Originaltitel: Marco Effekten. Instruktør: Martin Zandvliet. År: 2021. Genre: Krimi, Thriller, Drama. Biografpremiere: d. 27. maj 2021.
Jussi Adler Olsen, succesforfatteren bag de mange Afdeling Q-film, var aldrig rigtig tilfreds med de fire første filmatiseringer af hans krimier om det umage makkerpar, Carl og Assad, og deres afdeling for uopklarede sager.
Han har tidligere udtalt, at han syntes at Nikolaj Lie Kaas var en sympatisk og charmerende skuespiller, men at han blevet fejlcastet som den desillusionerede og destruktive Carl Mørck. Kaas var også yngre, end Mørck var beskrevet i bøgerne. Men hans sammenspil med den svenske skuespiller Fares Fares, i rollen som Assad, trak i gennemsnit 700.000 mennesker i biograferne med de, i alt, 4 film de lavede sammen.
Efter fjerde film, Journal 64 fra 2018, starter vi på en frisk. Og alligevel fortsætter vi i samme univers. Zentropas rettigheder er røget og Nordisk Film tager over. Carl Mørch bliver nu spillet af Ulrich Thomsen, mens Zaki Youssef spiller Assad.
Så på den ene side kører film nummer fem (Marco Effekten) derudaf, som om intet var hændt, og alligevel skal vi, som et pilotafsnit i en ny tv-serie, præsenteres for Carl Mørck, Assad, Rose og alle de andre i Jussis, allerede etablerede politiunivers.
Instruktøren er også ny. Han hedder Martin Zandvliet og har bl.a. instrueret Dirch (2011) og Under Sandet (2015). Han er en dygtig filmskaber, med et godt øje for det intense drama.
Første scene i Marco Effekten lægger ud med politikommissæren, Carl Mørck. Han prøver forgæves at hjælpe en selvmordstruet mand, som springer i døden fra en høj bygning. Efterfølgende bliver der klippet til et tog tæt på den dansk/tyske grænse. Her forsøger den unge romadreng, Marco, at komme ind i landet igen. Han vil finde sin far og flygte fra de rædsler de begge har oplevet. Marco bliver kort efter anholdt. Han frygter hvad hans onkel Zola vil gøre, hvis han opdager, at han er i landet igen.
Snart finder den selvdestruktive og knap så socialt anlagte, Carl Mørck og hans tætte kollegaer, Assad og Rose, en forbindelse mellem den skræmte og stille Marco, Zolas bande, en forsvunden og pædofilianklaget svømmetræner og en lusket pengemand (en storsvedende Anders Matthesen.
Zandvliet og hans hold af manuskriptforfattere er på en rigtig svær opgave med Marco Effekten. De skal kreere en film, som fortætter med det samme velkendte univers som filmpublikummet kender i forvejen, samtidig med at de skal introducere de faste hovedfigurer på en anden måde, med nye skuespillere. Det lykkedes ikke helt.
Ulrich Thomsen er i centrum det meste af fortællingen, som Carl Mørch. Det er heldigvis givet godt ud. Han formår på små to timer af give et godt billede af en presset mand, som småsnakker med sig selv der hjemme eller i bilen, inden han skal mødes med andre mennesker. Thomsen formår på fornemmeste vis at vise en nikotintyggende og grimasseskærende mand, med iltert temperament og stor passion, der vil gå hele vejen med den svære sag.
Desværre er der ikke meget ping pong med hans nærmeste partnere, Assad og Rose, som ikke får meget plads i fortællingen. Særligt føles Sofie Torps Rose-karakter som en overflødig og unødvendig statist samlet set. Zaki Youssef har få scener, hvor vi for alvor kan mærke en gnist i karakteren, men han har ikke meget at arbejde med.
Og de hardcore fans af bøgerne.. Får de fuld valuta for pengene? Absolut ikke. Selvom det er en nærmest umulig opgave at transformere en vellykket bog til en vellykket film, uden at skære noget fra, så føles det mangelfuldt, når vi følger den unge Marco, der er reduceret til en unødvendig lille brik i det samlede spil. Manuskriptforfatterne har kort sagt lavet for mange radikale ændringer i hele handlingen, så der er et par kameler der skal sluges undervejs.
Valget fra instruktøren side om mange optagelser med håndholdt og rystende kamera, hvor der bliver close-up af alle undervejs, føles ofte anstrengende og malplaceret. Jeg var ofte i tvivl om jeg overværede et social realistisk drama. Så der hvor filmen burde peake, med skudepisoder og biljagter, føles derfor som en søndagskrimi på tv. Der er ikke kælet for detaljerne på samme måde som de forrige film i serien. Og kort sagt, så ender filmen et sted, hvor den blot kan beskrives som moderat underholdende og spændende.
Jeg har store forventninger og forhåbninger til de næste filmatiseringer af Jussis Afdeling Q-film. Jeg kan leve med at humoren næsten er skåret væk, og at stilen er blevet mere realistisk. Men jeg savner den æstetiske stil, som både Mikkel Nørgaard og Christoffer Boe havde et godt øje for. Og så måske allervigtigst,- den særlige gnist mellem Assad og Mørck (bare med en lille snert af hvad Kaas og Fares kunne).
Marco Effekten får 3/6 hamre:
🔨 🔨 🔨
