Mile 22 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Verdens største doucheback spænder ben for en film som kunne være blevet fantastisk. I stedet ender den som udmærket tømmermændsaction. 

Mile 22 kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo.

Kender du typen der med alt for meget testosteron pumpende i kroppen og manglende situationsfornemmelse indtager et rum med dont-give-a-fuck-attituden, store armbevægelser, råben og skrigen, og spillen med musklerne, som egentlig bare er pisse hamrende irriterende?

Sådan en type er Peter Bergs seneste actionfilm “Mile 22”.

Instruktøren, der måske bedst er kendt for hans sænke slagskibe-film “Battleship” fra 2012, har nu for 4. gang lavet en yderst patriotisk film som hylder USA og dets helte. Helte findes i mange støbninger. Den amerikanske elite-enhed Overwatch er heltene i “Mile 22” og deres indsatsleder hedder James Silva (Mark Wahlbergs 4. samarbejde med Berg). Overwatch skal redde Li Noor (Iku Uwais) som arbejder for en efterretningstjneste i Sydøstasien. Han kan få asyl i USA, hvis han hjælper dem med informationer om en stor mængde radioaktivt Cæsium-139.

Overwatch skal transportere ham, 22 mil, gennem skumle gader i Sydøstasien. Og så går der ellers action-krigs-smadder i den!

Det der kunne være endt som en fantastisk fed film, ender desværre bare som en ligegyldig tømmermændsfilm.

Bevares, for actionscenerne (dem er der mange af) er ganske fede. Der er sindsygt mange skudscener, hvor mænd bli’r pløkket i smadder og hvor blodet sprøjter. Og der er slåskampscener, bl.a. med Li Noor (Uwais) i centrum hvor han deler alvorlige ørenfigner ud! Iku Uwais fik sit helt store gennembrud med de mesterlige The Raid 1 og 2, hvor nærkampene ligner kunstværker på Aros. Det er simpelthen bare ren klasse at se den mand dele håndmadder og cirkelspark ud til højre og venstre!

Men i “Mile 22” bliver der hurtigt klippet mellem scenerne, og det virker ofte grynet og dokumentaristisk, så man aldrig for alvor bliver imponeret af al volden. Det går så stærkt, så man aldrig rigtigt når at nyde al den action. I stedet ender det bare som larm som foregår på det store lærred. Det er synd som ind i helvede, for det kunne have været så godt!

Men action og slå-på-tæven-scenerne og dets manglende æstetik, er ikke films største akilleshæl: det er Mark Wahlbergs karakter, David Silva.

Aldrig har Wahlberg spillet et mere usympatisk røvhul, og der er intet, INTET godt at sige om ham. Jo, lige bortset fra at han er god til at svine alt. Og jeg mener virkelig alt og alle! 

Han råber, skriger, sviner, grynter, surmuler og slås sig gennem hele filmen, mens han bruger sit lille, gule eleastikarmbånd til at prøve at berolige sig med (han trækker det lidt tilbage og giver slip). Men lige meget hjælper det: han er og bliver en arrogant, usympatisk nar gennem hele filmen.

Muligvis kan han sit kram som leder at sit team, men noget helstøbt mennesker er han sateme ikke!

Det er måske med vilje, men det trækker aldeles ned, når man egentlig blot ønsker at filmens hovedperson gerne må skride i svinget halvvejs gennem filmen. 

Så er det lige meget om hans tætte agent-kollega, Alice Kerr (Lauren Cohan) virker mere sympatisk og menneskelig via hendes åbne frustationer over manglende tid med sin datter, når den minus socialt anlagte og ustabile Silva ødelægger alt på sin vej.

Hvis der var brugt meget mere tid på en sympatisk hovedperson, ikke så hurtigt klippede scener og mere til Iku Uwais, kunne “Mile 22” måske være endt som en fantastisk krigsfilm.

I stedet ender vi med en helvedes insisterende, ucharmerende og irriterende brøleabe, som drøner derudaf med 180 kilometer i timen. Underholdnede, men hurtig glemt. 

Mile 22 får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Seneste

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.

Festen

Farmand Helges fødselsdag starter dårligt, og slutter endnu værre i Thomas Vinterbergs mesterværk, Festen.

I’ll Be Gone in the Dark

I’ll Be Gone in the Dark er en medrivende historie om en kvinde og hendes utrættelige jagt på en af USA’s værste serieforbrydere. Samtidig er det også en rørende historie om at blive draget af mørket, og de konsekvenser det kan have (og i dette tilfælde fik).