Mile 22 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Verdens største doucheback spænder ben for en film som kunne være blevet fantastisk. I stedet ender den som udmærket tømmermændsaction. 

Mile 22 kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo.

Kender du typen der med alt for meget testosteron pumpende i kroppen og manglende situationsfornemmelse indtager et rum med dont-give-a-fuck-attituden, store armbevægelser, råben og skrigen, og spillen med musklerne, som egentlig bare er pisse hamrende irriterende?

Sådan en type er Peter Bergs seneste actionfilm “Mile 22”.

Instruktøren, der måske bedst er kendt for hans sænke slagskibe-film “Battleship” fra 2012, har nu for 4. gang lavet en yderst patriotisk film som hylder USA og dets helte. Helte findes i mange støbninger. Den amerikanske elite-enhed Overwatch er heltene i “Mile 22” og deres indsatsleder hedder James Silva (Mark Wahlbergs 4. samarbejde med Berg). Overwatch skal redde Li Noor (Iku Uwais) som arbejder for en efterretningstjneste i Sydøstasien. Han kan få asyl i USA, hvis han hjælper dem med informationer om en stor mængde radioaktivt Cæsium-139.

Overwatch skal transportere ham, 22 mil, gennem skumle gader i Sydøstasien. Og så går der ellers action-krigs-smadder i den!

Det der kunne være endt som en fantastisk fed film, ender desværre bare som en ligegyldig tømmermændsfilm.

Bevares, for actionscenerne (dem er der mange af) er ganske fede. Der er sindsygt mange skudscener, hvor mænd bli’r pløkket i smadder og hvor blodet sprøjter. Og der er slåskampscener, bl.a. med Li Noor (Uwais) i centrum hvor han deler alvorlige ørenfigner ud! Iku Uwais fik sit helt store gennembrud med de mesterlige The Raid 1 og 2, hvor nærkampene ligner kunstværker på Aros. Det er simpelthen bare ren klasse at se den mand dele håndmadder og cirkelspark ud til højre og venstre!

Men i “Mile 22” bliver der hurtigt klippet mellem scenerne, og det virker ofte grynet og dokumentaristisk, så man aldrig for alvor bliver imponeret af al volden. Det går så stærkt, så man aldrig rigtigt når at nyde al den action. I stedet ender det bare som larm som foregår på det store lærred. Det er synd som ind i helvede, for det kunne have været så godt!

Men action og slå-på-tæven-scenerne og dets manglende æstetik, er ikke films største akilleshæl: det er Mark Wahlbergs karakter, David Silva.

Aldrig har Wahlberg spillet et mere usympatisk røvhul, og der er intet, INTET godt at sige om ham. Jo, lige bortset fra at han er god til at svine alt. Og jeg mener virkelig alt og alle! 

Han råber, skriger, sviner, grynter, surmuler og slås sig gennem hele filmen, mens han bruger sit lille, gule eleastikarmbånd til at prøve at berolige sig med (han trækker det lidt tilbage og giver slip). Men lige meget hjælper det: han er og bliver en arrogant, usympatisk nar gennem hele filmen.

Muligvis kan han sit kram som leder at sit team, men noget helstøbt mennesker er han sateme ikke!

Det er måske med vilje, men det trækker aldeles ned, når man egentlig blot ønsker at filmens hovedperson gerne må skride i svinget halvvejs gennem filmen. 

Så er det lige meget om hans tætte agent-kollega, Alice Kerr (Lauren Cohan) virker mere sympatisk og menneskelig via hendes åbne frustationer over manglende tid med sin datter, når den minus socialt anlagte og ustabile Silva ødelægger alt på sin vej.

Hvis der var brugt meget mere tid på en sympatisk hovedperson, ikke så hurtigt klippede scener og mere til Iku Uwais, kunne “Mile 22” måske være endt som en fantastisk krigsfilm.

I stedet ender vi med en helvedes insisterende, ucharmerende og irriterende brøleabe, som drøner derudaf med 180 kilometer i timen. Underholdnede, men hurtig glemt. 

Mile 22 får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…