Mowgli anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Gollum aka. Andy Serkis har styr på sine karakterer, men de animerede dyr er ikke altid kønne at se på i ny Netflix-satsning.

Mowgli kan streames på Netflix

Du er slet ikke forkert på den hvis du tænker at det ikke er mange år siden vi sidst fik en Junglebogen-fortælling på film.

i 2016 genoplivede instruktør (og skuespiller) Jon Favreau Kiplings jungleunivers i en flot live-action-version.

Den var ikke perfekt, men til gengæld stemningsrig. Lidt for sød, men flot og fint fortalt.

Nu er instruktør (og skuespiller) Gollum, øhh.. Andy Serkis, på banen med hans version af Junglebogen. Eller rettere sagt, en fortælling om drengen der vokser op blandt ulve, Mowgli.

Dette er hans historie.

Vi er helt væk fra det tuttenuttede som i Disney-versionen. Selv sangene, som var til stede i 2016-udgaven, er væk i denne jungle-flick.

Det er Junglebogen med et mørkt twist. Bestemt ikke for børn og barnlige sjæle. Selv den charmerende bamsebjørn Baloo (Serkis’ lægger stemme til), er i denne udgave i stedet en gnaven og alvorlig skikkelse som træner ulvene i at blive dygtige jægere.

Panteren Bagheera (eminent stemmearbejde af Christian Bale) er bekymret for Mowglis fremtid i junglen. Han er ikke mere den lille, søde pusling han fandt i junglens buskadser, efter at tigeren Shere Khan havde dræbte hans forældre.

Han sætter spørgsmålet om Mowgli vil vokse op og forsvare dem, eller ende op som deres fjende. Han er jo på vej til at blive en voksen mand.

En spændende problematik som kører som en rød tråd gennem hele fortællingen.

Selvom Mowgli har et brændende ønske om at blive en del af ulveflokken og egentlig bare høre til, ender han i stedet i menneskelandsbyen. Her finder han ud af hvordan menneskene lever. På godt og ondt.

Her føler han sig sjovt nok som et vildt dyr, men hurtigt finder han ud af hvordan man menneskene lever deres liv.

Serkis har et særligt fokus på karakterudviklingen i sine figurer i historien og det er det største plus i filmen. Rohan Chand som spiller Mowgli er et fund. Han er yderst troværdig som den splittede jungledreng. Lige dele sårbar og stærk. En fantastisk præstation.

Stemmearbejdet til de mange animerede dyr er ligeledes enestående, selvom denne anmelder ikke kunne tænke på andet end Dragen Smaug fra Hobitten 2, da han hørte Benedict Cumberbatch’ stemme til tigeren Shere Khan.

Det trækker dog lidt ned i helhedsindtrykket at ikke al CGI i filmen er lige kønt at se på. Dyrene i filmen virker simpelthen for over-animerede. 2016-udgaven faktisk virker flottere sammenlignet med. Dog er billederne af den frodige jungle gudesmukke og en fryd for øjet og de ligner eksotiske postkort fra et rejsekatalog.

Filmen mister hen af slutningen sit fokus på fortællingen og skøjter lidt for hurtigt over flere væsentlige ting. Det er brandærgerligt, for det er rigeligt kød på historien til en endnu længere film. Eller måske en mini-serie.

Men det ændrer dog ikke ved at Andy Serkis har kreeret en fin fortælling om the mancup who wanted to be a wolf til alle dem der synes at 2016-versionen var for cute.

Mowgli får 4 ud af 6 hamre:            🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!