Nawals Hemmelighed anmeldelse

René

René

af Andreas Nørgaard

Originaltitel: Incendies. Produktionsår: 2010. Instruktør: Denis Villeneuve 

Kan bl.a. streames via Filmstriben

Denis Vileneuve, fra før han blev allemandseje, og det nye sort i filmverdenen.

Han har kun lavet rigtig gode film, og det der er bedre.
Han har virkelig styr på sit håndværk, og om han tager livtag med store produktioner som Blade Runner 2049 og Arrival, eller små film som f.eks. denne her, og Enemy, så formår han at være original og relevant. Han mestrer kunsten at forene egne visioner med en eminent historiefortælling.

Nå men nu til filmen.

Nawals Hemnelighed viser religiøs fanatisme når det er allerværst.
Den viser ondskabens hæslige fjæs, og den viser det menneskelige breaking point.
Hvor meget kan et menneske holde ud, hvor meget kan et menneske rumme før det siger stop?
Nogle dele af det menneskelige sind kan ikke undertrykkes, nogle mennesker kan ikke undertrykkes og kues.
Filmens hovedperson Nawal må gå grueligt meget igennem, og ofre både samvittighed, uskyld og forstand på sin vej mod det hun søger.
Hvad det er må vi vente med at få vished om indtil den isnende slutning – det er grumt.
Det er så absolut ikke en lårklasker, men derimod en led satan, der hager sig fast i sindet, og bli’r siddende i lang tid efter.
Smuk og grum på en og samme tid.

Her i Nawals Hemmelighed træder Vileneuve virkelig i karakter som historiefortæller.
To voksne menneskers søgen efter deres mors skæbne, bringer dem ind i en verden de ikke kender til.
De er nysgerrige, men jo mere de får at vide, jo mere skræmte og forfærdede bli’r de.
Sandheden er som skrevet helt ubærlig, og filmens afgørende twist stikker kniven det sidste stykke ind.

Dette er efter min mening Vileneuve’ bedste film, og det siger altså ikke så lidt – manden er buldret frem i filmverdenen, og har fra start med Maelström og Polytechnique vist, at han mestrer de små og simpelt knugende film. Film der fortæller tragiske historier, men som bestemt også tør stå ved dem, og gå linen ud, og fortælle dem til ende. Vileneuve lefler ikke for sit publikum. Han laver sine film, som han vil have dem, no matter what. Det er som regel barske sager han disker op med, men hvadenten de omhandler et skoleskyderi, selvmord, en fjern fremtidsvision, brutal jagt på narkokarteller, incestuøse familieforhold, eller personlighedsforstyrrede mennesker, så har han edderhyleme styr på tingene.
Denis Vileneuve er helt ekstremt dygtig til sit håndværk.

Med Nawals Hemmelighed har han skabt en af mine personlige yndlingsfilm. Den rammer hårdt hver gang, men der er så mange fantastiske scener heri, at jeg – til trods for indholdet – bare sluger det råt.
Min største anbefaling herfra. 

Nawals Hemmelighed får 6 ud af 6 hamre: 

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.