Originaltitel: Ninjababy
Instruktør: Yngvild Sve Flikke
År: 2021
Genre: Drama/Komedie
Hvis du er med filmens hovedperson, så er du med filmen.
Jeg er altid rolig, når jeg skal se noget norsk. Hvadenten det er film eller serie, så formår de ofte at få noget kvalitet ud af produktet… Der er en stolt, men desværre – i resten af verden – lidt overset filmtradition i Norge, og det kan en film som Ninjababy være med til at gøre op med. Den er rigtig norsk.
Den er charmerende, fræk og forførende, og den rummer et stærkt drama.
Den er et godt bevis på, at et drama sagtens kan være et drama, til trods for lidt komiske undertoner. Livet er for de fleste af os heller ikke sort/hvidt. Det rummer både glæde og sorg.
Dette er noget filmens hovedkarakter kender til.
Tilbage til anmeldelsens første sætning:
“Hvis du er med filmens hovedperson, så er du med filmen”
Ninjababy vinder stort på hovedrolleindehaver, Kristine Kujath Thorp’s sublime skuespil.
Vi er med hende fra første frame i filmen. Hun spiller Rakel, en ung pige i Oslo, der bruger sit liv på fester, engangsknald og sine venner. Da hun ved et tilfælde finder ud af hun er gravid, er hun allerede i sjette måned! Abort er udelukket, selvom hun ihærdigt taler sin sag. Et andet problem melder sig så: Hvem er faren til det kommende barn? Er det den sympatiske, kærlige aikidoinstruktør, Mos, der lugter (godt?) af smør, og kan et par tricks i sengen, eller er det den selvfede kneppekonge Pikkjesus – han hedder vist Are, men det er sagen uvedkommende – der et sted gemmer på en empatisk og ansvarsfuld ung mand?
Hvad skal der ske med hende og barnet, og hvad med mændene i hendes liv?
Filmen bruger flere steder korte animerede klip, til at understrege en pointe. På den måde bliver alvorlige emner også understøttet på en komisk måde. Det er et effektivt greb om mediet, der giver ekstra kant og charme.
Slutningen er hyggelig og ganske sød, men den trækker desværre lidt ned i mit samlede indtryk af filmen. Ikke meget, men nok til, at det skal med her…
Rakel: “Du kan bare tage barnet”
Pikkjesus: “Okay”
Derefter klippes der tre år frem til en øde gård et sted langt pokker i vold. Jeg mangler nogle mellemregninger, og jeg mangler lidt mere tålmodighed flere steder i filmen. Historien er jo simpelthen skøn, og filmen ville sagtens kunne bære, at være et kvarter længere, så enkelte scener deri ikke skulle drønes igennem.
Når det er sagt, så er der dog ingen tvivl om, at det er en rigtig god film vi har med at gøre. De få irritationsmomenter rykker ikke på det, men de gør, at filmens samlede karakter ikke kommer helt op og ringe – for mig.
