig hensynstagen.
Nitram er et problembarn uden venner og socialt liv. Hans forældre prøver at rumme ham, men er enten for svage, trætte eller også lever de i fornægtelse.
Faderen (Anthony LaPaglia) er velmenende, men desværre lidt af et skvat. Hans forsøg på at trænge igennem til sin søn bliver ofte overfladiske og akavede, men han er som sagt velmenende – han vil ham gerne, men kan ikke.
Moren (en formidabel Judy Davis) er en lidt anden størrelse, men mindst ligeså velmenende. Hun skjuler sin magtesløshed bag en kold facade og fornægtelse. Hun prøver ihærdigt, men må som alle andre strække våben mod hendes søns væsen og væremåde.
Det er pinagtigt at bevidne deres fælles kamp for accept og forståelse, for de møder den ikke nogen steder, og alt handler om at “slukke ildebrande” efter Nitram…
Hans eneste pusterum i tilværelsen, kommer i form af den let excentriske enke, Helen, der tager ham ind, og accepterer ham for det menneske han er – upåagtet andres meninger.
En tragisk hændelse sætter dog en stopper for “harmonien”. En hændelse, der viser, at Nitram trods alt rummer følelser…
Det er svært at finde lyspunkter her i filmen. Der er ikke de der små åndehuller, hvor du som seer lige kan trække vejret normalt. Det er en barsk film, og jeg synes det er fantastisk, at sen går linen ud, og ikke lefler for sit publikum.
Vi runder af
Jeg gik ind i biografen med en knude i maven, og kom ud med en endnu større efterfølgende.
Til trods for, at du af etiske årsager – ligesom i Utøya 22. Juli – stort set ikke ser selve massakren, så er det her faktisk markant værre. Her er vi igen fuldstændig magtesløse, vi kan intet gøre. Vi kan ikke analysere os frem til andre handlingsmønstre: “gør sådan i stedet for”, “hvorfor gør du ikke sådan?”.
Der er ingen flugtveje fra den uundgåelige katastrofe. Vi kan blot sidde og se passivt til, imens katastrofen tager form.
Filmen indeholder en af de mest intense scener jeg til dato har set på film.
En gut, der hugger et glas frugtsalat i sig, that’s it!
Det lyder ikke af meget, men se nu bare!
….og en af de ti bedste skuespilpræstationer jeg nogensinde har set.
Caleb Landry Jones er så vild!!
Jeg mangler sgu lidt ord til at beskrive den præstation. Sublimt, skræmmende, fabelagtigt.
